Med boligrådgiveren på job:

Det burde du have vidst

Den dag, hvor Sakse Ravnskov Andersen mødes med 49-årige John, er der nøjagtigt 11 dage, til fogeden sætter John ud af hans lejlighed. Medmindre det lykkes boligrådgiver Sakse Ravnskov Andersen at afværge katastrofen.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

John er grå i ansigtet.
”Det er ekstremt stressende det her. Det er lige før, jeg hellere ville tilbage på det arbejde, jeg blev syg af, for det her er værre,” siger John.
John gik ned med alvorlig stress efter næsten 30 år på arbejdsmarkedet. Han har derfor haft en lang sygdomsperiode med stress og depression. Han var egentlig på vej op igen og havde meldt sig rask og var dermed på dagpenge. Men hans stresssymptomer kom tilbage, da han skulle være jobsøgende, og han besluttede sig for at sygemelde sig igen i en periode for at forebygge et alvorligt tilbagefald.
Og så gik det hele galt.

Det burde du have vidst

”Jeg meldte mig syg både på Jobcenteret og i a-kassen og troede, at alt var i orden. Men jeg overså et brev i E-Boks fra ydelseskontoret. Det betød, at de stoppede mine sygedagpenge. Så pludselig kom der ingenting ind på kontoen,” fortæller John.
John tog til a-kassen, som sendte ham videre til kommunens ydelseskontor. Her fik han fik at vide, at løbet var kørt.
”Hun sagde bare, at ”det burde du have vidst”. Men hvor pokker skulle jeg vide det fra; jeg har jo aldrig prøvet det før. Jeg har arbejdet i næsten 30 år uden at have haft behov for systemet,” siger John.
John gik i sort.

Jeg kan ikke overskue systemet

”Når jeg bliver presset, gør stressen, at jeg dårligt kan læse. Så det er forfærdeligt svært at overskue systemet. Så jeg knækkede bare og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.”
Det betød, at huslejen ikke blev betalt. Hverken den måned eller den næste. Det betød så, at boligselskabet helt rutinemæssigt satte en udsættelsessag i gang via fogedretten. Og så kom Sakse Ravnskov Andersen ind i billedet.
”Vi får som boligrådgivere automatisk besked, når der er berammet en udsættelsessag. Så da jeg fik Johns sag, satte jeg mig i kontakt med ham og fandt ud af, at den var helt gal,” siger Sakse Ravnskov Andersen.

Der skal skaffes penge

Dagsordenen for dagens møde er derfor kort og kontant. Der skal skaffes penge, så huslejerestancen kan blive betalt, og Johns sygedagpenge skal sættes i gang igen.
De vigtigste arbejdsredskaber er Sakse Ravnskov Andersens computer og Johns nøglekort til hans NemID, for Sakse skal først og fremmest hjælpe John med at søge en enkeltydelse, så han kan få betalt husleje, og så skal der søges sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
”Vi søger en enkeltydelse mod tilbagebetaling, for så er chancen bedre,” siger Sakse Ravnskov Andersen, der systematisk går gennem Johns formueoplysninger og henter udbetalingsspecifikationer og ansøgningsskemaer.

Fire dage til fogeden

John forsøger at følge med, men kaster håndklædet i ringen:
”Man skal virkelig kende systemet for at finde rundt i det,” siger han, og Sakse Ravnskov Andersen kommer med et kort grin:
”Ja, os, der arbejder med det til daglig, kan altså også blive væk. Men jeg har jo nok lidt nemmere ved at komme igennem på telefonen til de rigtige mennesker, end du har, John.”
John har fået lidt mere farve i kinderne.
”Sakse giver mig noget ro. Jeg skulle have haft en som ham fra begyndelsen,” siger John, selv om han godt ved, at han endnu ikke er reddet. Og Sakse kan ikke garantere noget.
”De plejer at være gode til at prioritere os. Jeg vil tro, at hvis jeg presser lidt på, så behandler de sagen i løbet af en uges tid. Du bør vide noget senest den 14. Så er der stadig fire dage, til fogeden kommer,” siger Sakse Ravnskov Andersen.

