Nyt fra A-Kassen:
Privat dagplejer og dagpengeret
Som privat børnepasser bliver du i dagpengesystemet enten betragtet som selvstændig eller som lønmodtager. Det har betydning for din situation, når du skal have ydelser fra a-kassen.
De fleste børnepassere bliver rent skattemæssigt betragtet som lønmodtagere, men det betyder ikke, at du også er lønmodtager i dagpengesystemet. Du vil typisk blive vurderet som selvstændig, hvis du selv er ansvarlig for at anskaffe legetøj, barnevogne, pusleborde eller andet, og hvis du annoncerer for din børnepasning, fx på en hjemmeside eller på Facebook.
Desuden vil det tale i retning af selvstændig virksomhed, hvis du selv bestemmer dine åbningstider eller prisen for børnepasningen.
Vi vil altid foretage en konkret vurdering af, om du er selvstændig eller lønmodtager. Du kan derfor godt efter en samlet vurdering være selvstændig, selvom der er enkelte forhold som taler i retning af, at du er lønmodtager.
For at blive betragtet som lønmodtager, skal din børnepasning være udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Det skyldes, at du ikke er omfattet af en overenskomst. For at du kan få udbetalt ydelser, skal din børnepasning derfor være udført på vilkår, der kan sammenlignes med overenskomstdækket børnepasning.
Overenskomstdækkede børnepassere har en løn på 21.000 kr. til 23.000 kr. Dette beløb reguleres dog en smule flere gange om året. Du behøver ikke at tjene helt det samme som den overenskomstfastsatte løn, men din indtægt må ikke være meget lavere.
Selvstændig
Du skal opfylde et beskæftigelseskrav for at få dagpenge, efter du er ophørt med at udføre børnepasning som selvstændig. Du skal have udført børnepasning i et omfang, som kan sidestilles med sammenligneligt lønmodtagerarbejde, i mere end 30 timer om ugen. Her tages der igen udgangspunkt i lønnen som lønmodtager, nævnt i tidligere afsnit.
Dette krav skal du opfylde i mindst et år inden for de sidste tre år, inden du søger om dagpenge. Det er kun det arbejde, du har haft, mens du har været medlem af en a-kasse, som du kan tælle med til kravet. Når vi skal vurdere, om du opfylder beskæftigelseskravet, sammenligner vi den indtægt, du har haft, med den indtægt som overenskomstdækkede børnepassere får. Det er først, når du søger om ydelser i a-kassen, at det har betydning, om du er selvstændig eller lønmodtager.
En af de væsentligste regler for børnepassere, der er selvstændige, er, at de skal være ophørt med at udføre børnepasning, før de kan få dagpenge. Der stilles forholdsvis strenge betingelser for, at man er ophørt. Du skal fx have skaffet dig af med alle barnevogne, legetøj og andre genstande, som har været en del af børnepasningen. Du kan evt. beholde enkelte af genstandene, hvis der er tale om sædvanligt indbo.
Det vil sige, at hvis du selv har børn eller børnebørn, så har du lov til at beholde en barnevogn og lidt legetøj til de børn, der kommer privat i hjemmet. Du skal også fjerne alle ydre tegn på, at du udfører børnepasning, som fx hjemmeside og skilte, og du skal sørge for, at du ikke står registreret som børnepasser på kommunens hjemmeside. Som selvstændig vil du ifølge reglerne desuden ikke kunne få dagpenge de første tre uger efter, at børnepasningen er ophørt.
Overvejer du at begynde som privat børnepasser?
Hvis du overvejer at begynde som privat børnepasser, mens du modtager ydelser fra a-kassen, skal du være opmærksom på de nævnte regler. Hvis din børnepasning bliver betragtet som selvstændig virksomhed, så vil du blive betragtet som selvstændig allerede fra det tidspunkt, hvor du ”tager det først skridt” i retning af at blive børnepasser.
Det betyder, at du fx vil blive betragtet som selvstændig fra det tidspunkt, hvor du begynder at reklamere for din børnepasning, og du vil som udgangspunkt også blive betragtet som selvstændig fra det tidspunkt, hvor du indgår aftaler med forældrene eller kommunen om børnepasning.
Andre handlinger, som du foretager dig, kan også medføre, at vi anser dig for at have startet en selvstændig virksomhed, hvorfor du ikke længere kan modtage ydelser fra a-kassen. Vi anbefaler derfor, at du kontakter os hurtigst muligt, hvis du overvejer at begynde på privat børnepasning, mens du modtager ydelser, så vi kan vejlede dig konkret om din situation.
Hvis du bliver ledig
Hold dig orienteriet på www.foa.dk/a-kasse/hvis-du-bliver-ledig