Småt Nyt
Facebook-kritik er tilladt
Man skal som leder inden for det offentlige træde varsomt, når en medarbejder bruger sin ytringsfrihed til at kritisere arbejdspladsen på de sociale medier.
Det understreger ombudsmanden efter en sag fra Frederiksberg Kommune, hvor en hjemmesygeplejerske blev indkaldt til møde med ledelsen og tillidsrepræsentanten efter et Facebookopslag, hvor hun beklagede, at en kollega havde sagt op, og hvor hun gav tre store omstruktureringer i kommunen skylden. Ledelsen havde indledt mødet med at slå fast, at der ikke var tale om en tjenstlig samtale, men hjemmesygeplejersken har efterfølgende forklaret ombudsmanden, at hun var rystet efter mødet, at hun opfattede det som om, at hun ikke skulle ytre sig igen, og at hun længe efter ikke turde skrive om sin arbejdsplads.
Ombudsmanden fastslår, at ledelsen i offentlige myndigheder gerne må tage en snak med en medarbejder, der har brugt sin ytringsfrihed til at kritisere arbejdspladsen, hvis ledelsen har en saglig grund til det. Men ledelsen må ikke på nogen måde kritisere, at medarbejderen har brugt sin ytringsfrihed.
”Sådanne samtaler kræver, at ledelsen er meget omhyggelig med sit ordvalg, sin fremtræden og måden, samtalen afholdes på. Det er afgørende, at medarbejderen ikke oplever det som et forsøg på at få vedkommende til at tie stille,” siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Book en vuggestueplads
Ventelister er snart fortid i københavnske dagtilbud. Fra sensommeren 2018 går et nyt digitalt system i luften, som skaber større overskuelighed. Det nye system hedder ’book en plads’. Man har hidtil skullet skrive sig på en venteliste til dagtilbud. I det nye system skal man booke en plads. Det betyder, at man med det samme kan se, hvornår man får pladsen. Det vil både være muligt at se, hvornår man kan booke en plads i et konkret dagtilbud, men det vil også være muligt at lave en søgning og se, hvilke dagtilbud i ens nærområde, der har en ledig plads, når man selv har behovet. Forældre vil få mulighed for at booke en plads fra 60 dage efter barnets fødsel.
U-turn hitter
Det københavnske rådgivnings- og behandlingstilbud for unge misbrugere, U-turn, er så vellykket, at modellen nu er ved at blive indført i fem andre kommuner. Den er desuden beskrevet i en ny bog, der skal inspirere fagpersoner, som arbejder med unge med rusmiddelproblemer. I bogen ”U-turn – teori, metode og praksis” får man et indblik i U-turns måde at arbejde på.
U-turn blev skabt i 2004 ud fra et ønske om at skabe et sted, der var tilpasset de unge, så de ikke skulle presses ind i et voksen-behandlingssystem. Hele essensen af tilbuddet er, at man møder de unge ud fra deres behov og ikke som et klinisk behandlingssted.
Foredrag i LFS: Dorthe Birkmose om motivationsarbejde
Hvor meget må vi styre og bestemme i andres liv, og hvordan arbejder vi med motivation i praksis? Det holder Dorthe Birkmose oplæg om i LFS den 31. januar 2018.
Når vi som pædagoger stiller os selv spørgsmålet: "Hvordan motiverer vi mennesket til at ...?", risikerer vi at blive styrende og bestemmende, siger Dorthe Birkmose, psykolog, foredragsholder og forfatter til blandt andet ”Når gode mennesker handler ondt”.
Hun understreger, at der kan være situationer, hvor vi er nødt til at styre og bestemme. Vi skal blot være klar over, at det har konsekvenser.
”Vi risikerer nemlig at skabe modstand og indlært hjælpeløshed hos andre. Og vi risikerer at skabe en slidsom personalekultur, hvor arbejdet kommer til at handle om at styre andre til at udvise en bestemt adfærd – i stedet for at skabe differentierede faglige rammer for den enkeltes udvikling.”
LFS inviterer til fyraftensmøde med Dorthe Birkmose den 31. januar 2018. Læs mere, og tilmeld på www.mitlfs.dk/12906
Pædagoger underviser mere
Det er et af resultaterne i en rapport fra VIVE, som belyser lærere og pædagogers oplevelse af skolen i 2017 – tre år efter folkeskolereformen trådte i kraft.
Pædagogerne synes at have flere undervisningsrelaterede opgaver i 2017 end i 2015. De deltager i højere grad i selve undervisningens planlægning og gennemførelse. 27 procent af pædagogerne føler sig i høj eller meget høj grad rustede til arbejdet med folkeskolereformen, mens 25 procent føler, at de kun i lav eller meget lav grad er rustede til arbejdet.
Foredrag i LFS: Om at finde hjem
Hvad gør man, når man som dansk statsborger efter nogle års bosættelse og arbejde i Sverige møder op på et kommunekontor i Danmark og får beskeden: ”Du kan henvende dig i Sandholmlejren”? Nogle stiller spørgsmål og beder om hjælp, mens andre skynder sig ud fra kontoret, inden de får splittet det hele ad.
