Urolige børn skal have ros med ros på
Frej går i børnehave – men meget af tiden drøner han formålsløst rundt, eller får de andre børn til at græde, fordi han skubber og slår. I tre små film fra Filmkompagniet kan man følge, hvordan de voksne på stuen lærer at hjælpe Frej.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Det handler om ros med ros på, når psykolog Luise Bæk Bomme fra Center For ADHD giver vejledning til de to medarbejdere på Frejs stue, pædagog Dorte Pedersen og pædagogisk assistent Sasha Hougaard Mathiesen.
Frej har problemer med opmærksomheden, og han får mange irettesættelser i løbet af en dag. Derfor er Luise Bæk Bommes første råd til de to pædagogiske medarbejdere, at de skal forsøge at ignorere det uhensigtsmæssige i Frejs adfærd og i stedet have fokus på al adfærd, der kan udløse selv den mindste smule ros. For ros udløser signalstoffet dopamin i hjernen, og det føles dejligt – især for børn med opmærksomhedsforstyrrelser, som producerer mindre dopamin end andre børn. Det vil betyde, at Frej vil gøre mere af det, han får ros for, og mindre af alt det andet.
Fra uro til ro
Luise Bæk Bomme har sammen med Filmkompagniet produceret tre små film, hvor man følger Frejs udvikling i Dorte Pedersens og Sasha Hougaard Mathiesens vejledningsforløb.
Man følger en lille rødhåret charmetrold, der i begyndelsen har svært ved at sidde stille, svært ved at vente og svært ved at lade være med at baske til de andre børn. Man følger også to pædagogiske medarbejdere, der i første film er tydeligt frustrerede over, at de ikke kan hjælpe Frej. Der er også frustration over, at der går så meget tid og fokus fra de andre børn på stuen. Som forløbet skrider frem, ser man en Frej, der tydeligt glædes over ros, når han deltager aktivt i samlingen med de andre børn, og når han sidder stille og spiser. Man ser også en rolig Frej, der leger konfliktfrit med andre børn.
Diagnose ligegyldig
Når Luise Bæk Bomme vejleder, er det ikke afgørende, om barnet har en diagnose.
Center for ADHD arbejder ud fra programmet ”De Utrolige år”. Det grundlæggende i arbejdet med urolige børn, og alle andre børn for den sags skyld, er relationsarbejde, hvor man hele tiden bevarer en positiv tilgang til barnet og primært fokuserer på det, der går godt. For hovedtesen er, at man skal fokusere på det, man gerne vil have mere af.
Luise Bæk Bomme viser i vejledningssessionerne, hvordan medarbejderne omkring Frej kan bruge forskellige former for ros og anerkendelse, hvordan de kan støtte en god udvikling med afledning og omdirigering, og hvordan de kan begynde at arbejde med tydelige og klare grænser. Hun viser også, hvordan de andre børn kan inddrages, så de også har glæde af indsatsen.
Pædagogiske redskaber i øjenhøjde
Man kan gratis hente tre små film om forløbet, som hver især varer mellem 10 og 15 minutter. Filmene veksler mellem optagelser af Frej og hans udvikling og vejledningssessionerne mellem psykolog Luise Bæk Bomme og de to pædagogiske medarbejdere. Derfor indeholder filmene pædagogiske redskaber i øjenhøjde, som kan overføres direkte på ethvert andet dagtilbud.
Filmene er produceret af Marianne Rasmussen, Filmkompagniet, i samarbejde med Center for ADHD og er støttet af Undervisningsministeriets Udlodningsmidler.
Filmene kan ses påwww.filmkompagniet.dk/#/flyt-fokus/
Se også omtale af medlemsarrangement med Luise Bæk Bomme på bagsiden af dette blad.