Danskhed er børnehavens hverdagssprog
Pædagoger er meget bevidste om at lære børn om danske normer og demokrati. Især i daginstitutioner med mange børn med anden etnisk baggrund er man opmærksom på at give de danske værdier videre. Men det kan være problematisk at fremhæve, at et barn ikke er dansk, mener forsker i pædagogik.
Tekst: Sara Marie Dynesen
Kompetente, selvstyrende, og i stand til at indgå i demokratiske sammenhænge. Det er i grove træk beskrivelsen af børn i danske daginstitutioner, hvis man spørger pædagogerne rundt omkring i Danmark. Og børns demokratiske dannelse har da også altid været en opgave, pædagoger har taget på sig. Det viser et nyt ph.d.-studie fra Københavns Universitet.
Sofie Rosengaard står bag ph.d.-afhandlingen 'Fremtiden starter i børnehaven’. Den viser, at det er en form for demokrati og værdier, som opfattes som særligt danske, der råder, når de voksne i vuggestuer og børnehaver opdrager nye samfundsborgere. Danskhed er et væsentligt tema, hun er stødt på i sin forskning i daginstitutionsområdet, og det er især tydeligt, når det kommer til opdragelsen af de børn, der har anden etnisk baggrund end dansk.
Vi skaber modsætninger
”Danskhed kommer for eksempel til udtryk, når institutioner opgør, at man har så og så stor en andel af tosprogede eller flerkulturelle børn. Det kommer til at stå som noget, der står i modsætning til danskheden,” siger Sofie Rosengaard.
I sin ph.d. har Sofie Rosengaard undersøgt daginstitutionens rolle i at gøre børn til borgere fra perioden efter 2. verdenskrig og frem til i dag. Hendes resultater bygger på kvalitative interviews med pædagoger, lovgivning om daginstitutioner og pædagoguddannelse samt analyser af pædagogiske tidsskrifter fra de seneste 70 år.
Temaet om danskhed fylder ifølge forskeren rigtig meget gennem hele perioden. Sofie Rosengaard fastslår dog, at det ikke er pædagogerne selv, der bruger ordet ”danskhed.” Men hun mener, at danskheden ligger implicit i den måde, de adspurgte pædagoger taler om børneopdragelse på.
”De siger måske ”vores værdier,” ”vores kultur” og ”vores samfund.” Jeg kategoriserer det som danskhed, fordi de omtaler institutionerne som danske. Der er en idé om, at det hele hænger sammen med samfundet, og det er ikke et hvilket som helst samfund, det er et dansk samfund,” siger Sofie Rosengaard.
Drenge skal feje
Når det kommer til børn og forældre med anden etnisk baggrund, peger forskningen på, at daginstitutioner bliver set som en vigtig brik i arbejdet med at integrere netop disse familier. Det kommer blandt andet til udtryk i pædagogernes konkrete arbejde med børnene.
”Pædagogerne gør for eksempel meget ud af at lære børnene, at både drenge og piger skal feje. Underforstået, at det ved man ikke, hvis man ikke kategoriseres som dansk. Andre ting, der blev fremhævet, var, at de skulle lære at passe på naturen og kende forskel på, hvad der er dit og mit,” fortæller Sofie Rosengaard.
Ikke en ny historie
Sofie Rosengaard er undervejs i sine undersøgelser af de danske daginstitutioners rolle i samfundet blevet stadigt overrasket over, hvor tydeligt temaet om danskhed er, og at emnet ses igen og igen, uanset om årstallet hedder 1950 eller 2015.
”Det er ikke så nyt, som man skulle tro. Men det har ændret betydning. I efterkrigstiden handlede det meget om, at vi skulle være autoritetskritiske og ikke bare lytte, hvis der kom en stærk mand og sagde et eller andet. Vi skulle have en demokratisk holdning, og det blev også børnehavens opgave. I dag bliver det så overført til dem, der kommer udefra,” siger Sofie Rosengaard.
De udearbejdende mødre
I efterkrigstiden så daginstitutionerne en særlig opgave i at rette samfundsintegration og demokratiforståelse mod de børn, hvis mødre gik på arbejde. Men i modsætning til de børn, man gerne vil integrere i dag, blev efterkrigstidens børn stadig opfattet som danske. Sofie Rosengaard mener, at tosprogede børn har svært ved at blive set som danske, netop fordi de taler to sprog. Der er nemlig en tendens til, at vi som samfund opfatter tosprogethed som en modsætning til det danske.
”Man antager, at hvis børn ikke taler sproget eller har to sprog, så forstår de heller ikke samfundet. Man kan ikke tro, at man er dansk, hvis man ikke kun taler dansk. Ud fra den forståelse bliver man jo ikke dansk, bare fordi man har gået i børnehave,” siger Sofie Rosengaard.
Fokus på fællesskabet
Sofie Rosengaard mener, at det kan have konsekvenser for integrationen af børn med anden etnicitet end dansk, hvis man fremhæver, at de er anderledes. I hendes optik bliver det nemlig sværere for de børn at være danske, hvis man taler om dem som ikke-danske.
Hun mener i stedet, at det vil være en god idé at fokusere på de områder, hvor børnene er en del af fællesskabet med andre børn, frem for at kigge på forskellighederne. Det kan for eksempel være børnehavelivet, der skaber fælles grund.
”Danskhedspakken er utroligt stor og kompliceret. Det er jo stort set umuligt at slippe af med at være tosproget eller flerkulturel. Men i stedet for at fokusere på, om børnegruppen består af fem procent danske børn og 95 procent tosprogede, så kan man tale om, at de går i daginstitution i Danmark. For så er 100 procent af børnegruppen inkluderet,” siger Sofie Rosengaard.