Man ”bruger” ikke medhjælpere
Pædagogmedhjælpere er en ny medarbejdergruppe i Magnoliahuset på Frederiksberg. Marcus Herler er også ny som tillidsrepræsentant. Han har alligevel formået at få organiseret fem ud af seks medhjælperkolleger – både med pisk og gulerod.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Da jeg var 17-18 år og kom ud på arbejdsmarkedet som tømrerlærling, syntes jeg, det var lidt latterligt at skulle lægge en masse penge hos en fagforening. Men så tog min far fat i mig og forklarede, hvorfor det var vigtigt. Han forklarede, at fagforeningen ville støtte, hvis jeg fx blev fyret eller kom til skade. Men han sagde også, at man ikke kan tillade sig bare at køre på frihjul og nyde godt af de ting, andre har forhandlet hjem uden selv at bidrage,” fortæller 22-årige Marcus Herler, som ret hurtigt fandt ud af, at han hellere ville arbejde med mennesker end med søm og skruer.
Marcus Herler fastholdt dog at være i fagforening, og da han blev ansat som en af de første pædagogmedhjælpere i Magnoliahuset, varede det heller ikke længe, før han indvilligede i at blive medhjælpernes første tillidsrepræsentant.
Unfair at nyde uden at yde
”Jeg var først lidt tøvende, for jeg er jo på vej videre i uddannelsessystemet. Men det trak alligevel, for jeg kan godt lide at tage ansvar. Der er en spændende udfordring, som jeg også personligt får meget ud af, ” siger Marcus Herler, der har brugt sin fars metode i sit arbejde på at få de øvrige medhjælpere organiseret, hvilket er lykkedes i forhold til fem ud af seks.
”Jeg har nok brugt mine taleevner og både opstillet skrækscenarier, for, hvad der kunne gå galt for dem, hvis de ikke var medlemmer. Og så har jeg forklaret, at vi som medhjælpere har fordel af de tillæg, som LFS forhandler hjem for os – om vi er medlemmer eller ej.”
Magnoliahuset er en specialinstitution for børn med psykiske og fysiske handicaps, og det er nyt, at der er ansat medhjælpere i huset. Det skete, da institutionen blev opnormeret til også at have en gruppe børn med fysiske handicaps.
Vi bruger ikke, vi samarbejder
Susanne B. Grant er ny leder, og hun tiltrådte kort tid efter beslutningen om ansættelsen af seks medhjælpere. Hun blev allerede under ansættelsessamtalen spurgt om hendes holdning til det at arbejde med medhjælpere.
”Det stod klart for mig, at der var tale om et kulturskifte i institutionen. Så jeg tog initiativ til en proces, hvor pædagoger og medhjælpere skulle gøre sig klart, hvad de tænkte om egen og andres roller, og hvor der gerne skulle opstå en god forventningsafstemning. Pædagogerne har naturligvis det overordnede og faglige kendskab og ansvar. Men de har også en vigtig rolle, hvad angår formidling af deres viden, så den dygtige pædagogmedhjælper kan aflæse retningen og understøtte arbejdet. På den måde bliver pædagogmedhjælpere en stor ressource,” siger Susanne B. Grant, og fortsætter:
”Jeg er meget opmærksom på retorikken. Her i huset ”bruger” vi ikke medhjælpere. De er kolleger, og vi arbejder sammen”.
TR skaber tryghed og tillid
Marcus Herler har da heller ikke oplevet modstand eller skepsis.
”Jeg blev taget rigtig godt imod, da jeg begyndte. Jeg fik en god indkøring, og jeg oplever, at der er respekt omkring mine observationer og input, ” siger Marcus Herler, der føler sig som ligeværdig del af medarbejdergruppen.
”Der er selvfølgelig nogle opgaver, som det kun er pædagogerne, der kan løse. Men jeg er positivt overrasket over, hvor meget jeg bliver inddraget,” siger Marcus Herler, som også omkring det fagpolitiske har kørt tæt parløb med pædagogernes tillidsrepræsentant.
”Hun er langt mere erfaren end jeg, og det kan jeg naturligvis læne mig op ad.”
Susanne B. Grant er på sin side glad for, at begge medarbejdergrupper i huset har tillidsrepræsentanter.
”Kompetente tillidsfolk skaber tryghed og tillid. Jeg ved, at de kommer til mig, hvis der er uro om et eller andet. Men det har også været en stor hjælp af have en direkte linje til LFS i en situation, hvor der ikke er nogen forhåndsaftale mellem Frederiksberg kommune og LFS.”