Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Er du blevet virksomhedsoverdraget?
Arbejder du på en af de institutioner, der bliver berørt af virksomhedsoverdragelse fra selvejende til kommunal i august i år? Så har LFS lavet en hjemmeside med nyttige informationer og de vigtigste regler.
Du finder den på mitlfs.dk/11115
Wilkommen til LFS
Nu kan Frederiksberg-forældre med tysk baggrund få deres børn i tosproget vuggestue og børnehave. Frederiksberg har fået ny privat børneinstitution med plads til 12 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn. Dansk Tysk Børnehus flyttede 1. juni ind i de lokaler på Mariendalsvej, som tidligere husede Kloden, og er et tilbud til forældre, som ønsker, at deres børn får mulighed med at vokse op med både dansk og tysk fra starten. Der vil blive ansat både dansk- og tysktalende medarbejdere, som i dagligdagen vil formidle deres eget sprog og kultur til børnene.
Dansk Tysk Børnehus har på eget initiativ valgt at tegne overenskomst. Daniel Dreyer, organisator i LFS, håber, det er starten på en generel tendens:
”Det vil være meget positivt, hvis nye private pasningstilbud erkender, at de også gør deres eget liv lettere rent administrativt, når de vælger overenskomsterne til fra starten,” siger Daniel Dreyer.
Digital hjælp til handicappede
Hvad gør man, hvis man er svært udviklingshæmmet og gerne vil skype med sine venner? Hvilke apps er gode, hvis man har autisme og derfor stort behov for struktur på hverdagen? Hvad gør man, hvis man er hørehæmmet og har behov for alternative måder at kommunikere med sin omverden på?
Der findes efterhånden et hav af digitale redskaber i form af fx apps, der er rettet mod mennesker med funktionsnedsættelser. Nu er der skabt en hjemmeside, der giver et overblik over redskaberne. Siden hedder ITbanken.dk. På hjemmesiden kan fagpersoner, mennesker med handicap og pårørende finde og selv bidrage med anmeldelser af teknologier til kommunikation, struktur, sociale relationer, leg, læring og meget mere. ITbanken.dk er udviklet af Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med fagpersoner fra sociale tilbud og forvaltninger i 18 kommuner og en region.
Naturens dag for børn
Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer hvert år Naturens Dag med det formål at åbne naturen for børn og voksne. I 2016 er temaet "Naturen uden alder", og dagen er kalendersat til den 11. september. Arrangørerne opfordrer skoler og institutioner til at holde naturuge fra den 5. til den 9. september. Der vil i løbet af ugen være talrige naturtilbud for børn over hele landet, og der stilles materialer til rådighed på www.naturensdag.dk
KL-folk bakker op om Velfærdsalliance-DK
Aktivister fra Velfærdsalliance-DK bød velkommen til borgmestre og øvrige delegerede, der mødte op til repræsentantsskabsmøde i Falkonercentret den 30. maj.
Flere af de fremmødte politikere greb megafonen og holdt spontane taler, herunder borgmestrene Michael Ziegler fra Høje-Taastrup, Jacob Bundsgaard fra Aarhus og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra København. Brian Skov Nielsen, rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense, fortæller forsamlingen, hvordan han har lovet en handicappet borger at tage til København og kæmpe mod besparelserne i den offentlige velfærd.
Velfærdsalliance-DK, som i dag har støtte af mere end 130 organisationer, indkalder til endnu en landsdækkende demodag mod omprioriteringsbidrag og kommunale besparelser. Demonstrationerne finder sted den 15. september, og man kan følge udviklingen og alle de øvrige aktiviteter på www.velfaerdsalliance.dk og www.facebook.com/velfaerdsallianceDK (links er ikke længere aktive, red.)
Social ulighed ses på kosten
Social ulighed i sundhed begynder allerede i barndommen. Børn af kortuddannede forældre er mere overvægtige og har mere insulin og fedt i blodet end børn af forældre med en lang videregående uddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, hvor man har undersøgt 715 børn i alderen 8 – 11. Børnene blev via et mobilt laboratorium scannet, vejet og fik taget blodprøver.
Undersøgelsen viste, at børn af kortuddannede forældre spiser for lidt fibre og har en øget forekomst af overvægt. Både forskelle i omega-3 niveauer, fiberindtag og overvægt var med til at forklare de sociale forskelle i børnenes insulin og fedt i blodet.
”Det nye er især, at også indtag af fisk og kostfibre i sig selv ser ud til at spille en væsentlig rolle for uligheden i børnenes sundhed. Det er altså ikke kun ulighed i overvægt, det er vigtigt at fokusere på”, siger lektor i børneernæring, ph.d. Camilla T. Damsgaard, der er ansvarlig for undersøgelsen:
”Det betyder, at tiltag som sikrer sund mad til alle børn, fx via tilbud om sunde skolemadsordninger, som ikke koster for meget for familierne, sandsynligvis kan være med til at reducere denne ulighed i sundhed blandt børnene”.
Skal de frivillige hjælpe kommunen
Frivillig arbejdskraft er et nyt buzzword, når man taler om udvikling af velfærdssamfundet. Men hvad går det ud på, hvilke nye organiseringsformer øger kvaliteten for borgerne, og hvilke omstillinger skal kommunale medarbejdere og ledere være parate til?
