Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
Lønforslag nedstemt på FOAkongres
De valgte i FOA tjener for meget, mener LFS. Derfor stillede LFS forslag om at sætte lønningerne ned, så de bedre matcher medlemmernes lønninger, da FOA afholdt kongres i Århus i dagene 15. til 18. november 2016.
”Vi ønsker et lønniveau, som vi bedre kan forklare medlemmerne, og derfor har vi i LFS taget udgangspunkt i lederlønninger fra vores egne overenskomster,” sagde Britt Petersen.
Forslaget kunne dog kun samle 129 stemmer, mens 418 stemte imod. Der var til gengæld flertal for et forslag, der ville fastfryse lønnen til de valgte i FOAs forbundshus. Men forslaget blev ikke vedtaget, da det indebar en vedtægtsændring, som kræver et flertal på to-tredjedele af de delegerede. Der sker derfor ingen ændringer af de valgtes lønforhold.
Mogens Bech Madsen genvalgt
Pædagogisk Sektor i FOA holdt årsmøde i forbindelse med FOA-kongressen i november 2016. Mogens Bech Madsen blev genvalgt som formand, mens Joan Lindskov fik posten som næstformand.
På selve kongressen blev både forbundsformand Dennis Kristensen og næstformand Mona Striib genvalgt.
LFS er repræsenteret i FOAs hovedbestyrelse af Britt Petersen, formand, og af Thomas Enghausen, formand for almenområdet. I sektorbestyrelsen for pædagogisk sektor repræsenteres LFS af Jette Olsen, Britt Petersen, Thomas Enghausen og Lone Ast, mens Tina Malene Hansen er suppleant.
Ny forskning om børns søvn
- Børn mellem nul og to år bør få mulighed for at sove, når de viser behov for det.
- Børn bør ikke vækkes fra middagsluren. Lad dem vågne af sig selv.
- God søvn om dagen påvirker ikke nattesøvnen negativt - tværtimod.
Kilde: Marian Petersen, forskningssygeplejerske og ekspert i børns søvn, søvnklinikken Scansleep i FOA-bladet nr. 07.
Cirkelines Museskole
Gæstespil med Søholm Park teatret. Frederik og Ingolf er et par frække, små labaner, som nemt kan gøre livet surt for deres skolefrøken, Cirkeline, der flytter undervisningen ud i skoven.
Ude i skoven møder vores tre venner farlige bier, sjove skovnisser, og en lille trold med et stort problem.
Forestillingen er til børn fra 3-8 år og varer ca. 55 minutter. Den vises fra 7. til 19. januar.
14.000 færre offentlige ansatte
Og 22.000 færre, end der skal til for at opretholde det nuværende serviceniveau i den offentlige sektor.
Det er konsekvensen i 2025 af den plan, den nye regering har lagt frem i deres regeringsgrundlag. Her lægger de op til en offentlig vækst på 0,3 procent. Der bliver dog flere småbørn og flere ældre i årene fremover. Derfor skal der en vækst på 0,6 procent om året til alene for at tilpasse sig den ændrede sammensætning af borgere, hvis det nuværende udgiftsniveau per borger skal opretholdes. Det viser beregninger som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget.
Hvad du bør vide om din ytringsfrihed
Hvornår må man udtale sig kritisk om sin arbejdsplads? Skal man gå til sin ledelse, før man udtaler sig offentligt om sin arbejdsplads? Kan man risikere at miste sit arbejde, hvis man afslører ulovlige forhold på sin arbejdsplads? Og hvad er i det hele taget reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed? Det kan man alt sammen læse i den helt nye ’Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed’, som er udgivet af Justitsministeriet. Den kan hentes påwww.justitsministeriet.dk Søg vejledningen frem via søgefunktionen på forsiden.
Det du er værd
FOA anerkender sine medlemmers daglige indsats i kampagnen ”Det du er værd”. På www.foa.dk/detduerværd (link er ikke længere aktivt, red.) kan du deltage i kampagnen og blandt andet lave din egen anerkendelsesfilm og se andres.
Socialt udsatte midlertidigt reddet
København har fået lappet det økonomiske hul, som opstod, da særtilskud til udsatte borgere blev afskaffet med satspuljeforliget. København har modtaget særtilskuddet siden 2003, og da det blev afskaffet, manglede byen akut 58 millioner til socialt udsatte. Det betød, at en lang række væresteder, indsatser og tilbud pludselig var truet på eksistensen. Borgerrepræsentationen har nu fundet pengene i kommunens særlige pulje for uforudsete udgifter.
Nogle tilbud er der fundet varig finansiering til, mens andre må vente til budgetforhandlinger for 2018. Det gælder blandt andet i forhold til nogle af de opsøgende indsatser for hjemløse og nogle væresteder for psykiatribrugere. København har modtaget særtilskuddet, fordi byen har en overrepræsentation af udsatte borgere og stofmisbrugere i forhold til resten af landet.
Grasrotaktivisme gjør deg sterk som Pippi
Tina Malene Hansen og Iben Andersen, fællestillidsrepræsentanter i LFS, var i slutningen af november inviteret til at holde oplæg om aktivisme for 140 tillidsvalgte fra norske ’Fagforbundet’. Fagforbundet er det største norske LO-forbund med over 355.000 medlemmer og organiserer offentligt ansatte.
Oplægget resulterede i en artikel i Fagforbundets fagblad under overskriften ’Danske aktivister tenner gnisten hos norske tillitsvalgte’.
Tina Malene Hansen og Iben Andersen fortalte om græsrodsaktivisme i LFS. De advarede dog også nordmændene mod den danske tendens til svagt fagpolitisk samarbejde, som i Danmark er resulteret i en højredrejning hos Socialdemokraterne.
Fotoet af Tina Malene Hansen som Pippi er taget i forbindelse med en happening mod folkeskolereformen i 2013.