Det værste, de voksne kan gøre, er at tie

De pædagogiske medarbejdere, som er sammen med børnene i dagtimerne, er nogle af de bedste til at kunne hjælpe børn i sorg. De skal turde tale med barnet og samarbejde med familien og ikke holde sig tilbage, når det er allervigtigst. Det siger Per Bøge, som er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og medforfatter til en række materialer om børn og sorg.

Tekst: Hedda Maj Jensen

”Jeg plejer at lave ordsproget om og sige ”tal, før du tænker”. Jo længere man venter, jo sværere bliver det. Det kan gå hen og blive helt flovt, at man ikke for længe siden har reageret på, at et barn, som man har ansvaret for otte timer om dagen, har mistet sin mor eller far,” siger Per Bøge.

Børnene er så mange timer i institution, at det i høj grad er her, de bliver opdraget og dannet. Derfor er det vigtigt, at der er en nær kontakt mellem familien og institutionen og en endnu mere nær kontakt til de familier, som er i sorg.

I sit arbejde som konsulent for Kræftens Bekæmpelse oplever Per Bøge igen og igen pædagoger, som spørger, om det virkelig er deres opgave at tale med familien og barnet ved alvorlig sygdom og død. De siger ”Fru Hansen døde for en uge siden, og vi aner ikke vores levende råd, og nu kommer Peter nok i børnehave igen på mandag.” Pædagogerne er bange for at være i vejen, og de tænker, at familien bare gerne vil have fred og ro. Men det er ifølge Per Bøge en forkert måde at gribe det an på.

”Hvis du gerne vil være forberedt på at kunne hjælpe barnet, er det vigtigt at høre, hvad der er sket og at tale med dem, som sidder med smerten og sorgen. Spørg, hvor meget de har informeret barnet, og hvilke begreber der findes i familien, eller om det hele bare er kaos? På det grundlag må I så tilrettelægge, hvad den gode hjælp er, ”siger Per Bøge.

Han twister endnu et ordsprog til at slå fast, at det i denne situation ikke er tavshed, men tale, som er guld. Som ansvarlig pædagogisk medarbejder skal man ikke vente på, at barnet kommer til én, men være den, der prøver at få samtalen i gang.

De voksne skal have førertrøjen på

Per Bøge udelukker ikke, at dagtilbuddet kan være et fristed eller et helle for alt det triste derhjemme, men det betyder ikke, at man ikke skal tale om det, der foregår i hjemmet.

”Børn skal ikke have en ”glemmehat” på i otte timer. Det bliver de bare ødelagt af. Så overlader vi dem til sig selv og til selv at prøve at finde en forklaring. Vi voksne kan måske heller ikke umiddelbart finde en forklaring, men vi har et netværk, vi kan gå til og tale med det om. Det har børnene ikke på samme måde. De er 100 procent afhængige af, at vi som voksne har førertrøjen på, og siger: ”Vi er nødt til at snakke med dig om det her”, eller ”nej du ser trist ud i dag” eller ”vi har hørt at…” Det kan vi ikke undlade i de her situationer,” siger Per Bøge.

Han påpeger, at vi i andre situationer gerne vil blande os. Hvis det drejer sig om et kæledyr, der er dødt, så anerkender man med det samme, at det er svært, og fortæller måske oven i købet anekdoter fra dyrets levetid. Er det forældre, der dør, bliver man i stedet ordløs og tavs, eller udsætter det, fordi man kan sætte sig ind i, hvor svært det er.

”Men det kan barnet ikke vente på. Det smertefulde er, at der hvor det er aller, allervigtigst, at vi voksne stiller op, der springer vi over,” siger Per Bøge. Han er dog klar over, at dette oftest bliver gjort i den kærligste mening, fordi de voksne er frustrerede over, hvordan de skal gøre det bedst eller ikke ved, hvornår det er det rette tidspunkt.

Per Bøge mener, at det er en del af børns dannelse at tale om de store og svære ting i livet som liv og død.

”Der er ingen uddannelse uden dannelse. Det, man får med i dagtilbuddene, er afgørende for, om skolen overhovedet kan lære børnene noget. Hvis man springer over i de der fatale tilfælde, hvor der er sygdom og død, så giver man ikke børnene den dannelse, de har behov for. Alternativet er dog meget vanskeligere, for så overlader vi det til barnet selv at prøve at finde forståelse i noget, som de simpelthen ikke kan forstå. Derfor må barnet reagere, og over tid bliver det et såkaldt ”problembarn”. Det er aldrig for sent at samle op, men det er meget nemmere at gøre det rigtigt fra dag et,” siger Per Bøge.

