Af Elisabeth Lockert Lange

Arven efter Caroline Amalie

Et frisindet og fremsynet asyl fra 1829 har udviklet sig gennem årene til to store daginstitutioner i det indre København, Dr. Caroline Amalie 1 og Dr. Caroline Amalie 2. Begge institutioner holder de holdninger om kærlig omsorg og frie tanker i hævd, som dronning Caroline Amalie i sin tid gjorde til mærkesager for asylet.

Den 15. maj vejede splitflaget over de to daginstitutioner i Suensonsgade, Dr Caroline Amalie 1 og 2. De har 175 års jubilæum og som efterkommere efter et kongeligt asyl har de ret til at flage med splitflag!

De to institutionerne går tilbage til maj 1829, da Dronning Caroline Amalies Asyl blev oprettet. 12 år senere blev det udbygget med en asylskole. 35 år efter det blev oprettet, fik asylet sin egen grund og bygning i Suensonsgade. Og huset står stadig og er stadig fyldt med børn, ja flere end der nogensinde før har været: 150 børn fordelt på børnehave, fritidshjem og fritidsklub Dr. Caroline Amalie 1 og børnehave og fritidshjem Dr. Caroline Amalie 2.

Dronning Caroline Amalie var gift med Christian den 8. Hun var allerede som kronprinsesse meget optaget af børns vilkår og engagerede sig i et omfattende velgørenhedsarbejde for børn og kvinder. Det engagement var baggrunden for asylet. En del kvinder med børn var nødt til at forsørge sig og børnene ved at arbejde som vaskekoner og lignende i området, og asylet startede med 16 af disse kvinders drenge og piger. De var alle »ægtefødte«, asylet var ikke for ugifte kvinders børn.De første mange år flyttede asylet rundt i byen og lejede sig ind, hvor de kunne. Men efterhånden kom der flere børn til og en folkeindsamling op til Caroline Amalies regeringsjubilæum i 1864 gjorde det muligt at opføre den bygning, hvor børneinstitutionen ligger i dag. Grunden forærede kongen.

Kærlighed og fri tanke
Caroline Amalie blev kaldt »Fattigbørns Moder« og »den kongelige Fostermoder for de smaa«, fordi hun, inspireret af engelske og tyske forbilleder, engagerede sig i fattige børns vilkår, som bestemt ikke var de bedste. Tværtimod døde børn i stort antal af tuberkulose, mangelsygdomme og som følge af opvæksten i kolde fugtige boliger.

Det var industrialiseringens tid, men også en tid hvor et nyt syn på uddannelse og ytringsfrihed voksede frem, og Caroline Amalie var ganske vist meget religiøs, men hun var også både frisindet og fremsynet. Hun var tilhænger af Grundtvigs tanker om det frie ord og den frie tanke, og hun ønskede at børnene i hendes asyl både skulle lege, bevæge sig og lære at tænke selv. Og det skulle alt sammen ske under kærlig omsorg.

Hun samlede en kreds af kvinder fra overklassen og fik i kraft af sin position som kronprinsesse, og fra 1839 som landets dronning, skabt en ny, aktiv og social kvinderolle.

»Det gav status at sidde i bestyrelsen for asylet, man var med i kredsen. Og det var veluddannede kvinder, som på denne måde fik mulighed for at lave noget i samfundet, som var både interessant og socialt accepteret«, vurderer leder af Caroline Amalie 1 gennem 30 år, Lisbeth Ernst. Sammen med Mette Rohde, leder af Caroline Amalie 2 gennem mindre end et år, fortæller hun begejstret om stedet og dets historie.

Asylskolen blev oprettet i 1841 med en drengeklasse og en pigeklasse, fordi datidens folkeskoler var så dårlige at Caroline Amalie ikke ville sende asylets børn i dem. Samtidig gjorde hun Grundtvig til rektor for skolen. »Asylet ville have børnene som ret små, allerhøjst fire år gamle. Ellers havde de fået for mange unoder, mente de. Af samme grund nedlagde man drengeklassen efter nogle år, drengene var for besværlige. Men pigeklassen fortsatte helt frem til slutningen af 1930’erne«, fortæller Mette Rohde.

