Sundbygård

AF ELISABETH LOCKERT LANGE

Bør psykisk syge misbrugere bo dør om dør med psykisk syge uden misbrug?

Der gør de på Sundbygård, bocenter for psykisk syge. Fordelen er at det er lettere for misbrugerne at komme ud af deres misbrug. Ulempen at det kan være generende for de i forvejen sårbare og angste beboere.

23 pct. af Bocentret Sundbygårds psykisk syge beboere har et misbrug af alkohol og/eller hash. Det viser en intern undersøgelse, bocentret har lavet.

De psykisk syge misbrugere bor i centrets botilbud dør om dør med resten af beboerne, som ikke har et sådant misbrug. Og er det i orden eller bør psykisk syge med et misbrug placeres et andet sted end psykisk syge uden et misbrug, sådan som Landsforeningen Sind argumenterer for? Det spørgsmål skal det socialpsykiatriske bocenter nu tage stilling til og give sin vurdering af.

På Sundbygård er man selvfølgelig opmærksom på at blandingen af almindelige beboere og misbrugere kan være et problem. Et forslag med en mulig løsning på problemet er udarbejdet, og det er netop nu til høring i diverse udvalg og råd og er derfor fortroligt. Men forstander Dorrit Vestergård lægger ikke skjul på sin egen holdning:

»Jeg mener at de psykiske syge misbrugere lettere kommer ud af deres misbrug, når de er sammen med ikkemisbrugere. 50-60 pct. af dem der visiteres til Sundbygård har et misbrug. Det betyder at vi gennem vores indsats i løbet af nogle år får over halvdelen af misbrugerne ud af deres misbrug. Nogle kan dog være så stærkt misbrugende, at vi ikke kan nå dem. De som dels ikke kan komme ud af misbruget, dels generer de andre beboere ved at forsøge at presse penge af dem eller direkte stjæle fra dem, dem kan de andre selvfølgelig ikke bo ved siden af. Til dem mener jeg der skal findes et andet tilbud, hvor man arbejder med misbruget på en anden måde. Og måske skal vi også arbejde med skærmede områder for de beboere, som ikke kan holde ud at bo tæt på misbrugere. «

Relationsarbejde
Når en ny beboer flytter ind på Bocentret Sundbygård, kommer han eller hun ofte direkte fra en hospitalsindlæggelse. 98 pct. af beboerne er skizofrene, som ikke kan rummes i andre tilbud, og der sker ingen differentiering af dem ud fra om de er misbrugere eller ikke. De flytter ind efter tur.

Først og fremmest er de meget præget af angst. Det kan let føre til et angstdæmpende misbrug af alkohol, hash og i enkelte tilfælde rygeheroin ved siden af den medicinering, de som oftest får i forvejen; en meget skidt kombination.

Misbruget tager Sundbygård fat i med det samme de flytter ind, forsikrer Pelle Karlsson, tillidsrepræsentant for stedets næsten 50 pædagoger.

»De får ikke lov at have deres misbrug i fred. Vi forstyrrer dem i det, konfronterer dem med det, tager det op hele tiden, også på beboermøder. Før de flytter ind får de klart at vide at stedet ikke accepterer misbrug. Dels er det ulovligt, dels er beboerne syge og på medicin, og så kan det være slemt med et misbrug ved siden af. Vi fortæller dem at vi ringer til politiet, hvis vi opdager handel med stoffer, og vi gør det. Men vi hverken kan eller vil smide dem ud herfra, det er deres eget hjem. Med vores pædagogiske virkemidler arbejder vi derimod hele tiden på at få dem ud af misbruget.«

De pædagogiske virkemidler er først og fremmest tætte, nære relationer til beboeren. »Den bedste indsats sker i et nært samarbejde med beboerne, hvor vi bygger en fortrolighed op, støtter dem og laver mange ting sammen med dem. Derfor har vi også et højt aktivitetsniveau med mange tilbud både i huset og udenfor. Samtidig får misbrugerne her forskellige tilbud, som kan hjælpe dem ud af misbruget, nogle får fx øreakupunktur med opfølgende psykologsamtaler. «

Handleplan inden for 14 dage
Et afgørende vigtigt redskab i arbejdet er den individuelle handleplan, som hver enkelt beboer laver i samarbejde med sin kontaktperson. Den indeholder beboernes egne mål for deres liv, hvordan de vil nå de mål, og hvad de har brug for af støtte til det. Handleplanen bliver lavet i løbet af de første 14 dage, og den evalueres med få måneders mellemrum. Hvis der er et misbrug, tages der selvfølgelig også stilling til det i den. »

Handleplanen er et godt konkret redskab, og et som beboerne har ejerskab til. Samtidig er det dokumentation for vores indsats. Som kontaktpersoner støtter vi dem først og fremmest i deres daglige liv, i hverdagens gøremål, og i at tage ansvar for deres eget liv og få en større livskvalitet.

