Tvang er altid et overgreb

Men tvang kan være det eneste svar på en forvrænget og smertefuld virkelighed, siger psykiateren Hans Henrik Ockelmann, som ønsker sig, at læger og pædagoger kan finde et fælles sprog. De mest syge kan nemlig hverken undvære tvangen eller den pædagogiske indsats.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Det er ubehageligt at udøve tvang. Og den dag, man ikke længere synes, det er ubehageligt, skal man finde sig et andet arbejde, siger Hans Henrik Ockelmann, som er overlæge i retspsykiatrien ved Psykiatrisk Center Glostrup.

”Det er svært at gøre noget mod et andet menneske, som denne oplever krænkende. Man holder det ud, fordi man gang på gang oplever den professionelle tilfredsstillelse, når den påtvungne behandling begynder at virke, og patienten selv erkender, at det var det, der skulle til. Det værste er i virkeligheden, hvis tvangen ikke varer længe nok. Så oplever patienten kun krænkelsen og ubehaget, men får aldrig den ønskede effekt,” siger Hans Henrik Ockelmann.

Derfor går det galt i socialpsykiatrien

Det ændrer dog ikke på, at tvangsbehandling medfører en art traume for både patient og behandler.

”Jeg hører jævnligt udsagnet: ” Jeg kan godt se, at, at der ikke var andet at gøre. Men hold fast, hvor var det ubehageligt.” Det er en meget vigtig dimension af tvangen. Det kan godt være, at patienten indser, at medicinen er god for ham, når han først er kommet ud af psykosen. Men det ændrer ikke på, at der bør følge en rehabiliteringsfase, hvor tilliden til behandleren kan bygges op igen," siger Hans Henrik Ockelmann.

Fasen, hvor psykosen letter, og medicinen virker, er så meget mere vigtig, fordi antipsykotisk medicin typisk har ubehagelige bivirkninger. Og de kommer med det samme, mens den antipsykotiske virkning først sætter ind efter flere uger.

”Derfor kan det være ødelæggende for enhver behandling af alvorligt sindssyge, hvis de udskrives for tidligt. Det er en vigtig årsag til, at det er gået så galt i socialpsykiatrien. Behandlingsforløbene er ikke lange nok, og patienterne udskrives, før de er stabiliseret – både psykologisk i forhold til tvangen og i forhold til bivirkninger. Det siger sig selv, at det øger risikoen for, at de dropper medicinen igen," siger Hans Henrik Ockelmann.

Også pinefuldt at forlade psykosen

Hans Henrik Ockelmann fortæller, at det også kan være smertefuldt at vende tilbage fra psykosen. Derfor er der brug for en nyorienteringsfase. Det bør ske i de skærmede omgivelser, som et psykiatrisk sengeafsnit tilbyder:

”Det kan være ekstremt pinefuldt at være fanget af en psykose. Men det kan være næsten lige så slemt at se virkeligheden i øjnene, fordi man som psykisk syg sjældent kan vende tilbage til et godt liv med et stærkt netværk og en velfungerende tilværelse. Da jeg begyndte i psykiatrien, var den gennemsnitlige indlæggelsestid 35 dage, og mange var indlagt i mange måneder. Jeg siger ikke, at vi skal tilbage dertil. Men der er patienter, der ville have gavn af at blive passet på i flere måneder. Jeg er ansat på retspsykiatrisk afdeling, hvor vi ser effekten af disse lange indlæggelser. Jeg håber, man igen får mulighed for et sådant tilbud til patienter, der ikke er retspsykiatriske. For man kommer først på retspsykiatrisk, når man har forbrudt sig mod Straffeloven. Og det skaber næsten altid mindst to ofre. Patienten selv og den anden person, det er gået ud over,” siger Hans Henrik Ockelmann.

Misbrugets betydning overvurderet

Det er altså sengepladser, der skal til.

”Det er indiskutabelt, at der mangler sengepladser i psykiatrien, og at det er en stor del af årsagen til, at vi stadig får flere retspsykiatriske patienter. Andelen af psykisk syge, der begår personfarlig kriminalitet er steget fra få hundrede til nu over 4000 i takt med, at sengene er blevet nedlagt. Årsags-virkningssammenhængen kan ikke diskuteres, ” siger Hans Henrik Ockelmann, der faktisk mener, at misbrugets indflydelse er overvurderet.

