Debat

Det er sådan her, det burde være hver dag

Af Stine Hofgaard Møller, pædagog i 100 Meterskoven

Jeg er pædagog i en vuggestue på Østerbro, og jeg har rigtig mange års erfaring med vuggestuebørn.

Jeg har som tidligere tillidsrepræsentant og pædagogisk medarbejder i Københavns kommune oplevet de årlige gentagende massive besparelser på børneområdet. Jeg har oplevet dem, mærket dem på egen krop og læst utallige beretninger fra andet pædagogisk personale og forældre med lignede oplevelser og frustrationer. Gang på gang er følelsen af ikke at blive lyttet til enorm. Ikke at blive taget alvorligt, og ikke blive respekteret for vores faglighed og viden, når vi har ytret os, og når vi gentagende gange har fortalt om de skadelige følger, det har på børn, når der ikke er tid til de livsnødvendige mængder af omsorg og kærlighed, og når der ikke er tid til nærvær og ro i de danske daginstitutioner. Det føles som at slå i en blød pude.
Inden Coronakrisen kom, var minimumsnormeringer det store samtaleemne, og et øjeblik fik vi følelsen af, at der måske var lidt hul igennem til magthaverne og pengekassen. Et lille håb om bedre vilkår. Og så alligevel ikke helt.
For de mener aldrig helt, der er råd til kvalitetsfuld velfærd for børn og svage.

Jeg er ansat på Østerbro i København i en af de klynger, der har institutioner, der åbnede op blandt de første den 15. april. Vi har i skrivende stund holdt åbent og modtaget børn i seks dage, og jeg må bare sige, at de børn, der er blevet afleveret til os, har det som blommen i et æg! Normeringen er fem børn (max) til tre voksne. Legetøj og vasketøj kommer der nogle af dagene en vikar og vasker for os. Aldrig før i mit pædagogiske virke har vi haft så god tid til det enkelte barn. Vi har øjenkontakt og nærhed og tid til sjov og ballade hver dag. Der er al mulighed for at stimulere den sproglige udvikling, de sociale kompetencer og selvhjulpenhed. Altså selvhjulpenhed når det kommer til at tage tøj af og på. Under måltiderne er der ikke den store selvhjulpenhed på grund af hygiejnetiltag. Men der er stort set ingen konflikter blandt børnene. Der er ingen snotnæser, og al den tid vi plejer at savne til at se det enkelte barn, den har vi nu.

Det er mindre børnegrupper, tid til små hyggelige ture ud af huset. Vi spiser og sover i det tempo og indenfor den tidsramme, som det passer børnene. Og ikke mindst så kommer det pædagogiske personale hjem fra arbejde, uden at være helt udkørte, og uden følelsen af utilstrækkelighed. Ingen stress og pressede dage.
Vi er netop i gang med indkøring af nyt barn, og det gør vi udenfor på legepladsen. Og jo, det kan man sagtens. Vi er en vuggestue, der er ude hver dag, og vi ved, at relationsarbejdet også foregår udendørs. Og her kan en forælder godt være i lidt længere tid ad gangen og stadig holde afstand til medarbejderen. Det kan godt lykkes, selvom det er en anden form, end vi kender.

Vi har også taget imod en lille pige, der kun havde gået hos os i tre uger inden Corona krisen, og den gang stadig syntes, at vuggestue og adskillelse fra mor var rigtig svært. Hende kunne vi tage imod i roligt tempo, med kun en voksen, kun på hende og hvor hun den første dag sad på skødet af den voksne og spiste sin frokost, så hun langsomt blev vant til os igen. Og det kunne medarbejderne gøre med ro i maven og god samvittighed over for de andre børn og kollegaer, fordi der var tid nok til alle. Og det blev den lille piges redning. Hun er nu fuldstændig tryg og glad for vuggestuelivet.

Og jeg tænker bare, hvorfor er det ikke sådan her hver dag? Det er lige sådan her, det burde være hver evig eneste dag for de her små mennesker og guldklumper.
Jeg er helt med på, at det selvfølgelig ikke er holdbart, at forældrene ikke kan opholde sig i længere tid ad gangen i institutionen. Og jeg er med på, at hygiejnetiltagene i længden er alt for omfattende. Og at det i længden slet ikke et givende og optimalt, at institutionen bliver til små enheder, der består af små stuer, der lukker sig om sig selv. Og det er selvfølgelig slet ikke en løsning på sigt, at alle børn ikke kan blive passet i den institution og på den stue, de plejer. Det er ikke alt det, jeg forholder mig til her. Det, jeg forholder mig til, er, hvor stor en betydning små grupper af børn med nok voksne har for børnenes udvikling og trivsel. Og medarbejdernes trivsel.

Jeg synes, det er ekstremt tankevækkende, hvor rolige, glade, trygge og harmoniske vores hverdage er blevet for børn og medarbejdere. Og jeg håber så inderligt, at de historier og fortællinger vil blive fortalt, husket og brugt som målestok, når vi igen kommer på den anden side og endnu engang skal forholde os til velfærd, minimumsnormeringer og det gode børneliv.