Pædagoger er gode hjælpere

Pædagoger er ifølge Per Bøge nogle af de bedste til at hjælpe børn i sorg.

”Der findes ikke nogen hjælper, der er mere professionel. Pædagoger er uddannet til at tale med børn og ved præcis, hvad der er godt for en to-årig eller en fire-årig på alle mulige parametre. Det er fuldstændig, som når vi arbejder med konflikter eller på alle mulige andre leder og kanter arbejder med opdragelse og dannelse. Det her er bare et hjørne, hvor vi bliver sådan lidt afmægtige, men dybest set er alle knebene og grebene de samme,” siger Per Bøge

Institutionen repræsenterer det uforanderlige, hvor der er regler og retninger, som stort set ikke ændrer sig. Hjemmet har også været et sted, hvor der ikke var så store forandringer, men pludselig er far syg eller mor er død, eller forældrene er blevet skilt. Og det, som børn i høj grad reagerer på, er netop forandringerne. De arbejder hårdt på, at tingene skal blive som de plejer igen, men som en kvinde, der har mistet sin mand, sagde til Per Bøge: ”Men hjemme hos os, plejer far ikke at være død”. Det er en sindssygt hård proces for de forældre, der er tilbage eller har overlevet at finde en ny måde at være forældre på. Og daginstitutionen skal jo også lære de nye forhold at kende, hvis der skal være et ordentligt samarbejde. Barnet kan reagere ved at ville være hjemme hele tiden for at være sikker på, at tingene ikke bliver værre, end de allerede er. Selv om de elsker børnehaven, og det er forfærdeligt derhjemme, så føler børnene ikke, at de har kontrol, når de er ovre i børnehaven, hvis de ikke har nogen at tale med. Italesættelse er derfor nødvendig for at komme videre i sorgprocessen, mener Per Bøge. Han påpeger, at det jo netop er det, pædagoger arbejder med: Sprogliggørelse og italesættelse.

”Det vigtigste for barnet er, at det føler, det kan stole på de voksne. Og hvis far er syg og inde og ude af hospitalet eller dør, og mor er meget påvirket af sorg, så kan barnet ikke regne med de voksne, det plejer at stole på. Derfor må vi nok frifinde forældrene og de pårørende fra at være de bedste til at tale med barnet om alt det, der er blevet anderledes. Og hvem er der så tilbage? Pædagogerne har her en unik mulighed for at tale med barnet, fordi de ikke selv er ramt af sorg,” siger Per Bøge.

Tag på besøg i hjemmet

Når institutioner ringer til Per Bøge for at bede om hjælp, giver han dem et lidt grænseoverskridende råd – nemlig at tage hjem til den sorgramte familie.

”Folk er simpelthen ved at falde ned af stolen og siger ”det kan vi da ikke nu”. Men ”jo” det kan vi netop nu,” fastslår Per Bøge.

”For børn er pædagoger og medhjælpere nogle fuldstændigt enestående mennesker, som lever hele deres liv i børnehaven og dør i børnehaven. Børnene bliver vildt overraskede, hvis man møder dem i supermarkedet. Derfor betyder det simpelthen så meget, at to- tre pædagoger tager en time ud og kommer hjem og besøger familien i hjemmet. Og mødet handler jo ikke om, hvorvidt fru Hansen magter at gøre rent, nu hun er blevet alene. Det handler om at få snakket om, hvordan den sidste tid har været, hvad har det gjort ved, hvordan familien fungerer? Skal vi tage med til begravelsen? Hvad snakker I med Peter om? Det kan også være en god idé at spørge: ”Peter må jeg ikke lige se dit værelse?” Der findes sindssygt mange historier på sådan et børneværelse. Ting som barnet har fået af far, eller som minder ham om far. Man kan også spørge ind til, hvad Peter savner sin far til. Ikke fordi man skal erstatte faren, men fordi man godt i en periode kan give barnet lidt ekstra opmærksomhed og prøve at lave nogle af de ting, som var rare at lave med far, og som Peter savner at lave. På den måde husker man også alle de gode ting. Alt det, man kan finde ud af på sådan et besøg, er guld værd, når man senere skal tale med Peter. Pædagogerne er nødt til at lære familiens historie at kende, for så har de flere indgange til at kunne snakke med Peter, når han bliver ked af det, eller bliver vred eller voldelig, eller hvordan han nu reagerer,” siger Per Bøge

Man har på besøget også mulighed for at aftale, at barnet får billeder eller nogle af den afdødes ting med ned i børnehaven, som man kan tage frem, når barnet bliver ked af det. Hvis det er muligt, er det også en god ide at lave en aftale med hjemmet om, at barnet kan ringe hjem engang imellem og høre, om mor/far stadig er der.

