Det gode læringsmiljø er, når barnet selv får lov
Det lille barn er som en videnskabsmand, der opfinder sin verden ved at afprøve den. De voksne skal samarbejde med barnet om at gøre dets eksperimenter til lystfuld læring - for det er udgangspunkt for al senere læring i livet, siger motorikkens grand old lady, Lise Ahlmann.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Der er barnet, som passivt rækker hænderne frem i garderoben og forventer, at pædagogen giver ham vanterne på. Og så er der barnet, der lystfuldt tager kampen op med de besværlige vanter, og som arbejder, indtil det lykkes - og han stolt kan vise en behandsket hånd frem til pædagogen.
Det første barn ”lider” af det, som Lise Ahlmann kalder indlært hjælpeløshed. Barnet er ikke blevet opmuntret til at eksperimentere med sin egen mestring; det har til gengæld lært at stille sin krop til rådighed. Og det har ifølge Lise Ahlmann konsekvenser, der rækker længere end til det selv at kunne tage overtøj på. Det lille barn skal nemlig lære at lære - og lære, at det er lystfuldt. Og det er en kompetence, der gerne skal grundlægges tidligt, fordi man skal gribe de udviklingsvinduer, der er.
Den nye vuggestuepædagogik
Det er i høj grad Lise Ahlmanns fortjeneste, at danske pædagoger fandt ud af, hvor meget det lille barn kan lære af selv at klatre op på puslebordet og af at være med til at dække frokostbordet.
Hun tilhører en generation, hvor det var almindeligt at gå hjemme med sine egne børn, før man kom ud på arbejdsmarkedet. Så hun kom med egne ord sent i gang med uddannelsen til fysioterapeut. Da hun var færdig, begyndte hun at undervise pædagoger i ergonomi.
”Og så varede det ikke længe, før interessen for pædagogik kom til at fylde lige så meget som ergonomien. For vuggestuer var et ret nyt begreb dengang, og man havde ikke gjort sig de store overvejelser omkring pædagogik i forhold til de helt små. Pædagogikken handlede meget om de tre til seks årige. Og jeg kunne jo se, hvad der skete med de små, når de ikke bare blev passet passivt, men fik lov til selv at udforske verden og mestre mange flere ting selv,” siger Lise Ahlmann, der senere supplerede uddannelsen med en mag.art. i psykologi.
Indlært hjælpeløshed
Lise Ahlmann underviste pædagogerne i vuggestuerne i, at børnene selv skulle klatre op på puslebordet i stedet for at blive løftet. Udgangspunktet var, at pædagogerne skulle skåne deres rygge.
”Det var det samme med garderobesituationen: Jo mere børnene kan selv, jo mindre skal de voksne bukke og bøje sig i dårlige arbejdsstillinger. Men vi oplevede meget hurtigt, at de små børn profiterede af at blive selvhjulpne. Vi blev bevidste om, hvad der rent faktisk skete mellem barnet og den voksne i de situationer, hvor den voksne samarbejdede med barnet om at skulle selv - i stedet for at være passiv genstand for den voksne,” fortæller Lise Ahlmann.
Det førte til en mangeårig karriere, hvor Lise Ahlmann sammen med dedikerede pædagoger har undersøgt og beskrevet, hvad selvhjulpenhed gør for små børn.
Mening giver læring
”Det, der er praktisk arbejde for de voksne, er læreprocesser for børnene. Men det kræver, at den voksne har tid og kan udvise opmærksomhed. Når du lader det lille barn være med til selv at skifte bleen, er det en proces, hvor man guider barnet i dets eget tempo. Der må ikke være ”krav” eller ”skal”. Man skal som voksen finde og gribe barnets egen lyst til at samarbejde og være med. Belønningen er et barn, der får lyst til at eksperimentere, og som får lyst til selv at mestre,” siger Lise Ahlmann, der lægger vægt på, at netop de praktiske opgaver i dagtilbuddet er verdens bedste læringsmiljø for barnet, fordi det giver mening - også hvis man er halvandet år.
