Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Houseswopping sikrer multihandicappede ferie
Tekst: Hedda Maj Jensen
Lynghuset har sammen med deres jyske kolleger udviklet et nyt koncept med boligbytteferie også kaldet Houseswopping-ferie for deres multihandicappede beboere. Ferien har været en succes for både beboere og medarbejdere.
”Dét, vi giver vores beboere, er det hele værd!” siger Frank Hedegaard, botilbudsleder i Lynghuset, som er et bo- og dagtilbud i København NV for voksne multihandicappede udviklingshæmmede.
Lynghuset arrangerede i september 2015 ferie for fire beboere. De byttede simpelthen institutionspladser med fire beboere fra bostedet Skansebakken i Vejle, som har samme målgruppe.
Den umiddelbare fordel ved Houseswopping-ferie er, at den institution, man ”swopper” med, allerede har de hjælpemidler, som beboerne har brug for. Man undgår dermed at skulle anskaffe sig dyrt mobilt udstyr, hvilket ellers kan sætte en begrænsning for feriemulighederne. Når feriestedet har de nødvendige hjælpemidler, er det heller ikke så opslidende for medarbejderne. De slipper for uhensigtsmæssige løft, fordi der mangler relevante lifte, eller fordi badeværelserne ikke er indrettet ordentligt.
Skal Frank Hedegaard overbevise andre med forbehold mod at lave Houseswopping-ferie for multihandicappede, vil han alligevel starte med at vise billeder af beboernes glæde og af dét, de har fået lov til at opleve på deres ferie. Han fremhæver også, at de medarbejdere, der var med på Houseswopping-ferien har haft en god oplevelse.
”Det var en fantastisk oplevelse for beboerne. De har nydt det og fået lov til at sanse noget, de normalt aldrig ville sanse. For medarbejderne var det virkelig en øjenåbner. Det gav faglig udveksling om, hvordan man arbejder et andet sted med samme målgruppe,” fortæller Frank Hedegaard.
Medarbejderne fra de to institutioner modtog og behandlede hinanden godt, og Frank Hedegaard understreger netop, at det er vigtigt, at man er en god gæstgiver, hvis Houseswopping-ferien også skal blive god for medarbejderne.
Koordination er nøgleordet
”Det er ikke særlig svært at fjerne de problemer, der eventuelt måtte være. Det handler om koordination med det sted, man udveksler bolig med,” fortæller Frank Hedegaard.
Koordination er i det hele taget nøgleordet, for at Houseswopping-ferien skal lykkes. Modellen til at få det til at fungere er ifølge Frank Hedegård at afdække de forskellige beboeres behov for hjælpemidler og så matche beboere, der har de samme behov og dermed det samme udstyr. Det kræver høj grad af tilrettelæggelse, men det reducerer så til gengæld mængden af udstyr, der skal med på ferien.
”Noget af det, der tidligere har været besværligt omkring tilrettelæggelse af ferier, har været at finde nogle steder, hvor de har de hjælpemidler, vi har behov for, så vi ikke skal have for meget mobilt udstyr med; lifte, masker og maskiner,” siger Frank Hedegaard.
Houseswopping-konceptet gjorde, at det specialiserede omkring borgerens hverdag kunne følge med.
”Vi kunne eksempelvis sende en kostplan for de enkelte beboere over til kokkene på den anden institution, så de kunne producere den mad, som beboeren var vant til. Vi udvekslede også lejringsskemaer og telefonnumre, så vi kunne bruge det andet steds nattevagter. Det reducerede udgifterne betydeligt,” forklarer Frank Hedegaard
Udfordringerne
Frank Hedegaard beskriver det at være på ferie med beboere som ”hard work” for medarbejderne.
”Derfor skulle der reflekteres over ideen. Medarbejderne blev inddraget og arbejdede konstruktivt med. Der dukkede hurtigt spørgsmålet op, om det overhovedet er ferie for beboerne, når man tager til en anden institution? Men vi blev enige om, at det ER det. Det er jo ikke bare er en institution, man besøger, men et hjem,” siger Frank Hedegaard.
Der blev også udtrykt bekymring, om beboerne ville opleve og måske frygte, at de skulle flytte.
”Men de overvejelser er der også, hvis de bliver sendt på ferie i et almindeligt sommerhus,” som Frank Hedegaard siger.
En anden udfordring vil for nogle institutioner være, at der lønmæssigt ikke er meget at hente i overenskomsten. Medarbejderne får løn for otte timer plus et kolonitillæg på 500,- som selvfølgelig ikke står mål med de timer, som medarbejderne er væk hjemmefra.
Chokolader på hovedpuden
Indkvarteringen af medarbejderne kan volde hovedbrud.
”I Vejle gik det rigtig fint, og medarbejderne blev indkvarteret i campingvogne, hvor værterne fra Skansebakken havde lagt små chokolader på hovedpuderne. Det gav en rigtig hotelfornemmelse,” fortæller Frank Hedegaard.
Det var sværere i København, hvor medarbejderne fra Vejle boede på herberg på Bellahøj bakke.
”De havde ikke et sted at gå hen, når de blev trætte. Så de var meget ”på” og havde ikke samme mulighed for at trække sig,” siger Frank Hedegaard, som derfor overvejer, om man kan sætte en form for midlertidige vogne op i Nordvestkvarteret.
”Men dette giver nogle udfordringer, for medarbejderne har jo også krav til indkvarteringen.”
Ideen om Houseswopping
Frank Hedegaard fik ideen til Houseswopping, da han var på et besøg på Skansebakken, fordi han med det samme kunne lide stedet. Lynghuset samarbejdede nemlig allerede med Skansebakken om kosten i institutionerne.
Han havde tidligere selv overvejet Houseswopping på sine private ferier, hvor der findes masser af hjemmesider for boligbytte.
”Men vi har ikke tidligere været gode til at tænke omverdenen ind i den institutionelle verden. Jeg drømmer om, at vi med tiden kan få oprettet en Houseswopping hjemmeside, hvor man kan udveksle erfaringer og billeder, matche målgrupper og planlægge institutionernes Houseswopping-ferie, ” siger Frank Hedegaard.
Fakta:
I Satspuljeaftalen for det sociale område er der i 2015, 2016 og 2017 afsat midler til at fremme ”Nye veje til aktiviteter og ledsagelse for personer med handicap” Det er nogle af disse midler, der er blevet anvendt til Lynghuset og Skansebakkens Houseswopping-ferie.
Fakta:
D. 12. november kom Servicestyrelsen på besøg i Lynghuset for at høre mere om Houseswopping-ferien og beskrive den i deres inspirationskatalog.
Fakta:
Teatergruppen AFUK (Akademiet for utæmmet kreativitet) producerede til Houseswopping ferien en cirkusforestilling, produceret til målgruppen, hvor de arbejdede med, at forestillingen skulle kunne sanses med andet end øjnene. AFUK har til huse i København, men tog også til Vejle for at vise forestillingen der.