Det begynder med den lyserøde og den lyseblå sparkedragt

”Næææhh – nu bliver jeg da helt glad,” siger leder Birgitte Thomsen, da hun bliver opmærksom på døren med de fine kartonhænder med navne og fotos af børnene på Karlsvognen.

Det, der glæder Birgitte Thomsen, er, at man ikke kan se på kartonhåndens farve, hvilket køn barnet har.

”Det ville være en typisk fælde at komme til at lave pigernes kartonhænder lyserøde, rød og gule, mens drengene ville få de blå og grønne. Vi bliver bombarderet med stereotyperne hver eneste dag hele vores liv, så det er svært at undgå. Prøv bare at se på garderoberummene. Man kan meget hurtigt se på flyverdragternes og cykelhjelmenes farver aflæse, om det er en pige eller en dreng, der bebor det enkelte rum,” siger Birgitte Thomsen.

Birgitte Thomsen er leder i BørneRiget på Østerbro, men hun har også taget en kandidatuddannelse i pædagogik på RUC, hvor hun har beskæftiget sig en del med køn.

”Det var en øjenåbner at kunne få lov til at fordybe sig i teorier om køn og kønnethed. Jeg har som de fleste andre altid ment, at mænd og kvinder skulle være ligestillede, og vi er da heldigvis nået et stykke på det område. Men jeg har fået en helt anden bevidsthed af at arbejde fokuseret med emnet på studiet. Det er blevet tydeligere for mig, at vi er oppe mod stærke kræfter, hvis vi vil have en mere bevidst tilgang til køn i det pædagogiske arbejde. Vi er alle sammen et produkt af mange hundrede års stereotyp kønsopfattelse: de vilde drenge og de stille piger. Og det er synd både for drengene og pigerne. For mig handler det om at give alle børn lige vilkår og muligheder for senere i livet at kunne vælge frit uden at skulle forholde sig til det, vi stadig kalder mande- og kvindefag. Det er en svær proces, for selv om jeg er blevet mere bevidst, kan jeg da mange gange høre mig selv komme med stereotype kommentarer,” siger Birgitte Thomsen.

Køn på skoleskemaet

Diskussionen om han, hun eller svenske hen er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i debatten, mener Birgitte Thomsen, som synes, at Sverige på mange måder er foran Danmark i kønsdebatten.

”Er der noget, man vil blive klogere på, må man jo undersøge problemet. Sverige har helt andre traditioner for at forske og lave undersøgelser, end vi har i Danmark, hvor politikerne ofte argumenterer ud fra hvad de føler, synes og tror og ikke ud fra, hvad de ved,” siger Birgitte Thomsen, som mener, at vi fastlåser børnene i kønsrollerne fra den dag, de bliver født og bliver klædt på i lyseblåt eller lyserødt.

”Vi ved ikke selv, hvad vi gør, fordi vi er i en årtusind gammel diskurs. Den kan man ikke bare lave om på, selv om man som individ prøver at være bevidst,” siger Birgitte Thomsen.

Hun glæder sig derfor over det nye modul på pædagoguddannelsen, ”Køn, mangfoldighed og seksualitet”, som skal klæde vordende pædagoger bedre på til at skabe en mere bevidst pædagogik på området.

”Jeg mener dybt i mit hjerte, at drenge og piger og kvinder og mænd skal have lige muligheder. Det har de ikke i dag. Se eksempelvis på Danmarks 100 største erhvervsvirksomheder. Der er ikke én kvindelig topdirektør. Kvindefag er dårligere lønnet end mandefag, og selv om pigerne har overhalet drengene, hvad angår uddannelse, er det stadig drengene, der ender som professorer og topchefer,” siger Birgitte Thomsen, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at det handler om indsocialisering i kønsrollen:

”Det er et godt skridt på vejen. Det er vigtigt at få viden for at kunne reflektere over anderledes måder at gøre tingene på, så man kan fange sig selv, når man laver kønsstereotyp pædagogik som vilde ture med drengene, mens pigerne sidder og laver perleplader.”

90 procent er en social konstruktion

Det er en ambition i BørneRiget at være opmærksomme på, om man kommer til at ”kønne” i pædagogikken.

”Vi havde snakken her den anden dag, hvor en sagde ”vi har en drengegruppe, som er meget urolig”. Men det skal hedde ”vi har en gruppe børn, som er meget urolig”. Tager man udgangspunkt i, at det er en drengegruppe, lægger man automatisk nogle andre værdier i drøftelsen. Man vil fx være tilbøjelig til at drage kønnet med ind i problemløsningen – som at drenge jo også har brug for at være vilde og for at slås etc. Men det er kønsstereotyp tænkning. Det er mere konstruktivt at drøfte, om børnegruppen er urolig på en destruktiv måde og i givet fald hvorfor.”

Birgitte Thomsen vil ikke afvise, at der er en biologisk komponent i, at mange drenge og piger agerer og vælger, som de gør.

”Men min faste overbevisning er, at 90 procent af vores kønsrolle er en social konstruktion, der kommer af de utallige signaler og rollemodeller, vi møder op gennem vores opvækst.”