Min sikkerhed, medicin, dokumentation, nødvendige plejeopgaver – og sidst relationsarbejdet

Indlægget er skrevet af Lene Reinseth Koch, socialpædagog og medlem af LFS.

Ville stilladsarbejderen bevæge sig op på sit stillads, hvis det stod og dinglede?

Ville kirurgen gå i gang med at skære i patienten, selv om anæstesilægen ikke var mødt op på job?

Ville lagermedarbejderen åbne butikken, hvis han var mødt op alene?

Når jeg tager på job som socialpædagog, skal jeg klare det uafhængigt af, hvor mange kollegaer der er.

Mine daglige arbejdsopgaver på et socialpsykiatrisk bosted under paragraf 108 kan prioriteres som følger: Min sikkerhed, medicin, dokumentation, nødvendige plejeopgaver - og som rosinen i enden kommer relationsarbejde.

Jeg er uddannet pædagog og SSA med 22 års erfaring fra samme arbejdsplads, men som udviklingen har været indenfor området, kan min jobbeskrivelse i dag sidestilles med en lagermedarbejder i Føtex. Jeg har samme kontaktflade som denne med kunderne i butikken, når det kommer til den daglige kontakt, jeg og mine kollegaer har med de 51 borgere, vi er ansvarlige for hos os.

51 borgere med komplekse og individuelle udfordringer, der bevirker, at de er afhængige af støtte 24 timer i døgnet. Støtte i form af medicinadministration, madudbringning, personlig pleje, rengøring, indkøb, tøjvask, lægebesøg og meget meget mere.

Til at udføre denne støtte er vi 18 kontaktpersoner fordelt over dag/aften og hver 3. weekend. Der er intet krav om minimumsnormering; dette er efter sigende en ledelsesvurdering. Ofte er vi fire i weekenderne og aftentimerne, dette inkluderer pædagogstuderende og vikarer.

Det sker, at man står som eneansvarlig for at varetage medicinhåndtering for de 51 borgere. Og at man er alene med vurderingen, når en borgers almene tilstand forværres enten fysisk eller psykisk.

Det betyder, at man har travlt, rigtigt travlt og alt for tit ikke når at danne sig et overblik over alle 51 borgere, men kun når det allermest presserende. Det betyder, at egne behov forskydes og negligeres. Mad, væske og toiletbesøg kan ALTID skubbes til senere, eller til når man har fri.

Det er blevet et usundt arbejde med tiden, hvor kollegaer bukker under med stress, mistrivsel og et øget sygefravær.

Hvor man kun kan overskue at hænge på, men ikke kan overskue at forholde sig til konsekvenserne af dette i længden. Hvor det ikke længere nytter at sige højt, at man ikke kan holde det ud, for der er ingen, der viser tegn på at ville ændre på dette. Hvor jeg hver dag færdes i et minefelt med fare for at blive overfaldet uden at kunne få hjælp, da alarmsystemet ikke virker optimalt. Hvor jeg hver dag ved, at dette kunne være dagen, hvor jeg lavede en fejl, der kunne have fatale konsekvenser, fordi jeg har for travlt. Hvor jeg hver dag mærker mine kollegaers og min egen mistrivsel og frustration, men blot kan sætte pris på, at de også møder op på job dagen efter. Hvor jeg hver dag undres over, at der ikke er nogen, der tager affære og siger, at nu er NOK sgu NOK, inden nogen kommer alvorligt til skade.

Mit pædagogiske virke er blevet til nødværge og langvarigt omsorgssvigt af vores allersvageste samfundsborgere. Og hver dag undrer jeg mig over, hvorfor vi stadig vælger at gå på arbejde.... selv om jeg godt ved, det handler om alle de relationer, vi er spundet ind i. Heldigt at vi i sin tid nåede at skabe disse, for ellers var der ikke meget, der holdt os fast i feltet mere, som det er i dag.