Tema: Uddannet i pårørendesamarbejde

Jeg tænker på en anden måde

Når man arbejder som socialpædagog på et bosted, er man er tilbøjelig til at betragte de pårørende som blot et vilkår, man ikke giver særlig opmærksomhed. Uddannelsen har fået mig til at tænke anderledes. Jeg er blevet nysgerrig på vores borgeres livshistorier og på, hvad de pårørende kan byde ind med, fortæller Cecilia Sejer, som har gennemført den ny pårørendeuddannelse.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Der er pårørende, der er søde, og så er der dem, der er lidt besværlige.
Det var groft sagt den refleksion, som socialpædagog Cecilia Sejer havde, før hun gik i gang med pårørendeuddannelsen.

”Vores faglighed på bostedet har primært rettet sig mod vores borgere, og der har vi har ikke tænkt de pårørende særlig aktivt ind,” siger Cecilia Sejer.

Cecilia Sejer tænker, at det har betydning, at det store flertal af borgere på Bostedet Løvstikkevej 66, hvor hun arbejder, er oppe i årene.
”Vores pårørende er typisk søskende, kusiner og fætre, hvis der er nogen overhovedet. Kun få på min afdeling har forældre, der lever endnu. Mange af vores borgere har boet på store institutioner, før de kom til at bo på botilbud. Vi kommer til at møde et helt andet pårørende-engagement i de kommende år, når vi begynder at få flere borgere, som har haft deres barndom hjemme i familien, og som stadig har forældre,” siger Cecilia Sejer.

Vi sidder på magten

Det har ikke været de store gnidninger i pårørendesamarbejdet i Cecilia Sejers afdeling. Men det er til gengæld gået op for hende, at der har været et fravær af bevidst, aktivt samarbejde.

”Vi mødte en række pårørende på uddannelsen, som fortalte om, hvordan de følte sig mødt – og ikke mødt - på bostederne. Det var en stor øjenåbner for mig. Vi har som pædagoger ikke et selvbillede, der handler om, at vi er magtfulde. Men det er vi i de pårørendes øjne, og det er vigtigt at være bevidst om. Vi er systemets repræsentanter, og de pårørende oplever, at vi bestemmer rigtig meget. Derfor har vi et ansvar for at lytte og for at inddrage,” siger Cecilia Sejer.
Hun er selv begyndt at tænke på en anden måde, og hun har fået nye oplevelser.

Hvem er de, der hænger på væggen

”Jeg er blevet meget bevidst om, hvilken stor betydning, det kan have for vores arbejde med borgerne, at der findes nogle pårørende, der selvsagt er en del af vores borgeres livshistorier eller måske i hvert fald dele af deres livshistorier, og som kan fortælle om det. Vi har eksempelvis en borger, der har mange fotoalbums og familiefotos på væggene, som vedkommende ofte peger på og siger nogle enkelte ord omkring, men har ikke sprog nok til at fortælle særlig detaljeret om de forskellige fotos og historien bag.

Jeg spurgte hendes nære pårørende, som besøger hende flere gange om ugen, om hun ville overveje at fortælle deres fælles livshistorie for personalet en dag ved lejlighed, og det går hun og tygger lidt på nu. Jeg tror, det eneste, der holder hende tilbage er, at det er lidt overvældende at skulle fortælle overfor en hel personalegruppe, men jeg er sikker på, vi nok skal finde en form, som er tryg for hende. Så nu er der sået et frø, og når vi samlet får den samme historie fortalt, kan det være med til fremover at kvalificere den samtale, vi som personale har med borgeren i hverdagen,” fortæller Cecilia Sejer.

Det praktiske overtager nemt

Cecilia Sejer fik også fik en ahaoplevelse, da hun åbnede en samtale med en anden pårørende, der ikke så ofte besøger sin søster, men som har ugentlig kontakt i telefon.
”Det viste sig, at søsteren rigtig gerne ville invitere vores borger hjem på besøg, men at hun ikke turde, da hun bor på 1. sal. Hun var nervøs for, om de to ældre damer sammen ville kunne klare trapperne. Hun blev enormt lettet, da jeg foreslog, at vi kunne tage med og hjælpe,” fortæller Cecilia Sejer.

”Jeg tror, vi som pædagoger på botilbud har en tilbøjelighed til overvejende at kommunikere lineært med de pårørende. Det kan fx være om, hvem der vasker støttestrømperne, hvordan de skal vaskes, og hvornår det skal gøres. Det hele går meget nemt op i praktik - og kun praktik. Når vi begynder at kommunikere cirkulært og anerkendende og stiller spørgsmål som fx.: Hvordan tænker du, vi hjælper din bror bedst med at huske sine støttestrømper? Så kommer vi et lille skridt tættere på hinanden og inviterer til en egentlig samtale”, siger Cecilia Sejer.

Vi skal ændre fortællingen

Hun understreger, at det vigtigste er at ændre narrativet, fortællingen, om de pårørende og deres rolle ved netop at begynde at kommunikere mere cirkulært og være mere nysgerrige.

”De pårørende har for det meste en viden, vi ikke har, og de skal have lov til at være samarbejdspartnere i forhold til borgernes trivsel. Det kan godt være, at alt det her nye på nogle måder bliver en ekstra opgave, men det gør arbejdet meget mere spændende, og jeg tror på, at vi får mere igen, end vi investerer, fordi vi sammen kan kvalificere vores indsats. Så det, at jeg har fået uddannelsen, forpligter også i forhold til at give min nye viden videre til mine kollegaer. For hvis vi skal ændre på noget, kræver det, at vi som professionelle bliver bevidste om, hvordan vi italesætter samarbejdet - både over for hinanden og overfor de pårørende,” siger Cecilia Sejer, der glæder sig til, at endnu flere medarbejdere i Center for Omsorg og Specialpædagogik får uddannelsen:

”Den uddannelse er en gave. Den er spændende, og det, man lærer, kan umiddelbart omsættes i praksis. Men jo flere vi er, jo større kulturforandring kan vi skabe. ”