Det er fokus for årets store frivillighedskonference, som Socialstyrelsen arrangerer i samarbejde med COK og Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Konferencen afholdes i Vejen Idrætscenter 15. september, og målgruppen er især kommunale fagpersoner og ledere, der arbejder med frivillighed og civilsamfund. Yderligere informationer og tilmelding på www.cok.dk
Festlig dagplejedag
Der var fest for små og store på Dagplejens Dag den 11. maj. I Gentofte blev Dagplejehuset i anledning af dagen lavet om til ridderborg, og masser af bittesmå riddere, prinser og prinsesser fejrede dagen med fælles formiddagsmad, optog i nærmiljøet, og sang og dans. I Rødovre har dagplejen 50 års fødselsdag i år, og derfor var temaet for dagen simpelthen fest – hvilket de små flagklædte børn så fint illustrerer.
Fakkeltog og lys på søen
"I har som kolleger talt varmt om jeres afdøde kollegas engagement og hendes store faglighed. Noget er helt galt i psykiatrien, og vi skylder jeres kollega og de øvrige fire, der er dræbt i deres arbejde i socialpsykiatrien, at handle,” sagde Dennis Kristensen i hans tale ved mindehøjtideligheden for den medarbejder på Lindegården, som blev dræbt af en psykisk syg beboer den 25. marts.
Omkring 200 mødtes ved Lindegården og tændte deres fakler og gik gennem Roskilde mod Byparken.
I parken talte Dennis Kristensen fra FOA og kaldte det uretfærdigt og urimeligt, at mennesker, der arbejder med samfundets mest sårbare borgere, risikerer at miste livet, mens de er på job. Han pegede i sin tale især på tre forhold, der har ført til den nuværende situation.
”Der er nedlagt for mange sengepladser i psykiatrien. Kommunalreformen har dertil ført til en afspecialisering af området, fordi kommunerne trak for mange borgere hjem fra de gamle amtslige specialinstitutioner – og siden 2007 har der været voldsomme besparelser generelt. Det har især kunnet mærkes i psykiatrien, som på mange måder at velfærdssamfundets stedbarn. Det er i psykiatrien, vi især ser den voksende ulighed i samfundet, og hvor vi accepterer, at psykisk syge i snit lever 20 år kortere end andre borgere,” sagde Dennis Kristensen, der sendte varme ord til den afdødes familie, og som takkede personalet på Lindegården for deres indsats for at råbe omverdenen op.
Aftenen sluttede med, at de fremmødte sendte lys afsted på søen under den efterhånden mørke aftenhimmel.
Citat:
”Mest af alt minder Ove Kaj Pedersens diagnose af den offentlige sektor om en hærfører, som befinder sig langt væk fra frontlinjen, og som giver sig til at forklare, hvordan kampen skal udkæmpes uden at have blik for, hvad der egentlig foregår, og hvor problemerne og udfordringerne reelt befinder sig. ”
Citat: Finn Wiedemann, lektor, ph.d., Center for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, i kronikken i Politiken den 17. maj som svar på indlæg af CBS-professor Kaj Ove Pedersen, forfatter til ’Konkurrencestaten’. Han beskyldte offentligt ansatte for at være forkælede og for at kæmpe mere for deres egne privilegier end for samfundets bedste.
Korte nyheder:
Ulighed
Færre unge danskere bryder den sociale arv, viser en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Siden 2001 er andelen af unge med ufaglærte forældre, der får en ungdomsuddannelse, faldet fra 59 procent til 54 procent. Billedet ser mest negativt ud for drengene. Det er under halvdelen af de 25-årige mænd med ufaglærte forældre, der har taget en uddannelse udover grundskoleniveau, mens knap 60 procent af de 25-årige piger har taget en ungdomsuddannelse.
Efterløn
Et godt psykisk arbejdsmiljø kan få seniorer til at udskyde efterlønnen, viser et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Resultaterne viser, at lønmodtagere mellem 60 og 65 år bliver længere i jobbet, hvis de oplever en høj grad af jobtilfredshed, har mulighed for indflydelse og udviklingsmuligheder, har positive relationer til ledelsen og er på en arbejdsplads uden aldersdiskrimination
Motion
Danske børn får ikke rørt sig nok. Kun hver tiende pige i alderen 11 til 15 år er fysisk aktiv i den time om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. For drengene er det omkring to ud af ti. Danmark er nu et af de lande i Europa, der klarer sig dårligst, hvad angår børns fysiske aktivitet. For eksempel ligger vi på en 41. plads ud af 42 lande for de 11-årige. Det viser en ny rapport fra WHO.
Økologi
København er verdens mest økologiske by, når det gælder den offentlige bespisning. Det er især maden i vuggestuer, børnehaver og skoler, der trækker økologiprocenten op. Her er økologiprocenten 94 og gennemsnittet for kommunen er 88, hvilket er en økologiprocent, der slår alle andre steder i verden.
Tandlæge
De rigeste har råd til at passe deres tænder, mens de fattigste fravælger tandlægebesøg. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 56 procent af den rigeste fjerdel af befolkningen var til tandlæge i 2015. Ser man på den fattigste fjerdel af befolkningen, var det kun 28 procent, der fik kigget på tænderne i 2015. SFI har tidligere vist, at 42 procent af de fattige danskere undlader tandlægebesøget af økonomiske årsager.