Vi får ikke altid øje på børns venskaber
Børn har brug for venskaber, og nogle børn har brug for, at de voksne hjælper dem med at finde venner. Det kræver, at vi lægger vores egen forståelse af, hvad venskab er, til side.
Tekst: Hedda Maj Jensen
”Det kan være meget sårbart kun at have en enkelt god ven, hvis man skal føle sig tilpas i børnehavens fællesskab,” siger Tine Basse Fisker, som er ph.d. i pædagogisk psykologi, og som arbejder med forskning og formidling omkring inkluderende læringsmiljøer.
Venskaber er nemlig den bedste beskyttelse mod psykisk mistrivsel, og venskaber er en vigtig arena, hvor barnet kan afprøve forskellige ting i trygge rammer.
Derfor mener Tine Basse Fisker, at voksne, som arbejder med børn, bør arbejde på at få en bedre forståelse af børnenes venskaber.
Venner slås man da med
”Vi voksne har nogle bestemte forventninger til, hvad venskaber er, og de forventninger overfører vi ofte til børnene. Når vi spørger børnene om deres venskaber, spørger vi også ud fra vores egen forståelse af, hvad venskab er. Det betyder, at der kan være venskaber, vi som voksne ikke får øje på, og muligheder for relationer vi ikke får støttet op om,” siger Tine Basse Fisker, der fortæller om en samtale, hun havde med en dreng under et observationsbesøg i en børnehave.
”Han fortalte mig, at venner er nogle, man slås med, og at man kun slås med sine gode venner, for man kan ikke bare gå hen til en fremmed dreng og begynde at slås. Vi voksne er tilbøjelige til at tænke, at venskab handler om at lege sammen og være søde ved hinanden – og ikke om at slås. Derfor er der nogle venskaber og muligheder for venskaber, vi risikerer at overse,” siger Tine Basse Fisker.
Spørg børnene
Hvis man vil støtte op om venskaberne i børnegruppen, mener Tine Basse Fisker, at man både skal bruge et makroperspektiv, hvor man ser på gruppedynamikkerne, og et mikroperspektiv, hvor man ser på venskabets betydning for det enkelte barn, og hvor man forholder sig til, hvem det er, barnet gerne vil være venner med, og hvad barnet interesserer sig for.
”Du kan forsøge at spørge børnene. Men du kan også sætte dig ned og se i samme retning som børnene og prøve at forstå, hvad og hvem de er optaget af,” siger Tine Basse Fisker, som nævner brugen af sociogrammer som et godt redskab.
”Der findes mange typer sociogrammer. Men man kan lave et ganske enkelt sociogram for det enkelte barn, der består af tre cirkler. Man lægger barnets eget foto i midten, og så spørger man barnet, hvem der er hans/hendes bedste venner. Fotos af de bedste venner får plads i den næste cirkel. Så spørger man barnet, hvem han/hun også er venner med i børnehaven, og de kommer alle sammen til at ligge i den yderste cirkel. Man får på den måde et billede af, hvem barnet selv anser for at være de nærmeste – eller ønsker sig som de nærmeste. Hvis man laver sociogrammet for alle børnene i gruppen, kan man overskue og gennemskue, hvordan venskabskonstellationerne ser ud,” siger Tine Basse Fisker.
Vær venne-fødselshjælper
Hun mener, at den viden, man får ved at se med børnene og spørge dem, kan bruges til at støtte op om både gruppen og det enkelte barn.
”Det kan være, at man finder ud af, at der er børn, der faktisk mangler venner, og som har brug for hjælp til at indgå i nogle nye konstellationer. Det kan også være, man finder ud af, at der er nogle børn, der har lyst til at nærme sig hinanden. Det kan man støtte op om ved at sætte børnene sammen på andre måder, når de skal have en turmakker, skal dække bord og sidde sammen eller lave aktiviteter. Venskaber opstår ofte omkring noget fælles tredje, som den voksne kan sætte i gang,” siger Tine Basse Fisker.
”Det store i de små – om små børns venskaber”
Bogen er redigeret af Tine Basse Fisker og tager afsæt i den seneste forskning i små børns venskaber. Den indeholder bidrag af Stig Broström, Ditte Dalum Christoffersen, Tine Basse Fisker, Thomas Gitz-Johansen, Ole Henrik Hansen, Kit Stender Petersen, Kim Rasmussen, Anja Hvidfeldt Stanek og Pia Thomsen.