Man viser på den måde uden ord barnet, hvor bekymret man er ved at flytte sig fysisk fra den lokalitet, man er så integreret i - børnehaven - og derhen, hvor kaos hersker – hjemmet.

Involver de andre børn

De andre børn og forældre i børnehaven skal også involveres, så det bliver den samme historie, der bliver fortalt. Per Bøge fortæller, at han har eksempler, hvor det er gået helt galt, fordi man i alt for lang tid har ladet stå til og ikke har fortalt sandheden. Da børnene også har et liv uden for børnehaven og et netværk af naboer og venner, så hører de jo ting og får små bidder hist og her af historien, og nogle får lidt større bidder af den rigtige historie and andre.

”Hvis vi ikke som voksne giver en fælles udmelding om, at sådan er det, eller så meget ved vi nu, så bliver det noget med, at børnene indbyrdes begynder at informere hinanden. Hvis sandheden forties eller udsættes for længe, kan det i værste fald gå så galt, at børnene begynder at fortælle hinanden, at Peter var med til at slå sin mor ihjel ,” siger Per Bøge og henviser her til en historie, han har mødt i sit arbejde, hvor pædagogerne blev rådet til at fortie sandheden om et drab i familien.

Italesættelsen gælder altså også over for de andre børn i børnehaven, hvor pædagoger skal bruge deres ekspertise til at informere børnene under hensynstagen til deres alder og modenhed.

”Børn siger det selv: Det værste, de voksne kan gøre, det er at tie stille.” Siger Per Bøge. Også de øvrige forældre skal have en fælles udmelding om, hvad det er, pædagogerne fortæller i institutionen.

Sorg tager tid

Per Bøge fortæller, at det er vigtigt, at vi husker på, at sorg tager tid. Selv om 90 procent af alle børnehaver har lavet handleplaner, er de fleste lavet som en slags katastrofeplaner, der tager stilling til, hvordan vi skal handle, lige når dødsfaldet eller sygdommer indtræffer. Men der er stort set ikke nogen, der tager stilling til, hvad der skal gøres efter et halvt eller et helt år. Men børn oplever hele tiden sorgen forskelligt i takt med, at de vokser og udvikler sig kognitivt og følelsesmæssigt. Derfor er man nødt til at vende tilbage til tabet løbende, når barnet har lært noget nyt. Og der har man brug for voksne - også efter tre år.

”Det er en proces, man er tvunget til at være en del af, så længe man har ansvaret for barnet. Det er også et ansvar, man skal give videre, når barnet skifter fra eksempelvis børnehave til skole. Der er ikke noget med at sige: ”Nu begynder vi på en frisk, så nu glemmer vi, at mor er død.” Nej, det er vigtigt at fortælle om, at sådan var det, dengang Peters mor døde, og vi har gjort sådan og sådan i forløbet, og indimellem bliver han ked af det, og det skal I være opmærksom på som skole,” siger Per Bøge.

Per Bøge fortæller, at de små børn er så konkret tænkende, at døden bliver uforståelig. Derfor vil de også bruge energi på at vente på, at den døde kommer tilbage.

”Det kan ske, at Peter halvandet år efter, at hans far døde, kommer løbende og siger: ” Min far kommer og henter mig i dag.” Det kunne jo være, at hvis man sagde det højt nok, så skete det. Så det er gentagelse, gentagelse, gentagelse af det ”onde”. Vi er nødt til at blive ved med at sige, at far er død, og han kommer aldrig igen. Det er så vigtigt, at børn ikke står alene med det,” siger Per Bøge.

Gode råd:

Tag kontakt til hjemmet i det øjeblik, du hører, at der er noget galt.

Handl på din bekymring med det samme. Tal med barnet.

Tag på besøg i hjemmet – også selv om det føles grænseoverskridende!

Find ud af, hvad der bliver talt om i hjemmet og kend deres historie, så du kan tale med barnet om den i institutionen.