”Ja, misbruget blandt psykiatriske patienter er steget voldsomt. Men det er ikke hovedårsagen til, at de bliver syge. Langt de fleste misbruger, fordi de er syge. Det er bestemt ikke nogen god idé, men det er fuldt forståeligt, fordi mange psykisk syge oplever, at det kan give en midlertidig lindring. Det er en illusion at tro, at vi kan komme det til livs blot med kontrol og restriktioner. Det vil altid være muligt at skaffe stoffer. Om man så bosatte sig på Hesselø, ville man kunne bestille en helikopter til at nedkaste den nødvendige hash en gang om ugen. Det, der skal til, er tilstrækkelig psykiatrisk behandling – herunder integreret misbrugsbehandling, så behovet for at selvmedicinere ikke er så stort,” siger Hans Henrik Ockelmann.

Ret til at være borger

Hans Henrik Ockelmann er modstander af at udvide retten til at udøve tvang til andre steder end i behandlingspsykiatrien.

”Der er kun ganske få steder i det danske samfund, hvor man må udøve tvang mod andre mennesker, og det er godt. Hvis det skal gøres etisk forsvarligt, skal det følges ad tilstrækkelige ressourcer. Vi taler jo som udgangspunkt om brud på grundlovens frihedsbestemmelser. I retspsykiatrien agerer vi inden for strafferetsplejen, og vi ved, at det nogle gange kan være nødvendigt at udsætte patienter for meget tæt kontrol – undertiden også for fysisk magt i længere tid. Det kræver en tilstrækkelig og veluddannet bemanding. Både for patienternes og for sikkerhedens skyld. Jeg ville være betænkelig ved at udføre den form for indgreb andre steder end inden for sengepsykiatrien, hvor vi jo gør et stort arbejde på at nedbringe den,” siger Hans Henrik Ockelmann, som mener, at man har ret til at vide, om man er borger eller patient.

”Vores patienter bliver udskrevet – og så er de borgere igen. Det må være en menneskeret. Det vil være forkert at fastholde mennesker i en varig patientrolle. Så er det bedre, at man med mellemrum er nødt til at få en pause på en afdeling. Jeg havde engang en patient, der var indlagt med alvorligt forfølgelsesvanvid. Han sagde ’det kan godt være, jeg er spærret inde. Men verden er også spærret ude.’ Det er der et behov for en del af de patienter, vi har med at gøre,” siger Hans Henrik Ockelmann.

Læger og pædagoger lever i hver sin kultur

Når det er sagt, ville han ønske, at lægerne og pædagogerne i højere grad kunne finde en fælles forståelse.

”Det kan stå i vejen for samarbejdet, fordi vi lever i to vidt forskellige kulturer med forskellige sprog. Forskellen sætter ind allerede der, hvor pædagogerne arbejder med borgere, mens vi arbejder med patienter. Men de bør kunne være begge dele i begges øjne,” siger Hans Henrik Ockelmann, som kan opleve, at pædagoger har det svært med begrebet sindssygdom.

”Jeg møder medarbejdere fra den pædagogiske verden, som ikke for alvor anerkender begrebet sindssyge, og som oversætter det til en anden begrebsramme, hvor psykotiske reaktioner fx omtales som psykologiske krisereaktioner. Men hvis man er alvorligt sindssyg, kan reaktionerne ikke fortolkes ud fra en normalpsykologisk forståelsesramme. Hjernen fungerer simpelthen på en anden måde. Forbindelserne, associationerne, følgeslutningerne er anderledes. Det kan være professionelt omsorgssvigt, hvis man ikke tager vare på patienten ved om nødvendigt at påtvinge medicin. Hvis vi har en patient, som tror, han kan flyve, og som er på vej ud af ad vinduet, standser vi ham jo. Det er et godt billede på, hvordan vi kan være nødt til at hjælpe meget syge mennesker – også mod deres vilje – indtil de vender tilbage til virkeligheden” siger Hans Henrik Ockelmann.

Normskred på bostederne

Der er jævnligt pædagogstuderende på besøg på retspsykiatrisk afdeling.

