Spørg LFS-monopolet
Vi er så irriterede - hvordan får vi professionalismen tilbage?
Kære LFS-monopol
Vi er et par kollegaer, der er tiltagende irriterede over en bestemt forælder. Det er jo ret tabu, og det må man ikke rigtigt være – og vi gør virkelig også, hvad vi kan for ikke at vise det. Men nu skal vi altså have luft og et godt råd til at tackle vores egne følelser.
Sagen er, at faren her mener, at hans lille dreng er ekstraordinært godt begavet, og at vi derfor skal udvise en række særlige hensyn. Faren (som har en høj akademisk uddannelse) har fortalt, at han selv havde en svær barndom og skoletid, fordi han følte sig ensom og anderledes på grund af sit høje intellekt, og han vil gerne undgå, at hans egen søn får de samme oplevelser.
Men vi er nok ikke helt enige i det med den ekstraordinært gode begavelse. Vi ser en lille dreng, som er lidt grænseløs, som har svært ved at vente på tur, og som har svært ved ikke hele tiden at være i centrum for de voksnes opmærksomhed. En dejlig dreng, men også en dreng som har brug for hjælp til regulering.
Far derimod mener, at den forstyrrende adfærd handler om drengens høje intelligenskvotient, og at han derfor er understimuleret. Han mener derfor, at vi skal finde særligt svære puslespil og bøger til drengen, og at han skal tilbydes mange samtaler med voksne.
Vi har naturligvis læst lidt op på det med højt begavede børn, og vi har svært ved at få det til at matche. Han udviser ikke stor interesse for tal og bogstaver, og vi hører ikke tanker og overvejelser fra ham, som ikke er alderssvarende. Vi tænker faktisk, at drengens største udfordring er en far, som gerne vil se sig selv i sit barn, og som derfor kommer til at pålægge ham noget, han ikke er.
Det er meget følsomt, og far er meget offensiv på emnet – og ret krævende. (Der er også en mor, men det er primært far, der henter og afleverer og som vi i det hele taget kommunikerer med.)
Vi skal nok klare det rent fagligt; om ikke andet må vi inddrage PPR. Men vi oplever begge en enorm irritation over for faren, som vihar lidt svært ved at greje og gennemskue. Hvordan får vi professionalismen tilbage?
kh de lidt skamfulde
Kære skamfulde
I har hermed fået luft for jeres følelser. Det gode råd skal jeg bevæge mig ud i.
I skal starte med at finde ord, der udvider jeres definition af ham og som er så dækkende som muligt. Her får I brug hjælp hos en kollega eller jeres leder. Men også fra ham selv. Mener han selv, at han er krævende og offensiv, eller kan der komme mere nuancerede begreber på, som rammer jeres evne til at drage omsorg. Bange, ked af det, usikker… fortsæt selv listen.
“Vi oplever, at du er meget krævende i de her situationer, for du har krav, som vi ikke kan eller vil honorere, fordi vi ikke kan stå inde for det fagligt. Men måske er du også noget andet…”
Dernæst er I kommet frem til, hvad årsagen er: Hans egne barndomsoplevelser og projektioner. I skal også have udvidet, om det kan være andre ting, der spiller ind. Uenighed mellem forældrene, usikker tilknytning til egen forældre, faktorer i hjemmet, der forstærker helt almindelige bekymringer om ens børn… fortsæt selv listen.
Robert Sapolsky, som er amerikansk professor i neurologi og biologi siger i sin bog Behave, at den bedste måde at få alle discipliner (psykologi, biologi, sociologi etc.) ind i sine faglige vurderinger er ved at bevæge sig bagud i tid. Den baglæns tidsrejse er et fantastisk organiserende princip, når man skal afdække bøvl. Tommelfingerreglen er, at man taler om, hvad der skete sekundet før, minuttet før, måneden før og årene før. I må sammen vurdere, hvordan langt tilbage den tidslinje skal gå. Men den er afgørende for, at I kan vurdere, hvad der spiller ind på drengens udvikling. Og hvad der handler om ting, I kan løse sammen. Og hvad der skal løses med hjælp fra andre uden for institutionen.