Caroline Amalie var meget engageret i asylet og kom der meget og ofte. Det kan man se af de breve, hun har skrevet, som nu ligger i forskellige arkiver. Selv små dagligdags ting som hvor mange trillebøre der skulle være, gik hun op i.

Arven lever
Hvert eneste år på dronning Caroline Amalies fødselsdag går børn og voksne fra de to daginstitutioner ned til statuen af hende i Kongens Have. Her synger de B.S. Ingemanns sang: Gud ske tak og lov, som blev skrevet til asylet på dronningens opfordring. Børnene får også fortalt historier fra gamle dage i asylet af personalet og af gamle elever. Især når de ældre damer fortæller bliver der lyttet intenst.

De to institutioner holder også fast i nogle af de mere pricipielle holdninger fra asylets begyndelse, ikke mindst det frie børne- og menneskesyn og den kærlige respektfulde stemning som det helt grundlæggende.

»Asylet tog sig af børnene på en anden måde, end vi gør nu. Hvis børnene var syge, så gjorde man noget for familien, gav dem tøj fx, eller de blev sendt i pleje på landet hos – ofte noget modvillige – velstillede folk til opfedning. Der blev også lavet en tjenestepigeuddannelse for de unge piger på asylet, og bagefter fandt man gode hjem til dem i netværket«, fortæller Lisbeth Ernst.

Mette Rohde supplerer: »Der har desværre også været en sort periode i institutionens liv, i 1930’erne og 40’erne var der både spisetvang og straf, hvis børnene tissede i bukserne. Der var ingen blødsødenhed, helt anderledes ukærligt end da asylet blev etableret 100 år før.« Arven efter Caroline Amalie lever stadig, og de ansatte oplever stedet som noget helt særligt.

»Husets historie er noget ekstra for os, for det bygger på en kærlig og god pædagogik. Der er også en helt speciel stemning her, varm og åben og sjov. De pædagogiske retninger har skiftet med tiderne, ligeså strukturen, men de grund-etiske værdier er bevaret. Og så har vi fortsat med at være på forkant med hvad der sker i samfundet, og hvad det betyder for børnene«, fremhæver Lisbeth Ernst.

Arven fra Caroline Amalie har ikke altid været så respekteret, som den er nu. I 70’erne var man lige ved at smide både navn og andre klenodier ud, men så galt gik det dog ikke.

»Og heldigvis, for det er vigtigt at have historien med. Vi har navnet, busten og maleriet af dronningen i fællessalen, den gamle gymnastiksal. Alligevel er meget væk, noget stjålet, andet i Stadsarkivet og på Rosenborg. «

Godt samarbejde
Det gamle hus i tre etager rummer mange muligheder, peger Mette Rohde på. Som helt ny leder af Caroline Amalie 2, som på mange måde startede forfra sidste sommer, ser hun tingene med nye øjne:

»Selvom vi har mange børn her, kan vi dele dem op, fordi vi har mange små rum. Det er perfekt, at børnene både kan få voksenfri rum og at vi har et stort fællesrum. Til gengæld kræver det meget koordinering og samarbejde at få det til at fungere bedst muligt – men det er vi også rigtig gode til! Der er en utrolig positiv stemning her, og den har betydet meget for os i et kaos. Her ånder af åbenhed og samarbejde. Jeg føler en stolthed over at være her, for man kommer til at elske stedet. Også forældrene taler om stemningen som levende, nærværende og respektfuld«, mener Mette Rohde.

Der sker hele tiden ny udvikling med nye projekter i de to institutioner. De har netop etableret en analysemetode så de hele tiden kan se, hvad der sker i en situation, især barnets perspektiv. Men nu er der så meget arbejde med årsplaner, samarbejde med mange forskellige instanser, administration osv, at det kan være en kamp at få tid til kerneopgaverne. Som mange andre institutioner føler de sig noget trængte for tiden.