Niels Nielsen valgte det sidste, og det blev starten på en tilværelse som hjemløs. I 8 år sov han under broer, i sin cykelvogn, hos venner og bekendte, og han klarede sig uden kontakt til det sociale system - indtil den rette hjælp kom.
Det fortæller han om i sit foredrag i LFS den 23. januar 2018. Foredraget foregår kokken 18.00 i LFS, Sal A (indgang via porten i Sorøgade), Rosenvængets Allé 16, 2100 København Ø. Dørene åbnes kl.17.30, og der vil være sandwich og vand til de tilmeldte. Tilmelding på www.mitlfs.dk/12841
Kun strejkekassen til medlemmer
Der skal forhandles overenskomster i 2018. Og skulle forhandlingerne bryde sammen, så der opstår enten strejke eller lockout, er det kun medlemmer, der kan få konfliktunderstøttelse.
Hvis du vil være sikret konfliktunderstøttelse, skal du være medlem af LFS senest 1. januar 2018. Bliver du ansat på en LFS-overenskomst efter 1. januar 2018, skal du blot melde dig ind senest 14 dage efter ansættelsen.
Er du AMR?
- og ansat i socialforvaltningen i København?
Er du nyvalgt eller genvalgt arbejdsmiljørepræsentant, er det vigtigt, at du bliver registreret hos LFS.
Det skal gøres hver gang, der har været valg til posten som AMR – uanset om det er den samme person, der fortsætter i hvervet.
Derfor skal din leder underskrive et registreringsskema, som skal sendes til os.
Hvis vi ikke får skemaet, står du ikke i vores system som tillidsvalgt. Og så risikerer du, at gå glip af
- Mødeindkaldelser
- Vigtige og nyttige oplysninger
- Hjælp til at forhandle tillæg
- Beskyttelse som tillidsvalgt.
Du henter skemaet på www.mitlfs.dk/12909. Husk at vælge skemaet for arbejdsmiljørepræsentanter i socialforvaltningen i København.
Freddy og far
Anemonen viser forestillingen Freddy og Far. Cirkus er lukket, og den forældreløse cirkustjener Freddy går alene ud i verden udenfor. Her møder han sømanden Svend og får hans historie. Freddy rejser omkring og fortæller Svends historie. For så længe, der stadig er nogen, der fortæller historien om én, så er man ikke helt væk. Forestillingen spiller fra 16. januar til 28. januar og er for de fire til 10årige. Se mere på www.anemoneteatret.dk
Varighed: ca. 45. min.
Spilletider:
Tirsdag-torsdag: 09.30 og 11.00
Fredag: 11.00 og 17.00
Dagplejearrangement: Så tal dog pænt for helvede!
Dagplejens faggruppe inviterer til medlemsmøde med foredrag om konstruktiv kommunikation og konflikthåndtering. Foredragsholderen er Rune Strøm, der har en baggrund som socialpædagog og tillidsrepræsentant, men som i dag er kommunikationsekspert. Han er også forfatter til bogen "Så tal dog pænt for helvede”, som udkom i 2013. Rune Strøm holder foredrag om kommunikation og konflikthåndtering, og han er kendt for - med masser af grin og genkendelighed - at byde ind med konkrete redskaber, hvormed man kan håndtere hverdagens kommunikation og konflikter i personalegruppen.
Arrangementet finder sted onsdag den 7. marts fra klokken 19:00 – 20:30 i LFS Sal A. Dørene åbnes kl. 18:00, og der vil blive serveret en sandwich. Tilmelding på www.mitlfs.dk/12902
PISA
Danske skoleelever er gode til samarbejde. Den internationale PISA-undersøgelse har for første gang testet de 15-årige skoleelever i deres evne til problemløsning i samarbejde med andre. Og her placerer både danske piger og drenge sig godt blandt de nordiske lande og markant over gennemsnittet for OECD-landene. Kun ti lande placerer sig markant bedre end Danmark.
Stress
Travlhed og følelsen af ikke at kunne nå at løse opgaverne på arbejdet så godt, som man ønsker, sætter sine spor som stresssymptomer blandt offentligt ansatte. Således melder 40 procent af de offentligt ansatte i en undersøgelse gennemført af Megafon, at de inden for det seneste halve år har ligget søvnløse på grund af arbejdsrelateret stress. Samtidig fortæller omtrent hver tredje, at arbejdsrelateret stress har medført hukommelses- og koncentrationsbesvær, spændingshovedpine, samt fået dem til at nedprioritere sociale relationer.
Vold
’Lev Uden Vold’, som er den nye nationale enhed mod vold i nære relationer er nu i fuld drift. Organisationen tilbyder blandt andet hjælp via en døgnåben hotline og juridisk rådgivning til både fagfolk og borgere. Mere info på www.levudenvold.dk