”Selv det helt lille barn kan se det meningsfulde i, at frokostbordet bliver dækket. Den halvandetårige kan med en tålmodig voksen eller ældre børn ved sin side sagtens være med til at dække bordet, og barnet vil vokse af det og føle sig som del af et meningsfuldt fællesskab. Og det at mestre verden giver selvværd og tryghed og appetit på at lære mere,” siger Lise Ahlmann.
Lysten skal drive
Ordet ”lystfuldt” er tilbagevendende, når Lise Ahlmann taler om små børns læring.
”Det er så vigtigt, at aktiviteterne udspringer af barnets egen lyst. Det lille barn skal opmuntres til at kunne og ville selv. Men det er kun det, som barnet selv oplever som vigtigt, der bliver lystfuldt. Så kan man til gengæld opnå, at barnet ud fra sin grundlæggende nysgerrighed og evne til at øve sig, bliver ved og ved, til det lykkes. Og det er udgangspunktet for al videre læring. Skal man stille det groft op, kan man sige, at det barn, der er tillært hjælpeløst, og som ikke tidligt oplever glæden ved at arbejde for det, barnet gerne vil lære, risikerer at få en anstrengt forhold til at skulle lære og til at arbejde for tingene senere i livet, ” siger Lise Ahlmann, som derfor siger, at man som pædagog skal gribe de udviklingsvinduer, der er.
”For den halvandet årige er det et spændende, udfordrende og meningsfuldt projekt selv at tage sine gummistøvler på. Kommer du i børnehave som fireårig uden selv at kunne tage dine gummistøvler på, er det ikke længere en spændende udfordring. Det er et nederlagspræget projekt, fordi du kan se og høre på dine omgivelser, at det burde du egentlig have kunnet for længst,”
Hverken arbejdsgivere eller tjenere
Vi skal som voksne hverken være barnets arbejdsgivere eller barnets tjenere, siger Lise Ahlmann, der derfor bliver bekymret, når hun fra sit otium hører om læreplaner og læringsmål.
”Pædagogen skal ud fra sin faglige viden kunne se, om det enkelte barn kan det, som er forventeligt. Har man børn i gruppen, som er svage motorisk, må man skabe nogle aktiviteter, som kan styrke det område, men det skal være så sjovt og interessant, at det bliver lystbårent for børnene. Det må aldrig blive ”skal”. For det vigtige, vi skal lære børnene er, at det er lystfuldt at lære. Det skemalagte med konkrete læringsmål, som barnet skal have kendskab til - det kan man tidsnok komme med i skolen. Det hører efter min bedste overbevisning ikke til i førskolealderen. Det lille barn skal have lov til at definere sin egen læreplan - i dialog med de voksne, der er omkring barnet,” siger Lise Ahlmann.
Pædagogerne er for beskedne
Når det lille barn står og smækker lågen til køkkenskabet gang på gang, er det ikke for at drille. Barnet er midt i sit eget meningsfulde projekt, som måske handler om at afprøve, om det stadig kan lukke lågen - og om det føles på samme måde hver gang.
På den måde er børn små forskere, der opfinder verden ved at prøve den af. Skal vi voksne støtte dem i den proces, kræver det tid. Masser af tid. Og travlhed hos de voksne er ifølge Lise Ahlmann den største fjende i forhold til læringsmiljøet i danske dagtilbud.
”Der var engang, hvor jeg i min naivitet troede, at når man først forstod, hvor vigtige de første år er, så ville man sørge for, at der var voksne nok i dagtilbuddene. Men i stedet går det den forkerte vej. Det er frygtelig sørgeligt, og vi ser resultatet i skolen. Pædagoger er alt, alt for beskedne. Jeg ville ønske, de ville stille sig op og råbe ud i verden, hvor farligt det er for børnene, at de ikke kan få lov til at løse deres opgave ordentligt.”
