Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Tema: Krigen om kønnet
Tredje sæson af tv-serien Broen begynder med, at en kvinde bliver myrdet, mens hun er på vej til at åbne en kønsneutral børnehave. Emnet vækker så stærk debat, at man automatisk tror, at det er derfor, hun bliver henrettet.
Så voldsomt går det ikke for sig i det virkelige liv. Men emnet ”han, hun – eller hn” vækker generelt stærke følelser. Der er – meget groft opridset - to fronter i skyttegravskrigen.
De mest yderliggående tilhængere af, at kønnet er en social konstruktion, hævder, at der ved fødslen ikke er andre forskelle på de to køn end forskellige kønsorganer. De præferencer, barnet senere udvikler, kommer fra prægning, som påføres barnet op gennem opvæksten. Så det er udelukkende tillært, når den treårige pige vælger dukken fremfor lastbilen, og når den 18-årige dreng vælger at blive mekaniker fremfor kosmetolog. Det er også tillært, at de fleste bliver heteroseksuelle, og at man typisk orienterer sig seksuelt mod ét køn. Nogle konstruktivister er derfor fortalere for kønsneutrale børnehaver, hvor man forsøger at undgå at ”kønne” børnene.
Den modsatte fløj, som man kan kalde biologisterne, tror på, at det medfødte køn i meget vidt omfang afgør barnets adfærd og præferencer. Biologisterne støtter sig til blandt andet hjerneforskning, som påviser forskelligheder i udviklingen af pige- og drengehjerner. Biologisterne mener, at evolutionen naturligt har skabt en nedarvet kønsrolle, som skal ruste piger til at blive mødre (empati) og drenge til at blive jægere og krigere/beskyttere (aggression). Nogle biologister mener derfor, at man i stedet for at undgå at ”kønne” børnene i børnehaverne skal tage højde for kønnenes forskelligheder.
Den tredje vej er de forskere og debattører, der mener, at der er store individuelle forskelle også inden for det enkelte køn. Derfor skal det enkelte barn ses som et unikt individ og have frit udfoldelsesrum til at være netop den, han eller hun er. Det kræver en tilgang og en pædagogik, der på den ene side ikke låser barnet fast i en kønsstereotyp rolle, og som på den anden side giver barnet lov til at udfolde det, som barnet har brug for.