Den gule bevægelse indtog København
Tusindvis af børn, forældre, bedsteforældre og sympatisører drog fredag d. 22. november til København. Her gik de gulklædte flokke fra Rådhuspladsen og ind til Christiansborg, hvor de endnu engang forsøgte at sætte fokus på, at normeringerne i daginstitutionerne er for ringe. Folkemængden brød ud i sange og slagord, men alvoren var ikke til at misforstå. De systematiske forringelser på børneområdet er det, der har fået tusindvis af forældre til at engagere sig i forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som stod bag demonstrationen. Imens sad Regeringen og støttepartierne inde på Christiansborg og forhandlede om finansloven, hvor flere partier gik til valg på at indføre minimumsnormeringer. Det blev det dog ikke helt til. Finansloven, der blev præsenteret mandag d. 2. december, indeholder et løft af daginstitutionsområdet på 1,6 milliarder, dog først med fuld indfasning i 2025.