Leder

Coronakrisen viser vejen for en bedre offentlig sektor

Af forretningsudvalget i LFS

Der er historisk set fire typer af samfundskriser, der kan føre til en højere grad af frihed, lighed, demokrati og innovation, og det er krig, statsbankerot, revolution og pandemier. Det er ikke en naturlov, at resultatet er til gavn for de mange. Det kræver nemlig politisk vilje, handlekraft og de rigtige beslutninger. Men vi har en historisk mulighed. For vi kan ikke vende tilbage til den gamle hverdag, før coronakrisen. For den gamle hverdag var problemet.

Før coronakrisen lukkede Danmark ned, var den offentlige sektor presset i knæ af årtiers systematisk underfinansiering på demografiudviklingen, nedskæringer, besparelser og effektiviseringer. Konsekvenserne er til at tage og føle på. Sygefraværet er i top og arbejdsmiljøet i bund mange steder i den offentlige sektor. Brutalisering af arbejdslivet presser arbejdsglæden og meningsfuldheden helt i bund hos mange ledere og medarbejdere. Tilstandsrapporten var blevet ikke godkendt, hvis det var et hus, der skulle sælges. Skimmelsvampen havde spredt sig fra kælder til kvist.

Nedlukningen af Danmark betød, at de offentligt ansatte gik fra at være udskammede, forhånede og overhørte, til at blive udråbt som dygtige, professionelle og uundværlige ledere og medarbejdere i kritiske funktioner. De tog over, hvor markedskræfterne og de eksterne konsulenters værdiløse pseudoarbejde slutter, og sikrede samfundsindsatsen over for de svage, udsatte og sårbare medborgere.

Det, der før blev set som en floskel, at gøre en forskel for andre, kom med et trylleslag til ære og værdighed. For samfundssind er blot et andet ord for solidaritet og næstekærlighed, og det er kernen i at gøre en forskel for andre. Det er det, som er kerneopgaven for offentlige ansatte, der brænder for at gøre en forskel fra vugge til grav, uanset hvem du er, og hvor du kommer fra. Som Løgstrup formulerer det i en sætning, der på mange måde er et symbol på kernen i det, der motiverer offentlige ansatte dag ud og dag ind: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Med ét slag var der bedre rammevilkår, flere medarbejdere, der blev indført ”coronanormeringer” i dagtilbud, der blev indført rengøringsstandarder, som ikke var set de seneste 25 år i daginstitutioner, skoler og på plejehjem. Der blev lige pludselig tid til øjenkontakt og nærhed og tid til sjov og ballade hver dag i flertallet af landets 4000 daginstitutioner. Og visionen om bæredygtige arbejdsfællesskaber har blomstret de fleste steder i den offentlige sektor. Alle tog medansvar for kerneopgaven, arbejdsmiljøet og samarbejdet. Og ingen fra HR-afdelingen forstyrrede ledere og medarbejdere med endnu et projekt.

Læren af coronakrisen er, at alle nedskæringer på den offentlige sektor definitivt må stoppe. Fremover må kvalitetsrengøring, flere håndvaske, renere toiletter, bedre normeringer og flere kvadratmeter til børn, unge og udsatte borgere i daginstitutioner, døgninstitutioner og skoler ude som inde, være et must. Sundhedsvæsenet må aldrig igen tvinges så meget i knæ, som det har været på grund af evindelige besparelser, for det skal kunne klare alle former for epidemier. Nødvendighedens politik skal begraves sammen med coronavirussen.

Det kræver som minimum, at både budgetloven, serviceloftet og anlægsloftet suspenderes i 2021 og gerne i al evighed, og at resten af forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne bliver implementeret så hurtigt som muligt og ikke først i 2025.