40 år i branchen

Af Elisabeth Lockert Lange

Vi skal give de unge et tilhørsforhold

Ungdommen er blevet dygtigere og mere selvstændig. Kommunen har derimod lavet en hel del strukturændringer, som spænder ben for samarbejde og arbejdsglæde. Det er et par af 40 års jubilar Villy Jørgensens skud fra hoften, når han evaluerer sine mange år i den pædagogiske branche.

40 år ved styret er lang tid. På de år sker der mange ændringer med det pædagogiske arbejde, med målgruppen og med arbejdsgiveren. Hvad springer i øjnene af ændringer og tendenser, godt og skidt, når man har arbejdet med børn og unge i samme kommune i 40 år?

Det kan Villy Jørgensen, leder af den integrerede institution Lønstrupgård, fortælle noget om. Han fejrer nemlig sit 40 års jubilæum i Københavns Kommune den 11. juni.

De 30 af årene har han været leder af Lønstrupgård, en integreret institution med 300 børn mellem seks og 18 år. Til gengæld begyndte han sin pædagogiske løbebane for lidt over 40 år siden, nemlig som 17-årig i Vesterbros Ungdomsgård. Derefter gik turen til Saxoparkens kriminelle og derfra videre til Ikast seminarium og uddannelsen som børneforsorgspædagog. Men han fandt ret hurtigt ud af at det ikke var arbejdet på døgninstitutioner, der var hans rette element. Derimod blev ungdomsklubberne hans skæbne. Først startede han en ungdomsklub op i Ikast, og derefter blev han headhuntet til at rette op på én på Christianshavn. Næste stop blev opstarten af ungdomsklubben på Frederikssundsvej 348, før han fandt sig til rette på Lønstrupgård, som han også var med til at starte.

Han har været med i SSP-arbejde, og i årene 78-80 var han sideløbende med lederjobbet pædagogisk konsulent for ungdomsklubberne i Københavns Kommune. Det sidste har nok smittet af på Lønstrupgård, som er i konstant udvikling og har været først med mange ting. Fx kan de lide at være meget udadrettede og mobile, og de var derfor én af de første institutioner som fik busser. Dem har de nu tre af i forskellig størrelse. Lønstrupgård er en ægte integreret institution, hvor de 300 børn og unge er samlet, skønt formelt fordelt på fritidshjem, fritidsklub, ungdomsklub og en ny afdeling med sportsklub i samarbejde med Vanløse Boldklub.

Der er sket meget i klubverdenen og med de unge, mener Villy Jørgensen:
»De unge er først og fremmest blevet meget dygtigere. Det er spændende at de kan så meget med teknik og computere at jeg kan søge råd hos dem, når noget går galt inde på kontoret. Dengang jeg startede, var det kun os der stod i rådgiverrollen, og at det nu går begge veje giver en helt anden dialog. De unge er også meget mere selvstændige nu. Dengang sagde vi voksne hvordan tingene skulle være, nu vil de unge have medbestemmelse, og de tager ansvar. Det er en dejlig og spændende udvikling, og jeg mener vi skal lytte og ikke tro at vi ved det hele.«

Brug for et sted at være hjemme
For 30-40 år siden var klubberne meget lokalt forankret, og det var i meget høj grad det lokale tilhørsforhold der var afgørende.

»Der var lidt landsbypræg over det; man hørte til en bestemt bydel. Det er langt mere svævende nu, hvor det snarere handler om de tilbud, den enkelte ungdomsklub har. De unge skifter meget rundt, alt efter hvor der lige nu sker noget spændende. Og på den ene side er det fint med konkurrencen mellem klubberne, men på den anden side giver det nogle økonomiske og personalemæssige problemer på institutionerne, hvor ressourcerne gives efter medlemstal«, peger Villy Jørgensen på.

Han mener nu heller ikke at man af den grund skal springe med på alle bølger.

»Så får vi de samme aktiviteter alle sammen som fx computercafé og lektiecafé. Jeg mener at vi skal give de unge et tilhørsforhold. Vi skal tilbage til forskelligheden i lokalsamfundet og væk fra det institutionsprægede. De unge her i ungdomsklubben har f.eks. ikke kun brug for et sted at være fra kl. 18 til 22, de har også brug for at kunne dumpe ind om eftermiddagen. Vi lytter til dem for at høre hvad de har brug for, og vi eksperimenterer med at give dem et sted her, hvor de kan være sig selv uden pædagoger. Faktisk overvejer vi at lave en nøgleklub for dem fra fx 14 år, så de selv kan komme her, og alligevel have pædagoger i nærheden, som de kan gå til hvis der er behov. Den mulighed ville jeg ikke have overvejet i gamle dage, og det er en markant forskel fra dengang til nu at vi kan give dem langt større ansvar og medbestemmelse. Jeg mener også at man bør sætte et langt større beløb af til de ting de bestemmer selv. Vi kan se hvor fint det går når de er medbestemmende fx på koloni. Selvom vi også lige skal holde øje med deres justits med hinanden, for deres tolerance er mindre over for hinanden.«

Opsplittet område
Mens Villy Jørgensen ikke har ret meget at sige de unge på, er hans vurdering af kommunen noget anderledes. Der er efter hans opfattelse sket en del ændringer, som ikke er hensigtsmæssige, og som gør arbejdet mindre sjovt.