Lad barnet tage ting med i institutionen, som har tilhørt den syge eller afdøde, så man kan tale sammen ud fra dem.

Spørg barnet, hvad det plejede at lave med den mistede, og lav så nogle af de ting med barnet. Hjælp med at huske de gode ting.

Aftal med familien, at barnet gerne må ringe hjem, hvis det har behov for eksempelvis at vide, at mor/far stadig er der.

Hjælp barnet med at sætte ord på det, som det har oplevet.

Involver de andre børn og forældre, så det er den samme historie, der bliver fortalt.

Lav en handleplan for institutionens møde med børn i sorg, og hold liv i den ved at fortælle om den til nyankomne kolleger.

---

Fakta:

Der er hver dag mere end fem børn/unge, der mister deres mor

Der er hver dag mere end 11 børn/unge, der mister deres far

Hver dag året rundt er der mere end 16 børn eller unge, der mister en mor eller far

Kilde: Børn, Unge & Sorg

Børn, Unge & Sorg

Børn, Unge & Sorg tilbyder hjælp til både børn og unge i sorg og netværket omkring dem.

Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år, der lever med alvorligt fysisk syge forældre eller søskende, eller har mistet en forælder eller søskende efter alvorlig sygdom, selvmord eller ulykke inden for de seneste år.

Desuden tilbyder de telefonrådgivning til netværket omkring børnene og de unge i forhold til, hvordan man bedst kan støtte dem.

Børn, Unge & Sorg rådgiver og uddanner også fagfolk, der gennem deres arbejde, kommer i kontakt med disse børn.

---

Børnebøger om børn i sorg:

Voksne kan have svært ved at tale med og støtte børn i sorg blandt andet fordi, de ikke ved, hvordan de skal gribe det an, og hvad de skal tale med dem om. Det hjælper to nye børnebøger med. Bøgerne kan læses af både børn, forældre, pårørende og fagpersoner, der gerne vil forstå børns sorgunivers.

Bøgerne er oplagte at have stående i daginstitutioner, som næsten uundgåeligt fra tid til anden vil opleve et barn, der mister en forælder eller søskende.

Fie på Kirkegården og Fabian er vred er to rørende historier, som er skrevet til børn. Bøgerne beskriver den naturlige vrede og sorg, som børn oplever, når de mister en forælder.

I den ene bog er Fie på Kirkegården med sin mor og storebror, hvor de besøger fars grav. Fie ved ikke, hvordan man trøster voksne, som græder. Men mor siger, at det er fordi, hun også savner far. Så taler de om, hvad de savner far til. I den anden bog er Fabian vred og i stedet for at skælde ham ud, taler hans mor med ham om, at det er ok at være vred på far over, at han er død.

I slutningen af begge bøger er der forslag til spørgsmål, som den voksne kan lade sig inspirere af for at få børnene til at sætte tanker på deres følelser og sorg.

Bøgerne egner sig ud over til forældre og børn, der har mistet også til at have stående i daginstitutionerne, for at hjælpe til snakke om emner som liv og død og i tilfælde at af at et barn mister.

Forfatteren Line Bundgård er familie- og psykoterapeut. Hun mistede selv sin mand, da hendes døtre var seks og otte år.

---

Litteratur om Børn og Sorg til pædagogiske medarbejdere:

OmSorg - Når små børn sørger

- Et inspirationsmateriale til arbejdet med de 0-6-årige børn i børnehave, vuggestue og dagpleje

Af Per Bøge

OmSorg - Når små børn sørger giver et kvalificeret, praktisk bud på, hvordan du som pædagog eller dagplejer kan forberede dig på - og dermed inddrage de problematikker, som handler om sorg, som en integreret del af dit arbejde med de mindste børn.
Materialet er skabt i den ånd, at den eneste tryghed, vi kan give børn i forhold til belastede følelsesmæssige hændelser, er fællesskab med ansvarlige voksne.

OmSorg – Handleplan 0-6 år

- Et idékatalog for vuggestuens, børnehavens og dagplejens møde med børn i sorg.

Af Per Bøge og Jes Dige

Manualen beskriver, hvorledes vuggestuer, børnehaver og dagplejer kan være fælles om at handle, når et barn mister nære pårørende, eller et barn eller en pædagog bliver alvorligt syg eller dør. Ved sammen at formulere en OmSorg-handleplan for institutionens og dagplejens møde med børn i sorg, bliver det lidt lettere at handle, den dag "det værste sker".