TEMA:
Det er børnesynet, der afgør det for mig
Sandra Winther er nyuddannet – og meget bevidst om, hvad hun vil med sit fag: Jeg kan kun arbejde et sted, hvor jeg synes, at børnesynet er i orden, siger den 29-årige pædagog, der er landet det rigtige sted efter et par prøvekørsler.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Mit job er toppen af poppen. Jeg er så vild med det, og jeg har fået en fantastisk start, hvor jeg har fået lov til at være lige så nyuddannet, som jeg er, samtidig med at jeg er blevet mødt med respekt. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at jeg de første tre måneder bare skulle sidde på gulvet og lege og koncentrere mig om at lære børn og forældre at kende og at suge stedet til mig. Her er et godt arbejdsmiljø, og det er sindssygt vigtigt, fordi vi arbejder så tæt sammen og bruger os selv så meget i jobbet, ”siger Sanda Winther.
Vil føle sig hjemme
Hun var omkring to andre arbejdspladser, før hun kom til at føle sig hjemme på hendes nuværende arbejdsplads.
”Jeg startede i et vikariat, da jeg lige var færdig, men jeg blev ikke glad for arbejdsmiljøet. Så fik jeg en fast stilling et andet sted, hvor jeg ramlede lige ind i nogle forskellige pædagogiske holdninger mellem ledelsen og den stuepædagog, jeg skulle arbejde sammen med. Det var ikke holdbart, så jeg søgte videre – heldigvis,” siger Sandra Winther, der ikke lægge skjul på, at det er børnesynet, der betyder noget, når hun søger job.
Der skal være hjerte
”Når jeg læser jobopslag, mærker jeg efter, om de vil noget med deres arbejdsplads. Det føles ligegyldigt, når de skriver, at de arbejder ud fra læreplanstemaerne. Det skal de jo. Det, der betyder noget, er, om de signalerer, at de forventer, at man kommer glad på arbejde hver eneste dag for at gøre det bedste, man kan for børnene på børnenes præmisser. Der skal være hjerte i det,” siger Sandra Winther, der ærligt erkender, at hun også er gået efter daginstitutioner uden overvægt af socialt udsatte børn.
”Jeg kan ikke bære at arbejde med de mest udsatte børn, for jeg ved, at ressourcerne ikke er tilstrækkelige. Jeg ved, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, og jeg vil være glad i mit liv. Jeg kommer jo til at arbejde 40 år mere.”