TEMA:
De unge pædagoger ser på arbejdsmiljøet
Det er hverken afstanden til arbejdspladsen eller arbejdstiderne, som den kommende generation af nybagte pædagoger vil se på, når de skal kigge jobannoncer. De vil kigge efter arbejdspladser med godt arbejdsmiljø og høj faglighed.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Det viser en ganske uvidenskabelig undersøgelse, som LFS Nyt har foretaget via et spørgeskema, der er lagt ud på de sociale medier, hvor de pædagogstuderende færdes. Spørgeskemaet var rettet mod de studerende, der afslutter uddannelsen i sommeren 2018.
Og selv om datamaterialet var spinkelt med kun 37 besvarelser, var tendensen til gengæld ret klar.
Når man spørger, hvad de studerende vil gå efter på, når de skal søge jobs, er der et forhold, der står skarpt frem: Arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. De faglige ambitioner og det faglige niveau på arbejdspladsen scorer en delt andenplads sammen med ønsket om at få lov til at arbejde med de børn/borgere, som den studerende interesserer sig for.
Næsten hver fjerde af de studerende, ni ud af 37, behøver slet ikke læse jobannoncer. De har nemlig allerede en aftale om et job, der står klar til dem, når de er færdige i sommeren 2018 – og så er er der en enkelt, der slet ikke regner med at søge job. Denne studerende forventer at læse videre med det samme.