I Klatretræet læser vi bøger
Klatretræet i det nordvestlige København tror på, at bøger er gode for børn. Faktisk tager den integrerede institution bøgerne så alvorligt, at der er indrettet et bibliotek, hvor forældrene kan låne bøger med hjem. Det binder nemlig barnets verden sammen, at far eller mor kan læse den samme bog, som barnet har hørt henne i institutionen.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Når man bevæger sig op gennem indgangspartiet i Klatretræet, kan man ikke undgå at se de fine glasskabe, hvor en række farvestrålende børnebøger er udstillet. Og det er med vilje, for det skal være nemt for forældrene, siger pædagogisk leder Nicolai Fjellerad.
”Vi har en del familier, der ikke nødvendigvis har tid eller overskud til at gå på det lokale børnebibliotek. Derfor vil vi gerne give dem tilbuddet om at få en bog med hjem til højtlæsning – fordi vi ved, at det på så mange parametre er godt for barnets sprog,” siger Nicolai Fjellerad, der prioriterer bogindkøbene i et beskedent budget.
”Det er faktisk også en måde at kvalificere forældresamarbejdet på,” som han siger.
Børn elsker gentagelse
Pædagog Anne Mette Svane oplever jævnligt, at børnene beder forældrene låne de bøger, som de også har fået læst højt henne i institutionen.
”Det binder barnets verden sammen på en rigtig fin måde, og børn elsker gentagelsen,” siger Anne Mette Svane, der gerne lader sig inspirere af dialogisk læsning, når hun læser højt.
”Man behøver ikke gå strikt efter metoden hver gang. Nogle gange skal læsningen også bare være en spontan og hyggelig aktivitet. Men man læser højt for en gruppe børn, er det helt naturligt at tale om det, som børnene oplever undervejs – som fx hvis barnet i bogen gør noget, som børnene synes, er meget frækt.”