Først og fremmest skal I have lavet en aftale med forældrene om, hvornår I taler om det her. De skal have mere tid og opmærksomhed fra jer end andre forældre. Og det skal I have lavet en kadence for, så I er velforberedte og kan møde dem uden irritation.
Dernæst skal I sammen med forældrene få udvidet jeres opfattelse af, ‘hvem han er’.
Sidst men ikke mindst skal I have afprøvet og udfoldet jeres tese om barndomsoplevelser og projektioner.
Jeg tænker, at I har fat i professionalismen. Den er hverken væk og skal findes igen. I benævner det, der bøvler. Reflekterer over det, I finder ud af, benævner igen og handler igen, så gør I præcis det, der skaber udvikling.
God vind og hold fast i, at skammen holder os på det etiske spor i arbejdet med dem, vi er sat i verden for.
Kirsten Gunvor Løth
Kære ”kollegaer”
I skriver, at I nok skal klare det rent fagligt. Jeg tænker dog, at forældrerelationen er en stor del af fagligheden. Det mener I nok også, for I slutter jo selv af med det vigtigste spørgsmål i dette: ”Hvordan får vi professionalismen tilbage?”
Det er klart, at der kan være forældre, man har det ”svært” med (det har jeg i hvert fald oplevet). Jeg synes dog ofte, at de fleste mennesker har både tiltalende og mindre tiltalende sider, så for at relationen kan blive bedre, skal I måske overveje, om man kunne tale med ham om andet end barnet, så man derigennem kunne få et andet syn på ham. Når jeg læser det, I skriver, får jeg i hvert fald en fornemmelse af, at I også har stemplet ham.
Det er i min optik vigtigt at tage tyren ved hornene. I er nødsaget til at få talt med faren omkring jeres syn på hans barn og hvilke udfordringer, I mener, der er. Måske kan man nedtone, hvorvidt det handler om intellekt, men mere kigge på, hvilke faglige vurderinger I har gjort, og hvilke tiltag, I mener, der skal være. Det kan være vigtigt, at faren hører lidt om, hvor uhensigtsmæssigt det kan være at projektere sin egen barndom over på sine børn, men det er ikke jeres opgave at opdrage faren.
Så først og fremmest skal I overveje jeres egen praksis i forhold til faren og jeres relation til ham. Hvad kan I gøre for, at I ikke bliver forudindtaget? Og hvordan får I den bedst mulige relation til faren? Husk han også er et uperfekt menneske med sin bagage.
Dernæst skal I have en dialog med forældrene omkring de faglige refleksioner, I har omkring barnet, således at I får hjulpet ham bedst muligt.
Håber, det kan bruges, og husk, at dette er en spændende faglig udfordring, som man kun kan blive en bedre og mere rummelig medarbejder af.
Emil Solvind
Spørg LFS-monopolet
Kan du tillade dig at være irriteret på din kollega, fordi hun tygger tyggegummi hele dagen? Er du træt af, at venner og bekendte altid vil have gode råd om deres børn, når I ses til rødvinsmiddage?
Du kan nu få LFS-monopolets kvalificerede bud på svar på de dilemmaer, du ikke kan finde svar på i en overenskomst, arbejdstidsaftale eller hos din tillidsrepræsentant.
Send dit spørgsmål til lfsnyt@lfs.dk, så vil panelet gøre sit bedste for at hjælpe dig.
PS: Du er selvfølgelig helt anonym.
Panelet
Emil Solvind, født 1982. Pædagogmedhjælper og FTR på Frederiksberg. Rådgiver ofte venner og bekendte… til tider endda med succes.
Majbritt Kronbøl, født 1963. Dagplejer og valgt områdeformand for dagplejen. Har en mening om det meste og putter ikke med den.
Kirsten Løth, født 1979. Pædagog og valgt områdeformand for almenområdet. Tænker, at der ikke er ret meget, man ikke kan løse ved at bruge ord – mange ord.
Lisbeth Waidtløw, født 1967. Socialpædagog og valgt områdeformand for specialområdet. Kan næsten altid se en sag fra flere sider – og det hjælper med kaffe undervejs.