Nyuddannede i lønforhandling – og meget, meget mere
En har fået mere røv i bukserne, en anden er blevet mere ambitiøs, og en tredje har smidt noget af sin konfliktskyhed. Martin Rasmussen, Mette Sommer og Per Eisenhardt begyndte på tillidsrepræsentantuddannelsen i september 2017 og ser nu tilbage på et færdigt forløb.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Martin Rasmussen, 33 år. Pædagog i Transformeren og TR i seks måneder ved uddannelsens start
20. september 2017:
Hvorfor blev du TR?
Jeg er nok typen, der naturligt stiller mig forrest. Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel. Min interesse er især de store linjer. Jeg brænder for at gøre fagbevægelsen til noget, der lever ude på den enkelte arbejdsplads.
Er der noget, der har været svært ved at være TR indtil videre?
Jeg synes, det er svært at balancere mine egne ambitioner med det daglige arbejde på stuen. Det er en udfordring at skulle forsvare, at jeg er så meget væk fra gulvet. Det er også en kæmpe udfordring at få de andre til at engagere sig i MED. Man føler, man er den, der bærer demokratiets fane for kollegerne, men hvis man ikke får dem med sig, bliver man sgu ret alene på slagmarken!
17. januar 2018:
Har uddannelsen ændret dit syn på din rolle?
Uddannelsen har gjort en afgørende forskel for mig. Mit udgangspunkt var, at jeg helt overvejende var interesseret i de overordnede linjer og i den faglige aktivisme. Det brænder jeg absolut stadig for. Men jeg er blevet meget mere interesseret i det konkrete og jordnære. TR har i mine øjne to roller: den politiske og den mere teknokratiske, hvor man har styr på regler og jura og så videre, go jeg er faktisk kommet til at synes, at det sidste er enormt spændende. Jeg oplever også, at den viden, jeg har fået, giver mig lidt mere røv i bukserne, når jeg skal overbevise mine kolleger om det andet. Det giver mig i øvrigt også et andet udgangspunkt i det øvrige politiske arbejde, jeg laver. Jeg har fået en bedre fornemmelse for det politiske spil.
Hvis du skal give uddannelsen karakter på en skala fra et til fem?
Så får den 4,7. De sidste procentpoint kunne hentes hjem, hvis uddannelsen kunne udvides med lidt mere om fagpolitisk aktivisme.
Mette Sommer, 39 år. Pædagog i Utterslev Skoles KKFO og TR i et år ved uddannelsens start
20. september 2017:
Hvorfor blev du TR?
Jeg vil gerne kæmpe mine kollegers sag, og jeg vil gerne udfordre mig selv. Men jeg kan også godt lide at have fingrene ned i maskinrummet; min fortid som leder skinner nok igennem - det at have en beslutningskompetence og ikke bare være passiv i forhold til sine arbejdsvilkår.
Er der noget, der har været svært ved at være TR indtil videre?
Det er ubehageligt at mangle erfaring og viden. Jeg vil gerne kunne svare med det samme, og jeg vil gerne kunne komme eventuelle problematikker i forkøbet. Det er vanskeligt, når man er ny. Jeg bakser også lidt med at ”finde mine egne sko” som TR. Jeg har fået bemærkninger som at ”de tidligere TR’ere har da ikke haft brug for at gå til alle møderne”.
17. januar 2018:
Har uddannelsen ændret dit syn på din rolle?
Jeg er først og fremmest blevet meget mere selvsikker. Jeg har fået så meget mere viden, at jeg er blevet en ligeværdig samarbejdspartner, der kan byde ind og sige fra, når det er nødvendigt. Jeg synes også, at jeg har fået positioneret mig og skabt respekt om min rolle som TR, og at mine kolleger bruger mig meget mere. Jeg har indført, at jeg efter hver kursusgang på uddannelsen har sendt dem en stikordsagtig oversigt over, hvad vi har gennemgået, og det har betydet, at de er begyndt at komme til mig med mange flere spørgsmål. Jeg har så også skullet lære noget om tålmodighed og om det politiske spil. Det er en udfordring for mig, at jeg ind imellem er involveret i sager og forhandlinger, hvor jeg ikke umiddelbart kan dele alting med mine kolleger og i stedet må sige, at ”vi er i proces, mere kan jeg ikke sige lige nu”. Det er noget, man skal lære! Men noget, der for alvor er gået op for mig, er, at man kan rykke en hel masse ved at være med i arbejdet inde i LFS. Så jeg er i gang med at starte en faggruppe for skolepædagoger.
Hvis du skal give uddannelsen karakter på en skala fra et til fem?
Så får den også 4,7 fra mig. Min eneste anke er, at uddannelsen gerne måtte være endnu længere, for det har været guld værd – især internatdagene, hvor vi blev udfordret optimalt – på den gode måde.
Per Eisenhardt, 50 år. Pædagog i Tove Ditlevsens Skoles KKFO og TR i et år ved uddannelsens start
20. september 2017:
Hvorfor blev du TR?
Det betyder noget for mig at være med til at skabe rammerne for et godt arbejdsmiljø – jeg vil gerne gøre en forskel. Og så er jeg en af dem, der faktisk synes, det er sjovt at dykke ned i lovstof og overenskomster. Det er udfordrende!
Er der noget, der har været svært ved at være TR indtil videre?
Min TR-rolle har lige fra begyndelsen været præget af vanskeligheder på min arbejdsplads med konstitueret ledelse og al den usikkerhed, det medfører. Så man kan sige, at jeg er blevet smidt ud på dybt vand, og at jeg foreløbig bare prøver at træde vande. Så jeg glæder mig til at blive klædt bedre på.
17. januar 2018:
Har uddannelsen ændret dit syn på din rolle?
Jeg er blevet endnu mere ambitiøs. Det er lige så spændende at fordybe sig i regler og overenskomster, som jeg havde forestillet mig. Da jeg begyndte på uddannelsen, var min arbejdsplads på et kritisk sted, og det har kostet blod, sved og tårer at lande de problemer, der var. Men jeg er er jo sideløbende blevet klædt meget bedre på, og jeg har også løbende fået hjælp og opbakning af underviserne på TR-uddannelsen, så jeg har ikke stået så alene med det. Jeg oplever, at jeg har været i stand til at bidrage til processen på arbejdspladsen, og at mine input er blevet hørt. Jeg er blandt andet kommet i mål med, at tre pædagoger, som egentlig var tidsbegrænsede, og som skulle have været erstattet af medhjælpere, er blevet fastansat. Det er jeg ret tilfreds med. Jeg er også lige lykkedes i en lønforhandling, hvor jeg fik de fleste af mine krav igennem. Jeg har desuden startet en faglig cafe op på arbejdspladsen, hvor vi diskuterer fagpolitik, og jeg glæder mig til at udvikle på konceptet.
Hvis du skal give uddannelsen karakter på en skala fra et til fem?
Et rent femtal fra mig!