Medbestemmelse er en af vores pædagogiske målsætninger, og beboerne er fx med til at vælge deres kontaktperson. Vi arbejder også ud fra en recovery- tankegang, dvs vi bygger på, hvad der virker for den enkelte, på succesoplevelser, sådan at de får overskud til at gå videre til områder som de har det svært med«, siger Pelle Karlsson og tilføjer: »

Vi ser heldigvis positive effekter og resultater, men der er et langt tidsperspektiv, så man skal være tålmodig i dette arbejde.«

Nødvendig udvikling
Sundbygård er en stor institution med i alt over 200 beboere tilknyttet. I selve huset på bocentret på Røde Mellemvej er der 170 beboere, på et gods på landet bor 22, mens 15 personer har egen lejlighed i socialt boligbyggeri med støtte fra Sundbygård. Alligevel er der venteliste.

Hver beboer har mindst én kontaktperson. Præcis hvordan det er struktureret er i høj grad op til de enkelte boliger, nogle steder opererer med én kontaktperson, andre med en primær og en sekundær, andre igen arbejder i team. Normeringen betyder at hver kontaktperson har to beboere; en god normering mener Dorrit Vestergård; personalet er dog mere belastet i nogle perioder end i andre, modificerer tillidsrepræsentanten det.

Ca. halvdelen af kontaktpersonerne er pædagoger, den anden halvdel sundhedsfagligt uddannede.

Både ledelse, personale og beboere er involveret i sammen at udarbejde en udviklingsplan for stedet og arbejdet for to år af gangen. De sætter kvalitetsmål op og handleplaner for målene. Det giver enighed om målsætninger og hvordan der arbejdes.

Udviklingsplanen indeholder kvalitetsmål for hele bocentret, fx om samarbejdet med pårørende, om et højt aktivitetsniveau for beboerne, og om medarbejdernes kompetenceudvikling i forhold til relationsarbejdet med beboerne.

Efteruddannelse er vigtigt for en arbejdsplads som Sundbygård, vurderer Dorrit Vestergård, og det bliver også prioriteret. Bl.a. skal alle kontaktpersonerne gennem en uddannelse for kontaktpersoner i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens regi.

En krævende rolle
At være kontaktperson for de psykisk syge beboere er krævende. Beboerne har megen angst, og som kontaktperson skal man kunne rumme den angst. Man skal være psykisk robust, empatisk, have en stor tålmodighed og et menneskesyn som »er i orden«.

Som kontaktperson skal man bakke op om alle beboerens dagligdags gøremål: komme op om morgenen, planlægge dagen, rydde op osv. Det kræver et godt, tæt forhold. Der kan være dage hvor beboeren ikke vil noget, så må kontaktpersonen prøve at motivere igen.

»Selv om de er angste er de som alle andre mennesker også sociale, men af sig selv magter mange af dem ikke at møde andre. Vores opgave er at støtte op om at de har netværk, at de tør komme ud og deltage i aktiviteter og få kendskab til lokalområdet, og at de har kontakt med de pårørende. De isolerer sig, hvis de bliver ladt i fred«, fortæller Pelle Karlsson.

Netop arbejdet med de pårørende er vigtigt, især fordi der er mange unge mennesker på Sundbygård. De er repræsenteret i Centerrådet ligesom beboere og medarbejdere.

»Det er vigtigt for os at de er med og forstår hvad vi gør, og vi ser det som vellykket, når beboerne gerne vil have dem med. Hvis man skal rundt om det hele menneske, og se livsforløbet og historien, så er det godt at få flest mulige synsvinkler på bl.a. fra forældrene. Og hvis beboeren ikke vil se dem, og det bestemmer de jo, så ligger der en konflikt bag, og den skal vi hjælpe dem med at løse«, vurderer Dorrit Vestergård.