Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pædagogmøder på Frederiksberg
Der ses en stigende tendens til, at dagtilbud på Frederiksberg holder ”pædagogmøder”, hvor medhjælpere og assistenter er udelukket.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Mens medhjælpere og assistenter passer børn, holder pædagogerne møder om den daglige pædagogik, om de enkelte børns udvikling og om de pædagogiske aktiviteter i institutionen. Det er virkeligheden i en række dagtilbud på Frederiksberg.
”Jeg blev ret så overrasket, da jeg hørte om det. Og jeg mener klart, at det er brud på MED-aftalen. Og så er det i øvrigt rigtig skidt for børnene,” siger fællestillidsrepræsentant Lars Ammonsen.
Krav på indflydelse
Når Lars Ammonsen er så kritisk overfor fænomenet, er det blandt andet fordi, det er beskrevet i MED-aftalen, at ”alle medarbejdere har medindflydelse og medbestemmelse på egne arbejdsforhold og på rammerne for arbejdet”.
”Det er jo ikke sådan, at assistenter og medhjælpere kun kører med madvogne og rydder op. De er mindst lige så meget sammen med børnene, som pædagogerne er. Så hvis den pædagogiske linje og de pædagogiske aktiviteter bliver besluttet og diskuteret i et lukket rum, hvor en del af medarbejdergruppen er udelukket, bliver den medarbejdergruppe også lukket ude fra nogle væsentlige drøftelser om deres egen dagligdag,” siger Lars Ammonsen.
Forringer kvaliteten
Han synes i øvrigt, at der ud fra et pædagogisk synspunkt må være sket en kortslutning:
”Vi anerkender naturligvis, at pædagogerne har nogle særlige kompetencer. Men i dagligdagen er medhjælpere og assistenter lige så meget omkring børnene. De gør sig observationer, og de har også brug for faglige refleksioner om det enkelte barn og omkring dagligdagen i institutionen. Hvis man lægger den slags i et lukket rum, forringer man efter min mening den pædagogiske kvalitet.”
Lars Ammonsen har taget emnet op i Børne- Ungeområdets MED-udvalg, men der er endnu ikke kommet en afklaring.
”Forvaltningen stiller sig fuldstændig uforstående over for, at vi ser det som en problem. Og desværre er der ikke nogen stærk kultur for sammenhold på medarbejderside i det faglige arbejde på Frederiksberg, så det er op ad bakke. Men vi tager sagen videre til Hoved-Med,” siger Lars Ammonsen.