Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ny løn på specialområdet: Af Niels Andersen, faglig sekretær i LFS
Lønudviklingen er gået i stå
Pædagoger på specialområdet i LFS, har en dårligere lønudvikling end kollegaer i resten af landet. De halter også efter daginstitutionspædagogerne i København. Det skal der nu rettes op på. LFS forhandler med FAF.
I maj 2003 indgik LFS nye forhåndsaftaler på specialområdet. Det skete på baggrund af erfaringerne tilbage fra 1998, hvor Ny Løn blev indført. Den nye aftale dækker perioden 1. april 2002 til 31. marts 2005. LFS gjorde ved forhandlingen opmærksom på, at de var bange for, at den nye aftale ikke ville sikre pædagogerne en tilstrækkelig lønudvikling. Forvaltningen var ikke enig. Det blev på den baggrund aftalt at indsætte følgende formulering i forhåndsaftalerne:
Parterne er enige om at følge lønudviklingen på området med henblik på at sikre en individuel lønudvikling for pædagogerne og afdelingslederne /lærerne/ omsorgs- og pædagogmedhjælperne ved de lokale forhandlinger. Parterne aftaler at mødes til drøftelse heraf 1.4.2004. Såfremt der på det tidspunkt ikke er resultater fra de lokale forhandlinger, der viser, at der generelt for området er anvendt mindst hvad der svarer til forlodsfinancieringen i gennemsnit, forbeholder parterne sig ret til at aftale yderligere centralt aftalte tillæg i forlængelse af denne aftale. FLD statistik bruges som grundlag, dog tages der forbehold for åbenbare fejl i FLD.
Livrem og seler
På godt dansk står der i aftalen, at kan parterne ikke finde ud af at forhandle lokalt på den enkelte arbejdsplads, så vil forvaltningen (FAF) og LFS indføre flere »skal-tillæg«. Der blev på den måde givet et kraftigt signal til forstandere og ledere om at sikre at de ansatte får en lønudvikling, der svarer til hvad andre ansatte opnår. Der blev på de fleste arbejdspladser forhandlet fra august og frem til begyndelsen af november 2003.
Resultatet af forhandlingerne kan aflæses i den lønstatistik, som FLD (Det Fælleskommunale løndatakontor) siden har udgivet. Den omhandler lønudviklingen i perioden november 2002 til november 2003. I den periode fik alle kommunalt ansatte en generel lønforbedring på 2,94 pct. De ekstra penge kunne ses på lønsedlen i april, august og oktober 2003. Der var endvidere afsat 1,47 pct. af lønsummen til lokalforhandling. Det man kalder Ny Løn.
Lægger man de to tal sammen får man 4,41 pct.
Hvordan er det gået
En lønudvikling på 3,2 pct. er det pædagogerne på specialområdet i København har fået i perioden november 2002 til november 2003. Vel at mærke de pædagoger(assistenter), der var i samme stilling i hele perioden. Pædagogerne på landsplan har fået en lønudvikling på 4,6 pct. i samme periode.
Sammenlignes med daginstitutionspædagogerne bliver billedet ikke bedre. Her har der været en lønudvikling på 5 pct. i København.
Lønudviklingen for alle kommunalt ansatte har i samme periode været på 4,8 pct. Ses på Københavns kommune, har lønudviklingen her også været på 4,8 pct.
Der er således for LFS ingen tvivl om, at lønudviklingen for specialområdets pædagoger ikke har været god nok.
Fagforeningen har derfor rejst krav om, at der indføres et skal-tillæg til alle på området, det sikrer den samme lønudvikling som andre har haft. Det er for LFS afgørende at et sådant skal-tillæg kommer på plads inden lønforhandlingerne i 2004, da man ellers kan frygte at stå i den samme situation når dette år er gået.
»Det er nu vi skal have en aftale på plads. Problemet er jo ikke nyt. Lønstatistikkerne sidste år var heller ikke gode. Det er derfor nødvendigt med flere centrale tillæg. Ellers vil specialområdet, ikke kunne fastholde og tiltrække kvalificerede pædagoger i fremtiden,« siger Britt Petersen.