Efterskrift

Johns lejlighed blev reddet i allersidste øjeblik – pengene blev overført kl. 18.45 om aftenen dagen før, at John ville være blevet sat ud. Det var dog ikke det offentlige Danmark, der trådte til, men et privat lån fra et familiemedlem. De sociale myndigheder ville ikke hjælpe, da det blev vurderet, at Johns husleje på ca. 7000 kroner er for høj, set i forhold til hans rådighedsbeløb. Det skal nu afklares, om John fortsat skal have sygedagpenge, eller om han skal i jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse, der svarer til kontanthjælp. John håber på at kunne bytte lejligheden til en mindre og billigere i samme boligforening.

Vi tjener vores løn hjem mange gange hvert år

Man taler altid om, at sociale indsatser koster penge. Men kommunen sparer mellem 50.000 og 100.000 kroner, hver gang vi forhindrer en udsættelse, siger Sakse Ravnskov Andersen, boligrådgiver i bolig- og beskæftigelsesenheden i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Boligrådgivernes fornemste opgave er at undgå, at borgere bliver smidt ud af deres boliger.
”Det er en voldsom social deroute, der går i gang, når folk mister deres egen bolig. Der er en verden til forskel på at være hjemløs og på ”bare” at være socialt udsat,” siger Sakse Ravnskov Andersen.

Boligrådgiverne bliver kontaktet, når der er fogedsager på grund af manglende huslejeindbetaling i det almennyttige boligbyggeri. Men der kan også være tale om borgere, der risikerer at blive smidt ud af deres lejligheder på grund af naboklager, fordi de ikke får gjort rent, eller fordi de på anden vis opfører sig uhensigtsmæssigt. Så tager bogligrådgiveren kontakt og forsøger via dialog at få løst op for problemerne – fx ved at få overbevist borgeren om, at det er en god idé, at vedkommende får hjælp til en hovedrengøring.

Herberg eller hotel

Det er dyrt for kommunen, når en borger bliver sat ud.
”Hvis en voksen bliver sat ud af sin lejlighed, er der ikke længere nogen hjælp at hente. Så hedder det et herberg. Men man kan ikke sende børnefamilier på herberg eller på gaden. Så hvis en familie med børn mister deres lejlighed, skal kommunen skaffe et alternativ – og så ryger de på krisecenter eller på hotel. Det koster,” fortæller Sakse Ravnskov Andersen.
Udsættelser er også voldsomt dyre, fordi de ofte resulterer i store udgifter til istandsættelse af lejlighederne efterfølgende.
”Så vi er faktisk en god forretning – både menneskeligt og økonomisk.”

Det bliver værre

Sakse Ravnskov Andersen er på vej væk fra jobbet som boligrådgiver. Det er ikke frivilligt; han sidder i et vikariat, som udløber, og der er ansættelsesstop i enheden, fordi der skal spares. Han trækker alligevel lidt på det, når man spørger, om han går efter næste jobåbning i enheden, når der igen lukkes op for ansættelser.

”Jeg er vildt glad for mit arbejde. Det er ekstremt tilfredsstillende at kunne udføre akutte sociale indsatser, der virkelig gør en forskel. Det oplever man sjældent som socialpædagog, hvor man typisk arbejder på den lange bane,” siger Sakse Ravnskov Andersen, som dog ikke lægger skjul på, at jobbet også koster psykisk. ”Det er sindssygt opslidende, fordi der er sager, der ikke lykkes. Det er svært at overvære, når familier med små børn bliver sat ud af deres lejligheder, og hvor man må sige farvel til dem ved et busstoppested. Lykkes det ikke at redde Johns lejlighed, er det mig, der skal hjælpe med at pakke hans flyttekasser og fortælle ham, at det eneste, kommunen kan tilbyde, er en seng på et herberg. Det er blevet værre i den periode, jeg har været boligrådgiver på grund af kontanthjælpsloftet, og tingene bliver værre endnu, når den ny integrationsydelse slår igennem. Så ja, jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde til det i længden, eller om jeg risikerer at brænde ud.”