Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Vi bruger pædagogernes faglighed til at løfte alle
I Midgården er pædagoger og medhjælpere lige i dagligdagen. Det betyder ikke, at man ignorerer pædagogernes særlige kompetencer.
”Jeg oplever ikke forskelle i dagligdagen. Der er ikke noget med, at der særligt er os medhjælpere, der står for de praktiske ting. Jeg har heller aldrig hørt nogen sige, at ”nu er det jo mig, der er pædagogen”. Hvis man er fagligt uenige, bruger man argumenter, og så taler man om det. Men det føles naturligt at spørge en af pædagogerne, hvis der fx er noget særligt omkring et barn. Og jeg har da lært enormt meget af de pædagoger, jeg har arbejdet sammen med,” siger Christina Tetik, der har været medhjælper i Midgården i snart fire år.
Kathrine Nielsen er konstitueret leder med den samme anciennitet i Midgården som Christina Tettig. Hun har den samme oplevelse:
”Det er klart, at pædagogerne har et særligt ansvar. Det er bare ikke noget, der fylder i daglig praksis, og der er ikke statusforskelle,” siger Kathrine Nielsen.
Vi bruger hinanden
Kathrine Nielsen synes generelt, at der er en åben kultur.
”Det er legitimt at sige: Når du gør sådan, hvorfor gør du det? Man må gerne sætte spørgsmålstegn ved hinandens praksis, hvis bare man gør det på en åben og undrende måde. Og det gælder uanset, om man er pædagog eller medhjælper,” siger Kathrine Nielsen, der oplever, at den åbne kultur er gennemgående fra den meget aktive og engagerede bestyrelse og hele vejen ”ned” gennem systemet.
Alle medarbejdere er da også med til fx arbejdet med pædagogiske læseplaner og andre rammesættende ting for det pædagogiske arbejde.
”Det kan så godt være, at pædagogerne er drivende i arbejdet, når det gælder de mere teoretiske aspekter. Men det er i lige så høj grad medhjælperne, der er med til at foreslå aktiviteter og med til at fylde indhold i planerne. Jeg synes, der sker en vigtig udveksling, når vi er sammen om tingene. Vi bruger hinandens kompetencer, og vi bruger pædagogernes faglighed til at løfte alle,” siger Kathrine Nielsen.