NEJ TAK til obligatorisk sprogtest
KL kom i januar med udspillet ”Godt på vej - Dagtilbuddets betydning”, hvor der lanceres en række anbefalinger til fremtidens dagtilbud. En af anbefalingerne er obligatorisk sprogtest af alle 3-årige. En enstemmig bestyrelse for almenområdet i LFS er lodret imod. Læs bestyrelsens udtalelse her.
Tekst: Alembestyrelsen i LFS
En samlet bestyrelse finder KL´s anbefaling om tvungen sprogtest for alle 3-årige børn helt unødvendig og i strid med de generelle politiske visioner om afbureaukratisering i det offentlige. Tvungne sprogtest af alle børn vil medføre endnu en administrativ byrde og vil have mærkbare konsekvenser for nærværet og det pædagogiske personales samvær med børnene i det daglige.
Derudover og mindst lige så vigtigt, så viser al erfaring at tvungen sprogtest ikke er vejen frem for at forbedre børns chancelighed. Det, som til gengæld løfter og vil være en mærkbar forbedring, er mindre gruppestørrelser i landets daginstitutioner. Det viser både forskning og erfaringer. Færre børn pr. pædagogisk medarbejder vil være en mærkbar forbedring og skabe bedre rammer og vilkår for det pædagogiske arbejde og er en langt bedre investering.
Det pædagogiske personale i landets institutioner er allerede i dag opmærksomme på de børn, som har behov for sproglig stimulering, og tvungen testning løser ikke de problemer, som personalet kender på forhånd.
Flere reaktioner på de sociale medier efter KL´s udmelding beskriver rammende, hvordan gennemførte sprogtest blot bekræfter den viden og indsigt, det pædagogiske personale havde på forhånd. Nemlig, at de i kraft af de daglige pædagogiske aktiviteter havde observeret de børn, som havde brug for hjælp til at udvikle deres sprog.
Det bekræfter blot, at tvungne sprogtest vil være en unødvendig byrde og i bund og grund er et udtryk for mistillid i forhold til den faglighed, der allerede i dag er til stede. Endvidere vil testsituationen lynhurtigt blive afkodet af barnet som en uvant situation, og den kan opleves som en stressfaktor, hvor det 3-årige barn skal præstere noget særligt.
Det, som slutteligt undrer os er, at KL anbefaler tvungen sprogtest, når det er et faktum, at regeringen tilbage i oktober 2009 erkendte, at man var gået for vidt og afskaffede selv samme krav, som KL nu genfremsætter. Erfaringerne fra 2007 -2009 var, at det system, der var bygget op om tvungen sprogtest, blev en administrativ mastodont, som overskyggede kvaliteten af det pædagogiske arbejde og ikke gav forbedringer. Hvilken forskning, der er kommet frem siden 2009, og som nu skulle vise, at sprogtest er løsningen, står os fortsat ikke klart.
I Almenbestyrelsen har vi stor tillid til vores medlemmer. Vi ved, at de alle hver dag gør deres bedste for, at alle børn er en del af fællesskabet, og at dagligdagen er kendetegnet ved høj kvalitet og engagement under de givne rammer i kommunerne.
Derfor afviser vi KL´s anbefaling om tvungen sprogtest og opfordrer KL til i stedet at arbejde for bedre normeringer og mindre gruppestørrelser og til at gå til regeringen med krav om investeringer i Danmarks daginstitutioner.