LFS-arrangement: Aydin Soei om Tingbjergundersøgelsen
Selvopfyldende profetier i "ghettoen"
Parallelsamfund præget af lovløse tilstande. Sådan lyder karakteristikken gang på gang i den politiske debat om “ghettoen”. Men hvordan ser det egentlig ud med risikoadfærd, lovovertrædelser og holdninger til skole og uddannelse, når det handler om børn og unge i udsatte områder?
Sociolog Aydin Soei har sammen med professor Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg undersøgt den reelle risikoadfærd blandt børn og unge i et område på ghettolisten og sammenlignet med de 14-15-åriges egne antagelser – og med de professionelle voksnes. Det er blevet til Tingbjergundersøgelsen, som viser, at børnenes lærere, pædagoger, forældre og de kriminalpræventive medarbejdere undervurderer børnenes lyst og motivation til skole og uddannelse, og at de overdriver risikoadfærd som rygning, hashforbrug, alkohol og kriminalitet. Undersøgelsen viser også, at børnene ligger under for de samme sociale misforståelser.
Aydin Soei, som er sociolog, journalist og forfatter, holder oplæg for LFS om Tingbjergundersøgelsen og dens resultater, og om hvilke konsekvenser denne type sociale misforståelser kan have for børn og unge fra udsatte boligområder.
Læs også interview med Aydin Soei i LFS Nyt nummer 2 2018. Interviewet kan findes på mitlfs.dk/13023.
Foredrag den 7. maj 2018
Aydin Soei holder oplæg mandag den 7. maj 2018 klokken 18 til 21. Mødet finder sted afholdes i kælderen hos Dansk Metal, Nyropsgade 25, 1602 Kbh. V. Dørene åbnes klokken 17.00. Der vil være sandwich og vand til de tilmeldte. Tilmelding er nødvendig og sker via mitlfs.dk/13009