Pædagogen skal selv tage iltmasken på først
Pædagogiske medarbejdere er så vant til hele tiden at mærke andre og til at vende deres sensitivitet udad, at de ofte slet ikke kan mærke sig selv. Det rammer både trivsel og kvalitet. Derfor burde egenomsorg være fast pensum på pædagoguddannelsen, mener Freja Filine Petersen. Hun forsker i, hvordan pædagogiske medarbejdere med få og enkle midler kan give sig selv lidt ilt i hverdagen.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Du møder ind i institutionen. Allerede i indgangsdøren møder du et forældrepar, der hiver fat i dig, fordi der er noget vigtigt, de vil fortælle dig om deres barn. På vej ud i personalegarderoben bliver du opholdt af fire børn, der vil have dig til at hjælpe dem med at løse en konflikt, og da det er klaret, kommer din studerende og spørger, hvornår hun kan få vejledning – og du har stadig ikke fået din jakke af.
”Og så er det, man kan få hjertebanken og kort lunte og kan komme til at bide af den studerende,” siger Freja Filine Petersen, der selv har en baggrund som pædagog, og som kender de dage, hvor man hele tiden er bagefter, hvor man hele tiden bliver afbrudt, og hvor man har svært ved at få pulsen ned, når det bliver fyraften.
Hverdagens hamsterhjul
”Pædagogiske medarbejdere knokler og gør alt, hvad de kan. De er skolet til at opfylde andre menneskers behov. Derfor er der så mange i det her fag, der ikke er vant til at mærke sig selv. De er gode til hele tiden at mærke andre og at vende deres sensitivitet udad. Men hvis man aldrig selv får ilt, risikerer man at brænde ud på den ene eller anden måde. Det går også ud over kvaliteten i arbejdet med børnene. For når man bare kører derud af uden at mærke efter, er der stor risiko for, at man ikke får reflekteret, og at man ikke handler i overensstemmelse med ens egne værdier,” siger Freja Filine Petersen.
Hun sammenligner det med situationen i flyvemaskinen, hvor vi under sikkerhedsinstruktionen får at vide, at vi selv skal tage iltmasken på, før vi hjælp vores børn, For man kan ikke hjælpe barnet, hvis man ikke selv kan trække vejret.
”Det kan man overføre til hverdagens hamsterhjul, hvor man løber hurtigere og hurtigere og risikerer at blive kortluntet og skinger over for både børn og kolleger, og hvor man er fuldstændig smadret, når dagen er forbi,” siger Freja Filine Petersen.
Den dobbelte opmærksomhed
Freja Filine Petersen er ikke bare uddannet pædagog med en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun har også taget en uddannelse som psykomotorisk terapeut, og så er hun uddannet instruktør i ”Åben og Rolig”, som er et meditationsbaseret forløb, der er udviklet til stressbehandling. Så da hun besluttede sig for at skrive en ph.d., var det oplagt at forsøge at forene de forskellige discipliner.
Hun designede derfor et projekt, hvor hun gennemførte kurser for medarbejdere i otte daginstitutioner. Kurserne gik ud på at lære de pædagogiske medarbejdere det, som hun kalder dobbelt opmærksomhed.
”Det går grundlæggende ud på, at man ikke bare skal have sin opmærksomhed på børnene – men også på sig selv, så man mærker, hvornår man er kommet i den tilstand, hvor man bare handler og handler uden at mærke efter og uden at reflektere,” siger Freja Filine Petersen.
Behøver ikke tage tid
Den dobbelte opmærksomhed skal kombineres med at give sig selv omsorg, hvor man tillader sig selv at standse op og give sig selv den ilt, der skal til, for at man kan fortsætte i et sundere tempo.
Og Freja Filine Petersen skynder sig at understrege, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre – også i en presset hverdag:
”Det handler om at lære at mærke og at reagere, før man koger helt over, og at vende sin opmærksomhed mod sig selv: Hvor er mine fødder? Hvor er mit åndedræt? Hvordan er min puls? Når først man er blevet bevidst om det, behøver det ikke tage tid fra børnene,” siger Freja Filine Petersen.
Vi har forskellige behov
Da Freja Filine Petersen holdt kurser for medarbejderne i de otte institutioner, underviste hun i øvelser med klap på armene, massage og meditations- og åndedrætsøvelser.
”Der var nogen, der åd det hele råt, og som bare elskede det fra første sekund. Og så var der nogen, som var mere skeptiske, eller som fandt ud af, at der var noget andet, de havde brug for. Der var fx en pædagog, der fandt ud af, at hun kunne give sig selv ro ved at cykle en smuk omvej på vejen hjem,” siger Freja Filine Petersen, der ikke mener, der kun er en opskrift:
”Nogen kan have stor nytte af at lave åndedrætsøvelser, hvis det spidser til. I en af de institutioner, der var med i projektet, fik de installeret en massagestol i personalerummet, og det blev legitimt, at man kunne gå fra, hvis man havde brug for det. Men det, der fungerer godt i Anemonen, behøver ikke gøre det i Violen, ” siger Freja Filine Petersen.
Det skal være legitimt
Der var dog én betydende faktor, som hun mener, kan overføres til alle institutioner.
”Det havde tydelig effekt i det øjeblik, pædagogerne italesatte behovet over for hinanden. Hvis det bliver legitimt at tale om, at alle har tidspunkter, hvor de har brug for at bremse op og give sig selv egenomsorg, kan man skabe en kultur, hvor det er noget, man er bevidste om og støtter hinanden i. Derfor er det optimale, at man som personalegruppe går sammen ind i det her og får en fælles bevidsthed om, at det både kan gavne de enkelte medarbejderes trivsel - og kvaliteten i nærværet over for børnene,” siger Freja Filine Petersen.
Egenomsorg bør være grundfag
Derfor kunne hun også godt tænke sig, at emnet egenomsorg blev en integreret del af pædagoguddannelsen.
”Det kan ikke ændre de dårlige arbejdsbetingelser ude i institutionerne. Men når man arbejder i et fag, der handler om at yde omsorg til andre, bør man også lære, hvordan man giver sig selv omsorg. For det er det, der gør, at man kan blive ved med at mærke andre. Mange af de pædagoger, jeg mødte i projektet, gav udtryk for en længsel. De ville gerne have talt om det her tidligere. For når de ellers bliver sendt på kurser, handler det altid om, hvad de kan gøre bedre - de havde aldrig før oplevet, at det handlede om at hjælpe dem som mennesker og professionelle omsorgspersoner.”