Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder:
Børnehaven løfter børn og reproducerer chanceulighed på samme tid
Af Jan Hoby, Næstformand i LFS
Københavns kommune har i flere år haft fokus på at øge chanceligheden i byens daginstitutioner og skoler. Det er en nødvendig politisk ambition, fordi det er veldokumenteret, at uddannelsessystemet reproducerer ulighed. Alle, der ved blot en lille smule om uddannelsessystemet, ved, at uddannelse løfter alle børn og unge. Men de svageste børn bliver aldrig løftet op på niveau med de stærkeste. Derfor bliver forskellen mellem børn og unge fra forskellige klasser ikke udlignet, og det er i de fleste tilfælde de velstillede børn og unge, der får mest ud af uddannelsessystemet.
En ny undersøgelse og analyse, som Bureau 2000 har foretaget for fagforbundet FOA, understreger, at barns skolepræstation ikke kun afhænger af forældrenes uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale baggrund eller den sociale sammensætning på skolen. Den børnehave, barnet har gået i, er også væsentlig for, hvor godt det går på skolebænken. Jo flere børn med ressourcesvage forældre, der er i børnehaven, jo dårligere klarer barnet sig i indskolingen - også selvom barnet kommer fra et hjem med masser af ressourcer.
Den viden udfordrer selvfølgelig den måde, hvorpå Københavns Kommune arbejder med at øge chanceuligheden i daginstitutioner. Vi ved, at pædagoger i belastede institutioner tit løber dobbelt så stærkt som personalet i andre institutioner. Derfor har politikerne i Københavns Kommune besluttet sig for at fokusere på tidlig indsats og projektet Turn Around, som er et forsøg på at dæmme op for de tydeligste følgevirkninger på reproduktion af ulighed i byens daginstitutioner.
Men undersøgelsen kalder på, at indsatsen skal revurderes, hvis den ikke blot skal ende med at være gode intentioner uden resultater. For der foregår en tydelig social opdeling i byens daginstitutioner; særligt i bestemte områder. Der kan i samme klynge være to institutioner med vidt forskellig social profil, fordi forældre klumper sig sammen med dem, der ligner dem selv.
Svaret er ikke tvangsspredning af børn. Svaret er flere ting på samme tid. Det første er det åbenlyse, nedsættelse af gruppestørrelserne i vuggestuer og børnehavner og færre børn per voksen i disse institutioner. Det andet er endnu mere kreativ leg med krop og sprog og fokus på børns kulturfælleskaber. Det tredje er at flytte pladsanvisningen til klyngerne frem for til den enkelte institution. Så ville der nemlig blive taget et børneudgangspunkt, og ikke et forældreudgangspunkt. Det kræver blot, at politikerne er parate til at lade den endelige pladsfordeling overgå til det pædagogiske personale frem for forældrene. Børn tilbringer de vigtigste timer på dage og de vigtigste år af deres liv i byens dagsinstitutioner. Derfor skal alle børn sikres mod, at daginstitutionen ikke bliver den første snubletråd i deres liv. Det kræver, at politikere, forvaltning og professionelle lytter til forskning, viden og indsigt om børns hverdagsliv i byens institutioner, og at de ændrer det, der skal ændres.