Først og fremmest handler det om at byens daginstitutioner i forbindelse med overgangen fra magistratsstyre til udvalgsstyre blev delt op i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Og nogenlunde samtidig blev mange opgaver decentraliseret ud til socialcentrene.

»Vi havde et tæt samarbejde med børnehaver, fritidshjem osv. Det samarbejde faldt fra hinanden, da vi blev delt op på to forvaltninger. Vores vilkår blev for forskellige. Samtidig gik der megen viden og ekspertise tabt, da de eksperter vi kendte og brugte blev flyttet rundt til andre opgaver. Mange helt ud på lokalcentrene som sagsbehandlere. De evindelige strukturændringer de sidste 20 år er et grundlæggende problem for os. Hver gang vi næsten kan et system, bliver det ændret. Det giver frustration på institutionerne, at vi aldrig når at gennemprøve ting. Samtidig er der skåret utrolig meget ned, vi har fået KØR, indkøbsordningen og andre ITsystemer, som ikke fungerer optimalt, og som vi bruger en masse tid på. Der mangler en koordinering, som det er nu, skal vi selv hele tiden holde øje med og følge op på, at kommunen overholder aftalerne og giver os det i budgettet de har lovet. Det er anstrengende«, konstaterer Villy Jørgensen, som peger på at man som pædagog i dag skal kunne utrolig meget.

»Pædagoger har tidligere haft svært ved at formulere hvad de laver, men nu går det helt agurk den anden vej med årsplaner, læreplaner, miljøcertificeringer osv. Der bruges meget tid på at skrive, og dertil kommer den udlagte administration. Som pædagoger oplever vi en magtesløshed, og vi savner at have med børn og unge at gøre.«

Pædagogikken og pædagogerne har også ændret sig, primært fra en meget praktisk indstillet tænkning til en mere teoretisk tilgang.

»De unge pædagoger ved meget, det er en fornøjelse i faglige debatter, men der er stor forskel på, hvad de lærer på seminariet og så den daglige praktiske pædagogik. Som regel er vi nødt til at fjerne nogle illusioner fra de unge praktikanter. Mange af de unge som kommer i praktik nu har ofte ikke har været ude i samfundet, og de kender ikke altid deres forpligtelser. Og så er der meget vigtige ting de ikke lærer på seminariet, fx hvornår de ikke skal være alene med et barn eller en ung. Der er meget vi må lære dem«, fortæller Villy Jørgensen.

Ressourcekrævende forældre
Et konkret jordnært problem de oplever på Lønstrupgård er stigningen i antallet af støttekrævende børn og unge bl.a. dampbørn. Her føler de sig ladt i stikken af kommunen, for børnene placeres i institutionen uden støtte.

»De er meget ressourcekrævende for vores ansatte og for de andre medlemmer her. Ofte får vi slet íkke besked om barnets vanskeligheder på forhånd, og vi skal til at søge om alt selv. Hvis de fx er aggressive og forældrene nægter at medicinere dem, så er os, der har ansvaret. Der er brug for en støtteperson som kan sige, også til forældrene, hvad der er brug for«, siger Villy Jørgensen.

I det hele taget har forældregruppen ændret sig, den stiller langt større krav, mener han. De er en årgang ældre end tidligere når de får deres ønskebarn, og han ser en tendens til at de i meget høj grad fokuserer på netop deres barn og glemmer den sociale side. »Mig først«-tendensen, som han kalder det, kan være belastende for de ansatte. Selvom han til sin glæde møder mange forældre, som er tidligere medlemmer i institutionen. Bl.a. på de familiekolonier og familieskiture, som institutionen ser som en vigtig opgave at arrangere, hvor forældrene er med og passer deres egne børn, men samtidig har mulighed for at være sammen med andre voksne.

Et andet stykke arbejde som han ser som meget positivt er samtænkningen med skolen. En vigtig og god udvikling, men ligeså vigtigt er det at det er to uafhængige institutioner der samarbejder. Også efter fritidshjemsaftalen udløber i 2008.

»Så af mange grunde er der brug for større normeringer på området«, opsummerer Villy Jørgensen og giver det råd til politikerne og kommune, at udover at hæve normeringerne, bør de igen samle byens institutioner i en forvaltning.