Kronik

Vi vil have mere bøvl og tænke langsomt

Hvis vi i fremtiden skal skabe dagtilbud, der er præget af gennemsigtighed for forældrene, høj kvalitet for børnene og et godt arbejdsmiljø for ledere og medarbejdere, kræver det åbenlyst gode normeringer, dygtige medarbejdere og ledere og et opgør med den politiske detailstyring. Slut med at kommuner tvinger gulvfolket til at producere data, som ingen forskel gør for børnene, skriver Kirsten Løht, formand for almenområdet i LFS.

Dagtilbudsloven sætter den politiske retning for, hvad daginstitutioner skal. Men den kommunale detailstyring har taget overhånd i konkurrencen om, hvem der kan levere de bedste dagtilbud og producere de dygtigste børn. Og indtil videre er der ikke leveret evidens for, at det har gjort en forskel for dem, det handler om – børnene. Det er stadig arbejderklassens børn, der taber i den store konkurrence. Så hvis man fra politisk hold virkelig mener, at man vil ulighed til livs, så skal vi gøre noget helt andet. Det kræver, at gulvfolket rejser sig og tager magten over hvilke data og metoder, der virker lokalt. Systematik bliver det store dyr i åbenbaringen.

Systematik nedbryder rustningen og styrker dømmekraften

Alle husker de to statskanalers dokumentarfilm om de rå vilkår i ”Hvor er der en voksen” og ”Daginstitutioner bag facaden”. Og selv om der efterfølgende er gået sport i at være de første til at indføre minimumsnormeringer i danske kommuner, så må vi erkende, at normeringer ikke er det hele svar. For det er trods alt ikke alle dagtilbud, der havner i den forråelse, vi så løbe over skærmen. Så hvordan undgår vi at blive formynderiske overfor forældre og forråede overfor de små guldklumper? Hvordan sikrer vi, at vi ikke i afmagt ifører os følelsesmæssig rustning?

En del af svaret er, at vi skal indrette os på en måde, hvor det er trygt at kaste lys på det, der bøvler. På de gange hvor vi er snublet, og hvor vi godt ved, at det ikke er normeringernes skyld, at vi gjorde, som vi gjorde.

For en håndfuld år siden tog jeg en beslutning om, at vi skulle afsætte tid på hvert personalemøde til at lege. Vi var på papiret var enige om, at legen skulle fylde meget mere i vores og børnenes hverdag. Men det var som om, at det ikke rigtig greb om sig. Den korte historie om den systematik er, at det blev langt sjovere at gå til personalemøder. Samtidig tog jeg en beslutning om, at vi på hvert personalemøde skulle tale om vores faglige snubletråde. Jeg udvalgte et tema – det kunne være forældresamarbejde - medarbejderne valgte selv en snubletråd. Vi startede i det små: Bare fortæl om en snubletråd - ingen fordømmelse, gode råd eller feedback. Bare tak. Systematikken gjorde, at det blev lettere for de fleste. Og det blev tydeligt hvem, der ikke ville eller kunne – eller i hvert fald skulle have særlig støtte til det. Men også hvem, der havde let ved det, og som endte med helt af sig selv at komme ind på mit kontor og fortælle, når de var snublet.

Væk med koncepter og skråsikkerhed

Den måde at arbejde systematisk med snubletråde og kollektivisere dem gjorde – uden at vi vidste det på forhånd - at vi også fandt ud af, hvad vi skulle vide mere om. At vi nok var nødt til at tage en runde på tilknytningsteori, på det pædagogiske måltid og på, hvad vi har brug for at tale med forældre om, når de kommer første dag med deres vigtigste små mennesker. Det blev også med tiden let at stå fast på det, som vi vidste, at der var forskningsmæssigt belæg for – vi vækkede for eksempel ikke børn fra deres lur. Det gjorde det let at tage imod nye familier og medarbejdere, fordi alt er ikke lige godt. Og det er ikke godt for nogen at starte forfra hele tiden.

At være dagtilbudsleder er at være leder af bøvl og dilemmaer. Det er besværligt, og man er aldrig helt sikker på, at man har taget den rigtige beslutning eller foretaget den perfekte vurdering. Man må derimod spejde efter, om det, man foretager sig, vækker genklang hos børn, forældre og personalet.

Ind med tvivl og systematik

Systematisk arbejde med leg og snubletråde, blev starten på en rejse, hvor vi udviklede pædagogiske oneliners, der tegnede et billede af vores børnesyn. Hvor ambitionen om at udvikle vores systematik gjorde, at vi fik delt relevant viden med hinanden, delt tvivl med hinanden og skabt en institution, hvor der var overskud til at finde på nye former for organisering, vores egne oneliners. Og hvor vi tog fodbad i kogt pasta

Systematikken skaber forudsigelighed. Den sørger for, at vi ved, hvornår vi skal tale om hvad. Og det er helt afgørende, hvis man gerne vil skabe rum, hvor alt det bøvlede og ubehagelige kommer frem. Der hvor vi kan tale om det, vi fagligt er mindre stolte af. Det skal vi, fordi vi vil skabe institutioner, der er gennemsigtige, hvor brutaliteten og magtfuldkommenhed ikke er det, der styrer fællesskabet.

Dem, der skal kigge dagtilbuddene over skulderen, skal vurdere, om dagtilbuddene lever op til lovens bestemmelser – og der skal være en klar kommandovej for, hvordan man håndtere det, når man opdager dagtilbud, hvor kvaliteten ikke er i orden. Til gengæld skal området kunne stå på mål for, hvilken systematik man har og hvilke data, der er relevante for at udvikle praksis til gavn for børn, forældre og arbejdsmiljø.