Leder:
Kommunalt oprør + kommunalvalg = kommunalt oprør igen?
AfForretningsudvalget i LFS
Kommunalvalget er vel nok det vigtigste valg i Danmark. Kommunerne står for halvdelen af det offentlige forbrug og beskæftiger seks ud af ti offentligt ansatte. Kommunerne og kommunalbestyrelserne udgør derfor et stadigt mere vitalt omdrejningspunkt i hele velfærdsstaten. Det er ikke kun her, vi alle bor, arbejder og studerer. Det er i kommunerne, at man ser konsekvenserne af de konkrete politiske beslutninger.
Derfor har spindoktorerne også kaldt kommunalvalg 2017 for et midtvejsvalg. Det er både rigtigt og forkert. Selv om Socialdemokratiet opnåede en fremgang på 69 mandater, erobrede 47 borgmesterposter og en stemmeandel på 32,4 procent, er det ikke uden problemer at læse valgresultatet som en opbakning til ”den socialdemokratiske tanke om et stærkere velfærdssamfund”.
Kommunal- og regionsvalg handler først og fremmest om konkrete hverdagsproblemer, der skal løses her og nu og i den nære fremtid. Nationale velfærdsdagsordener nedbrydes til lokale velfærdsdagsordener. Det kom tydeligt til udtryk i forbindelse med det kommunale oprør i 2016 imod det forhadte omprioriteringsbidrag, som græsrodsinitiativet Velfærdsalliancen fik afskaffet sammen med kommunalpolitikere fra både blå og rød blok.
Men kommunalvalget var også en pejling på, at resultatet er en fortsættelse af det kommunale oprør fra 2016. Vælgerne malede i hvert fald det kommunale landskab rødere end set i mange år.
Det har siden den første Fogh-regering været de gamle magtpartiers strategi at overlæsse kommunerne med opgaver og samtidig underfinansiere dem. Nødvendighedens politik er hadenavnet. Spørgsmålet er, om det nye røde kommunale landskab, som så dagens lys den 21. november, vil betyde, at Socialdemokratiet og venstrefløjen vil tage et grundlæggende opgør med årtiers velfærdsnedskæringer og skattelettelser til de rigeste 10 procent?
Der vil være stor forventning blandt vælgere, offentligt ansatte og fagforeninger om, at det ændrede styrkeforhold mellem rød og blå blok i kommunerne vil resultere i et stop for flere forringelser. I fagbevægelsen kræver vi en markant mere medarbejdervenlig kurs ude i kommunerne og KL. Ind med tillidsreform, arbejdsfællesskab og respekt for faglighed. Ud med mistillid, overstyring og kontrol.
Det er på tide, at de røde kommunalpolitikere begynder at være røde arbejdsgivere og gør deres solidariske værdier om demokrati, medejerskab og ligeværd til styrings-, udviklings-, og ledelseslogikken fra kælder til kvist overalt i den offentlige sektor.
De næste fire år bliver en lakmusprøve på, om Socialdemokratiet og venstrefløjen uden i kommunerne kan og vil ændre udviklingen. For det bliver svært at have fået den politiske magt ude i kommunerne og blive ved med at pege på Lars Løkke Rasmussens politik.
Spørgsmålet er, om Socialdemokratiet og venstrefløjen vil gentage succesen fra det kommunale oprør i 2016? Det er ikke nok, at vi gør det rigtige på valgdagen, vi skal også gøre det rigtige i hverdagens kamp. For ingen kan vinde alene. Sammen er vi stærkere.
LFS er med vores 11.300 medlemmer klar til kamp for velfærdsstaten i 2018.