Leder

Det skal være nemt at være god som pædagogisk leder

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

Det er 10 år siden, klyngestrukturen blev indført i København. Det var først og fremmest en gigantisk spareøvelse på små 100 millioner kroner, der var et direkte resultat af nødvendighedens politik, der dikterede, at den offentlige sektor skulle betale prisen for finanskrisen i 2008.

Det var et spørgsmål om pest eller kolera. Valget stod mellem grønthøster-nedskæringer, der ville gå ud over alle daginstitutioner, eller mellem at reducere i ledelseslaget og øge ledelsesspændet med alle de konsekvenser, det ville have på nærværende faglig ledelse.

Det startede med 79 klynger og klyngeledere, som den 1. august 2016 blev reduceret til 39 klynger og klyngeledere. Intentionerne var, at man på trods af de kraftige nedskæringer, ville skabe øget strategisk ledelse, ensartet serviceniveau i hele byen, bevarelse af mangfoldighed og pædagogisk særpræg og afbureaukratisering. Man ville også skabe stærke ledernetværk, hvor faglige kompetencer kunne styrkes, udvikles og vedligeholdes. Alt sammen med det formål at hæve kvaliteten af kerneopgaven.

Klyngerne har ikke været en entydig succes. Nogle steder er mange af intentionerne blevet opfyldt. Andre steder har der været længere mellem succeshistorierne. Klyngestrukturen får ofte ansvaret for det hele. Men går man tættere på, har den største barriere for succes været, at selve klyngestrukturen var underfinansieret fra sin fødsel. Og man får det, man betaler for, som det også er tilfældet med folkeskolereformen. Store strukturelle forandringer kræver, at økonomien følger med, ellers er risikoen for fiasko stor.

Derfor er det selvfølgelig positivt, at Børne- og ungdomsudvalget i Københavns kommune påbegynder en genopretning af det kommunale daginstitutionsområde og både øger antallet af klynger og klyngeledere med otte, fra 39 til 47. Men vi er langt fra 80+ klynger. Vigtigst af alt mindskes ledelsesspændet for pædagogiske ledere. Antallet skal øges med indtil videre 35 nye pædagogiske ledere, og er der mere end 200 meters afstand mellem adresser i samme institution, skal der være pædagogisk ledelse på alle adresser. Der vil blive prioriteret i alt ca. 30 millioner kroner mere til ledelse. Så mangler vi blot 70 millioner kroner!

Men er det nok? Det korte af det lange svar er Nej! Vi skal meget længere i genopretning af nærværende, attraktiv og bæredygtig pædagogisk ledelse i byens daginstitutioner. Heldigvis vedtog Børne- og ungdomsudvalget enstemmigt en lang række forslag, der peger den rigtige vej.

Her er et par bud, som politikerne forhåbentlig vil gøre til virkelighed i de kommende år:

1. Optimal enhedsstørrelse i forhold til den pædagogiske leders faglige ledelse af arbejdsfællesskabet og det professionelle læringsfællesskab: Max. seks grupper/stuer og cirka 18 faste pædagogiske personaler. Det giver en realistisk stuemødedeltagelse for ledere med en strukturel kvalitet i sin praksis.
2. Hvis enheden har mange børn i udsatte positioner, skal tallet af grupper reduceres. Tre til fem grupper/stuer per pædagogisk leder, afhængig af, om der er en teamkoordinator på fuld tid til at aflaste den pædagogiske leder.
3. Hvis en leder skal lede to matrikler, vil max antal grupper pr pædagogisk leder være: Fire maksimalt fem grupper/stuer, hvis man vil sikre kvalitet i den faglige ledelse.
4. Optimal klyngeledelsesteamstørrelse er fem til seks pædagogiske ledere plus klyngeleder.
5. Slutteligt: Den ideelle ledelsesdimensionering i en ideal-klynge er: Seks enheder, hver med op til seks grupper ledt af seks pædagogiske ledere.

Bliver det til virkelighed, så er der chance for, at det bliver meget nemmere at være god som pædagogisk leder i Københavns Kommune – og så kommer der flere stjerner og færre vandbærere blandt medarbejderne. Det fortjener byens børn og de pædagogiske medarbejdere.