Det kom bag på os, at gamle mennesker dør på et tidspunkt

Der sker noget magisk, når helt gamle og helt nye mennesker er sammen. Der er erfaringen i Børnehuset 8TALLET og Ørestad Plejecenter, som samarbejder tæt. Men samarbejdet har også tvunget medarbejderne i børnehuset til at forholde sig til døden.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Foto: Carsten Olsen

De store vuggestuebørn fra Børnehuset 8TALLET færdes hjemmevant i Ørestad Plejecenter. Og det samme er tilfældet for gruppen af ældre beboere fra plejecentret, når disse besøger børnehuset. Der er nemlig tale om en fast ordning, hvor man besøger hinanden på skift og laver sang og rytmik, bager kager - eller bare leger. Også højtider som jul, fastelavn og midsommer fejres sammen på tværs af de store aldersforskelle.

”De små børn kalder beboerne fra plejecentret for deres venner. Det passer rigtig godt. For der er tale om venskaber. De små og de gamle mødes i glæde over samværet. Der er ikke nogen, der har et pædagogisk projekt med hinanden,” siger Carsten Olsen, pædagogisk leder af Børnehuset 8TALLET.

Iltslanger og kørestole

Carsten Olsen indrømmer, at han havde nogle andre forestillinger, da han sammen med en tidligere medarbejder fik ideen:

”Jeg var ikke helt klar over, hvor plejekrævende, man er, når man kommer på plejecenter. Jeg havde nok set noget for mig med en slags reservebedsteforældre, der kunne gå lidt til hånde og læse historier og fortælle børnene om gamle dage. Men det gik hen og blev en anderledes og meget spændende udfordring,” fortæller Carsten Olsen.

Det viste sig fx, at en del af de ældre borgere, som kan og vil deltage i projektet, er mere eller mindre demente:

”Det smukke er, at det fører nogle helt særlige relationer med sig. Der var blandt andet en mand på over 90, som var voldsomt dement. Men det klikkede totalt mellem ham og børnene, og han blev især ven med en bestemt lille dreng, William, som var et af de store vuggestuebørn. De var uadskillige, når vi var sammen, og jeg ved, at den gamle mand også har været på besøg hjemme hos Williams familie. Den her gamle mand lå på gulvet og legede med brio med børnene og var lige så opslugt som dem. Han kunne tilbyde børnene noget helt særligt i kraft af en umiddelbarhed over for dem, og de elskede ham,” siger Carsten Olsen.

Carsten fortæller, at William stadig taler om den gamle mand, som nu har været død i to år, og at han har et billede af ham hængende på væggen på sit værelse derhjemme.

Ligeværdige relationer

Børnene har lært at forholde sig til mennesker med en iltslange i næsen, mennesker i kørestol og mennesker, som har mistet deres sprog, men som er i stand til at deltage på en anden måde. Og det er noget af det, som Carsten Olsen gerne vil med samarbejdet:

”Jeg kan godt lide, at vi som børnehus afspejler det samfund, vi er del af. Mange af vores børn er fremmedgjorte over for gamle mennesker. En del af dem har ikke bedsteforældre, eller også bor de langt væk. Deres bedsteforældre er desuden ofte stadig relativt unge og erhvervsaktive. De er ikke ”gamle” på samme måde som borgerne på plejecentret,” siger Carsten Olsen.

Helle Willum Jensen er aktivitetsmedarbejder på Ørestad Plejecenter. Hun oplever, at de gamle får noget særligt ud af samværet – netop fordi børnene er så små, som de er.

”Der er naturligvis glæden ved bare at være sammen med små børn, som er dejlige og livsbekræftende. Men der er også noget særligt i, at beboeren sammen med de små børn får en anden rolle end til daglig. Han eller hun er ikke bare en person, der selv skal hjælpes. Den gamle kan rent faktisk hjælpe det lille barn med at male, bage eller hvad de nu gør, og den gamle mærker, at det lille barn hygger sig og nyder opmærksomhed og samvær. Det er guld værd," siger Helle Willum Jensen.

Døden kom som en overraskelse

Carsten Olsen siger, at døden kom lidt som en overraskelse, da børnene første gang mistede en ven fra plejecentret.

”Vi havde faktisk ikke skænket det mange tanker, da vi gik ind i projektet. Men det gik op for os, at det var noget, vi måtte forholde os til, for det er en del af virkeligheden, når man vælger at knytte relationer til meget gamle og syge mennesker, ” siger Carsten Olsen.

Der er derfor blevet snakket om døden, og det har været en udfordring med så små børn.

”Vi har skullet være meget opmærksomme på, hvornår det var vores behov at snakke om det, og hvornår det var børnenes. De små børn går ud og ind af følelserne, og det med, at noget er helt væk og ikke kommer tilbage, er meget diffust for to-tre årige. Men børnene relaterer tit begrebet til egne erfaringer. Nogle har haft kæledyr, som er døde, andre ved, at der er familiemedlemmer, som er døde,” fortæller Carsten Olsen.

Børnehuset valgte at tage børnene med på kirkegården for at sige farvel til en ældre dame, som børnene var meget glade for.

”Hun skulle ligge i de ukendtes grav, så vi tog afsted med blomster. Det var en fin dag. Jeg ved ikke, hvor meget børnene rent faktisk forstod. Der var blandt andet et af børnene, som havde meget svært ved at forstå, hvordan man fik et stort menneske ind i en lille urne ... Men de oplevede, at der blev taget afsked, og det var formålet,” siger Carsten Olsen.