Leder
Grænsen for frihed slutter, når man skader andre
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Der har været udvist ekstremt stort samfundssind og medansvar for de mest sårbare under hele coronakrisen, og vi har som borgere respekteret, at sundhedsfaglig viden var udgangspunktet for de begrænsninger, som var nødvendige for at få covid-19 under kontrol og reducere antallet af tabte menneskeliv. Det, som verden har stået igennem, har været et enormt indgreb i den personlige frihed. Men de fleste har forstået, at grænsen for ens personlige frihed netop går ved, at man kan gøre, hvad man vil – indtil man skader andre. Alt andet vil være udtryk for en ultraliberalistisk kynisme, som kendetegner den yderste højrefløj her til lands og globalt.
Vi stod det igennem med de omkostninger, menneskelige og økonomiske, det har haft. Den politiske beslutsomhed på fællesskabets vegne, som var statsministerens signatur, reddede menneskeliv. Og de offentligt ansatte med det sundhedsfaglige personale i front viste, at den velfærdsstat, som politikerne har vanrøgtet, er udtryk for strukturel næstekærlighed. Højtravende måske - men rigtigt!
75 procent af os er blevet vaccineret. Det er en succes, der bygger på tillid til viden, forskning og til vores politikere. En mindre gruppe voksne har af forskellige grunde ikke ladet sig vaccinere. Men nu banker den fjerde coronabølge på døren, og de færreste af os orker endnu en nedlukning.
Nu er det gruppen af ikke-vaccinerede, der svinger taktstokken over alle os andre. Det er dem, som kan blive årsag til, at vi igen får indskrænkninger i den personlige frihed. Så spørgsmålet om de ikke-vaccinerede presser sig på – i særdeleshed på arbejdspladserne. Jeg vil ikke tvinge nogen til at tage en vaccine, de ikke ønsker. Men hvis vi ikke havde gjort koppevaccination lovpligtig fra 1931 til 1976, så var kopper endnu ikke blevet udryddet i Danmark og på verdensplan.
Derfor må og skal det være besværligt at være uvaccineret. Det er positivt, at der i skrivende stund er indgået en trepartstaftale om, at arbejdsgiverne kan kræve corona-pas, så længe corona kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Men hvad med efter de foreløbigt fire uger? Kopper var her i årtier. Det samme vil covid-19 være. Hvis der ikke indføres noget nær et permanent krav om vaccine eller coronapas på det offentlige arbejdsmarked, hvad kan offentligt ansatte gøre i forhold til kolleger, der insisterer på retten til frit at sprede smitte omkring sig? Her vover jeg helt personligt et øje, som mange i fagbevægelsen, herunder i LFS, vil være uenig med mig i. For i situationer hvor den enkelte offentligt ansattes liv eller helbred er truet, kan der være tvingende grunde til at stoppe arbejdet. I daglig tale kaldes det for "liv, ære og velfærd", som er undtaget fra fredspligten.
Hvis ikke truslen om at blive smittet med den dødelige covid-19, som globalt har kostet seks millioner mennesker livet, og som har invalideret hundredtusindvis af mennesker, er en tvingende årsag til at bruge liv, ære og velfærd - hvornår så? Vi har endnu til gode at se offentligt ansatte bruge ”liv, ære og velfærd”. Men det er kun et spørgsmål om tid, hvis ikke de uvaccinerede får gjort deres liv så besværligt, at de frivilligt bliver vaccinerede. Spørgsmålet om vaccine handler i bund og grund om solidaritet og forståelse af, at grænsen for ens personlige frihed netop går ved, at man kan gøre, hvad man vil – indtil man skader andre. Jeg står side om side med det flertal, som har lagt arm til vaccinen og dermed gør, som man skal.