Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Børn skal lære at høre, hvad deres krop fortæller
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Jeg tror fuldt og fast på, at vi sender super sunde børn videre i skolen. Ikke bare fordi de har lært bevægelsesglæde og er vant til at bruge kroppen. Men fordi de har lært at mærke sig selv.” Det siger Anja Thorup, som er pædagogisk leder i LilleArena.
Anja Thorup havde egentlig aldrig tænkt, at hun skulle være pædagogisk leder. Men da Københavns Kommune søgte en leder til en spritny institution med idrætsprofil blev fristelsen alligevel for stor, og hun endte som pædagogisk leder for en institution med 48 vuggestuebørn og 110 børnehavebørn.
”Jeg er uddannet fra den idrætspædagogiske linje på uddannelsen i Ballerup, og krop og bevægelse i pædagogikken har været en rød tråd i hele mit arbejdsliv. Det var et kæmpe privilegium at få lov til at starte en institution op med nyt personale, hvor alle søgte jobbet på grund af idrætsprofilen. Opstarten har været båret af en pionerånd, som har været helt fantastisk,” siger Anja Thorup, som blev ansat i efteråret 2013 og fik som opgave at kickstarte institutionen i midlertidige lokaler.
Vores børn kan noget særligt
LilleArena fik diplom på at være certificeret i pædagogisk idræt i oktober 2015. Processen hen mod certificeringen har varet siden 2013 og har indeholdt tre moduler, hvor alle pædagogiske medarbejdere har deltaget. Dertil kommer en årlig konference med VIA University College, der tilbyder ny viden og inspiration til nye aktiviteter og metoder inden for pædagogisk idræt.
”Det er dejligt at komme i mål med certificeringen. Nu er det vores opgave at blive ved med at udvikle på tankegangen og så få oplært nye medarbejdere,” siger Anja Thorup.
Hun får allerede nu tilbagemeldinger om, at børnene fra LilleArena kan noget særligt:
”Vores børn bliver tidligt selvhjulpne. Men det er også en klar prioritering, vi har. I vuggestuen siger vi ikke, at vi skal ud og give barnet ren ble på. Vi siger, at vi skal ud og støtte barnet i at få en ble på. Så snart de overhovedet kan, står de op og bliver skiftet, de klatrer selv op, og de henter selv den rene ble,” siger Anja Thorup, som også får at vide, at børnene er bedre koordinerede.
”Og så er de simpelthen mere modige. Jeg må indrømme, at jeg kan blive helt nervøs, når jeg kommer ud på legepladsen og oplever, hvor højt oppe fra de kan finde på at hoppe. Men vores erfaring er, at de faktisk er rigtig gode til selv at vurdere. Vi har endnu ikke haft ulykker på baggrund af, at vi ”giver mere lov”, end man gør i en almindelig daginstitution,” siger Anja Thorup.
At lære at mærke
Det handler imidlertid ikke bare om fysiske kompetencer, når hun brænder for den kropslige tilgang.
”Børn lærer gennem kroppen, og de sanser gennem kroppen. Du kan godt tale med et barn om at cykle. Men du opnår en helt anden erkendelse af ord og begreber, når din krop har oplevet haft følelsen af at holde balancen og trampe i pedalerne på en cykel i modvind,” siger Anja Thorup.
Hun mener, at en af LilleArenas fornemste opgaver er at lære børnene at lytte til, hvad kroppen fortæller dem.
”Der er tit nogen, der tror, at alting hos os skal foregå i højt tempo. Men det er faktisk tit lige omvendt. Det handler i høj grad om at give børnene kropsbevidsthed og at lære dem at mærke sig selv.
Du kan have et uroligt børnehavebarn, der har svært ved at have kroppen i ro, men hvor barnet efterhånden lærer at mærke, hvornår det har brug for en pause og for at trække vejret dybt ind. Det er meget inspirerende at følge, hvordan det barn finder ud af, at det er OK at være i ro engang imellem,” siger Anja Thorup, der bruger den traditionelle børnehavesamling som eksempel:
”I samlingen vil man ofte tabe et barn, der har svært ved at være rolig. Barnet får ikke noget ud af samlingen, og får måske endda skældud, fordi det ikke kan holde sig i ro. Men hvis du fx leger ståtrold eller laver børneyoga, hvor du på en aktiv og kropslig måde øver børnene i at fokusere, og i at have kontrol over kroppen og at kunne vente, er det jo nogle fantastiske kompetencer at have med sig ind i skolen,” siger Anja Thorup.
Fakta:
Se LilleArenas hjemmeside: http://lillearena.kbhbarn.kk.dk, og læs mere om pædagogisk idræt i: ”Pædagogisk idræt i vuggestue og Børnehave” af Tanja Christensen samt ”Pædagogisk idræt – en bevægende pædagogik” af Grethe Sandholm og Hanne Værum Sørensen.
Fakta:
Hvem står bag
Dansk Idræts Forbund, DIF, og VIA UC har arbejdet sammen om certificering af idrætsinstitutioner siden 1999 og har certificeret 109 idrætsbørnehaver, ni idrætsvuggestuer, ni idrætsdagplejeordninger og 73 idræts SFO’er i Danmark.
Skal man certificeres som idrætsinstitution under DIF og VIA, skal institutionens fysiske rammer give mulighed for bevægelse både indendørs og udendørs. Herudover skal personalegruppen og ledelsen gennemgå et kursusforløb udviklet af DIF og VIA. Kursusforløbet består af:
Startmøde med optakt til uddannelsesforløbet og analyse af institutionen.
- Kursus 1: Det formelle rum - Fra voksen til barn
- Kursus 2: Det uformelle rum – Fra barn til voksen (afholdes ca. seks måneder efter kursus 1)
- Kursus 3: Det uformelle rum – Fra barn til barn (afholdes ca. seks måneder efter kursus 2)
- Opfølgende personalemøde seks til 12 måneder efter certificeringen
DIF og VIA UC tilbyder desuden en servicepakke til de certificerede institutioner, som giver løbende adgang til den nyeste viden om det pædagogiske arbejde med idræt, netværk og erfaringsudveksling samt årlige temakonferencer.