Pædagogens projekt og ikke barnets
En gruppe børn mellem et og to år sidder om et bord sammen med en pædagog, som synger med dem. Man er nået til en fingersang, og for at sætte lidt liv i det har hvert barn fået en lille fingertut med et ansigt på, som skal anbringes på den finger, de synger om.
Den mindste i gruppen har taget fingertutten af og fordyber sig nu i lang tid med at stikke fingren ind i den, tage den ud, stikke den ind igen osv. Her igen er det handleskemaet ind i/ud af, der bliver afprøvet i lang tid, hvorefter tutten bliver lagt på bordet, og drengen går i gang med temaet kraft/virkning. Med en lille spids finger skubber han tutten i et snoet forløb hen overbordet, langsomt og prøvende; men en af de voksne går øje på ham, snupper tutten, sætter den på den rette finger, nikker kærligt til ham og siger: ”Det var rigtigt.”
Eksemplet viser, hvordan en etårig gennemspiller to temaer efter hinanden, mens den voksne, som har sit eget projekt, slet ikke opdager, hvad drengen har gang i.
(Uddrag fra: Lise Ahlmann: Bevægelse og udvikling. 2008. Hans Reitzels Forlag)
| Faktaboks: |
|
Lise Ahlmann, født 1930, er fysioterapeut, bevægelsespædagog og magister i psykologi. Hendes forfatterskab omfatter
|
BOKS til illustration - anbragt i selve artiklen:
Pædagogens projekt og ikke barnets
En gruppe børn mellem et og to år sidder om et bord sammen med en pædagog, som synger med dem. Man er nået til en fingersang, og for at sætte lidt liv i det har hvert barn fået en lille fingertut med et ansigt på, som skal anbringes på den finger, de synger om.
Den mindste i gruppen har taget fingertutten af og fordyber sig nu i lang tid med at stikke fingren ind i den, tage den ud, stikke den ind igen osv. Her igen er det handleskemaet ind i/ud af, der bliver afprøvet i lang tid, hvorefter tutten bliver lagt på bordet, og drengen går i gang med temaet kraft/virkning. Med en lille spids finger skubber han tutten i et snoet forløb hen overbordet, langsomt og prøvende; men en af de voksne går øje på ham, snupper tutten, sætter den på den rette finger, nikker kærligt til ham og siger: ”Det var rigtigt.”
Eksemplet viser, hvordan en etårig gennemspiller to temaer efter hinanden, mens den voksne, som har sit eget projekt, slet ikke opdager, hvad drengen har gang i.
(Uddrag fra: Lise Ahlmann: Bevægelse og udvikling. 2008. Hans Reitzels Forlag)
BOKS til illustration - anbragt i selve artiklen:
Efterligningsleg som læring
Sammen med en pædagog kører Uffe og Katrine på deres små scootere hjem ad parkens grussti. Uffe, som er et godt stykke foran, støder på et hul i vejen og falder med scooteren, men rejser sig og kører videre. Da Katrine er nået hen til det sted, hvor Uffe faldt, imiterer hun hans fald i et dristigt kast, kommer hurtigt på benene og kører videre for at indhente ham.
(Uddrag fra: Lise Ahlmann: Bevægelse og udvikling. 2008. Hans Reitzels Forlag)
Citatforslag:
Det lille barn skal opmuntres til at kunne og ville selv. Men det er kun det, som barnet selv oplever som vigtigt, der bliver lystfuldt.
Det, der er praktisk arbejde for de voksne, er læreprocesser for børnene. Men det kræver, at den voksne har tid og kan udvise opmærksomhed.
Kommer du i børnehave som fireårig uden selv at kunne tage dine gummistøvler på, er det ikke længere en spændende udfordring. Det er et nederlagspræget projekt.
Der var engang, hvor jeg i min naivitet troede, at når man først forstod, hvor vigtige de første år er, så ville man sørge for, at der var voksne nok i dagtilbuddene. Men i stedet går det den forkerte vej.