”De synes, det er svært. De har en meget anderledes tilgang til mennesker, og det er en anden kultur. De ser – sympatisk nok – efter der raske i patienterne. Men jeg ønsker mig, at vi kan komme tættere på en fælles forståelsesramme,” siger Hans Henrik Ockelmann, der som psykiatrisk udrykningslæge jævnligt er kommet på de socialpsykiatriske bosteder:

”Jeg har gennem årene set, hvordan pædagogerne på bostederne er blevet underlagt et normskred. Det er gradvist blevet farligere og farligere. Jeg har oplevet virkeligt bizarre situationer, som dengang jeg som udrykningslæge bliver ringet op af en pædagog fra et socialpsykiatrisk bosted. Hun ringede på vegne af en beboer, der gerne ville have depotmedicin. Hun lød underligt forpustet, så jeg spurgte, hvad hun havde gang i. Det viste sig, at hun samtidig med telefonsamtalen kæmpede for at holde to beboere, som var ved at ryge i totterne på hinanden, adskilt. Jeg har selvfølgelig tænkt på, hvad der kan være grunden til denne forfærdelige udvikling. Jeg møder jo personale, der hver dag møder op for at gøre noget godt for deres medmennesker, men som står over for flere og flere borgere, der helt åbenlyst ikke magter at få sig et godt og værdigt liv inden for de rammer - og med de tilbud - som de mødes med, siger Hans Henrik Ockelmann.

På linje med IC4 togene

Hans Henrik Ockelmann mener, at politikernes baggrund for at skære så voldsomt på sengepladserne har været en bestræbelse på at skabe ”en moderne psykiatri”.

”Da de kroniske patienter fortsat ikke er blevet raske, har man skullet finde andre tilbud. Det er blevet de socialpsykiatriske bosteder. Det er det rigtige for en stor gruppe patienter og har givet et kæmpe løft for deres livskvalitet. Men besparelserne har været en katastrofe for de allermest kronisk syge og misbrugende. Kassetænkning mellem regioner og kommuner har desværre gjort, at alle skubber rundt med sorteper,” siger Hans Henrik Ockelmann, som mener, at det er en af grundene til, at opdelingen i behandlingspsykiatri og socialpsykiatri har haft så store bivirkninger.

”Intentionerne var gode nok. Men socialpsykiatrien kan kun fungere, hvis der er ressourcer nok, og hvis samspillet med behandlingspsykiatrien fungerer. Bostederne har ikke fået tilført ressourcer, hverken økonomisk eller lovgivningsmæssigt, så de har kunnet matche behovene hos de patienter, der bliver udskrevet fra hospitalspsykiatrien blandt andet på grund af sengekapaciteten.”

Politikerne kannibaliserer

Forklaringen er ifølge Hans Henrik Ockelmann, at psykiatriens opgavefelt er udvidet betragteligt, uden at ressourcerne er fulgt med.

”Der er igennem de seneste år kommet effektiv behandling af andre psykiske lidelser end de egentlige sindssygdomme. Patienterne med disse lidelser har en naturlig forventning om, at også deres problemer tages alvorligt. Det har politikerne heldigvis gjort, og der er oprettet mange såkaldte ”behandlingspakker”, som hjælper tusindvis af mennesker. Men politikerne har ikke gjort det ved at tilføre de nødvendige ressourcer, men ved at kannibalisere på sengepsykiatrien: Måske kan man for prisen på én seng til en kronisk sindssyg hjælpe ti personer med ADHD, angst, moderat depression, personlighedsforstyrrelse etc. Så det er en slem kattepine, beslutningstagerne står i, og man mærker jo næsten ikke, at man nedlægger én seng og én seng og én seng til. Men når man efterhånden har nedlagt flere tusinde, så betaler de dårligste patienter prisen i form af forkortet liv, misbrug, hjemløshed og kriminalitet. I dag er den politiske holdning, at stort set alle psykiatriske lidelser kan behandles ambulant, og man klamrer sig til mantraet om, at ”alt kan klares i patientens nærmiljø”. Det er – venligt udtrykt – hamrende naivt at tro, at man kan behandle de allermest psykisk syge uden for en behandlingsinstitution. Det er en fejltagelse, der kan blive mindst lige så dyr som skandalen med IC4-togene, og det har taget lige så lang tid for politikerne at se det i øjnene. Så vi må som samfund indse, at indtil der er sengepladser nok, vil der fortsat ske overgreb og drab, både mod andre psykisk skrøbelige mennesker og mod medarbejdere, der dagligt efter bedste evne forsøger at hjælpe disse svært psykisk syge.”

Følg med på LFS.dk

Udviklingen omkring socialpsykiatrien går pt. så hurtigt, at artikler i LFS Nyt omkring emnet kan være forældede, før bladet når ud til medlemmerne. Vi vil derfor opfordre til, at man følger med på www.mitlfs.dk, hvor vi forsøger at bringe aktuelt nyt om området, efterhånden som det sker.

Red.