KRONIK:
Der findes tre pædagogiske metoder, og der er brug for dem alle
Der findes uoverskueligt mange pædagogiske metoder og bøger, som beskriver deres anvendelse i forhold til mange forskellige grupper af børn, unge og voksne. Men grundlæggende set findes der kun tre metoder, og de kan anvendes på tværs af både alder og arten af eventuelle udfordringer eller vanskeligheder, skriver Lars Rasborg, pædagog og psykolog.
Enhedsmodellen
Ingen metode kan alt, men alle kan noget. Vi har derfor brug for at veksle mellem alle de tre grundlæggende typer. Den første metodetype kan illustreres med velkendt, almindelig pædagogik. Her siger pædagogen helt enkelt til barnet (eller til den unge eller voksne), hvad han skal. Hun siger for eksempel: ”Kom, der er mad nu!” Kommer barnet og deltager i måltidet, har metoden virket efter hensigten.
Men så snart det ikke går så let, og barnet for eksempel svarer: ”Ja, ja”, men ikke kommer, er der risiko for, at pædagogen indleder en magtkamp eller konflikt, hvis hun fastholder metoden. Derfor er der brug for at skifte til en anden metodetype.
I den demokratiske samtid, vi lever i, er det mest nærliggende at skifte til en ressourceorienteret metode. Det kunne være narrativ pædagogik. Her lægger pædagogen op til dialog med barnet om det problem, der opstår, når hun gerne vil have, at barnet kommer og spiser, men barnet angiveligt vil noget andet. Mere præcist lægger hun op til, at barnet bidrager med sine ressourcer til en fælles problemløsning.
Pædagogen gør dette ved at stille barnet spørgsmål som: ”Hvad er du i gang med?” og ”Er det muligt at holde en pause?” Hvis de to når frem til en fælles løsning, for eksempel en aftale om, at barnet kommer nogle minutter senere, og aftalen holder, har metoden virket efter hensigten.
Men det sker, at en fælles løsning ikke opnås, eller at den ikke holder. Barnet siger for eksempel: ”Jeg kommer lige om lidt”, men kommer ikke.
Hvis det er tilfældet, er der brug for igen at skifte til en ny metodetype, og enhedsmodellen foreslår, at pædagogen skifter til fortolkende metoder. Det er metoder, hvor hun tænker over, hvordan barnets adfærd kan forstås ud fra de ’usynlige’ følelser og tanker, som kunne ligge bag, men som det ikke selv har udtrykt med ord. Dernæst formulerer hun sine tanker om en forståelse for barnet.
En af de fortolkende metoder er spejling i den særlige udformning, som jeg har givet den. Her kan pædagogen for eksempel sige: ”Okay, du er ikke sulten. Eller måske er du så optaget af legen, at du hellere vil fortsætte med den, og måske mærker du ikke, at du er sulten”.
Spejlingen kan suppleres med en regulering, der bygger på forståelsen. Reguleringen kan ske ved, at pædagogen giver barnet jeg-støtte, det vil sige, at hun sænker kravet og øger hjælpen, som var der tale om et yngre barn. Hun kan for eksempel sige: ”Nu kan du komme og sidde lidt med. Så kan vi se, om du får lyst til at spise”, og lægge en hånd på barnets skulder og føre det i retning af bordet.
Hver metodetype har sin styrke
Disse tre grundlæggende valgmuligheder er i enhedsmodellen formuleret som et førstevalg, et andetvalg og et tredjevalg. Man kan bevæge sig frit mellem dem. Gå frem og tilbage i rækkefølgen eller hoppe fra første- til tredjevalget eller omvendt, alt afhængigt af barnet og situationen.
Tilsammen forsøger de tre valg at omfatte hele barnet (eller den unge eller voksne) i sin sammensathed, idet de har hver sin særlige styrke. Den særlige styrke i førstevalget (almindelig pædagogik) er, at det på den klareste måde formidler de gældende sociale normer. Normer, som barnet hen ad vejen må blive tilpas med, for at blive et fuldgyldigt medlem af samfundet.
Den særlige styrke i andetvalget (narrativ pædagogik) er, at det på den klareste måde formidler til barnet, at det har ret til at gøre sig gældende, og at dets synspunkter er væsentlige i et demokrati.
Endelig er den særlige styrke i tredjevalget (spejling og jeg-støtte), at det på den klareste måde formidler til barnet, at også dets ikke-udtrykte synspunkter er væsentlige i et demokrati, selv om det ikke altid er let at give dem udtryk. Et barn kan for eksempel mangle ord for sine følelser og tanker eller brænde inde med dem, fordi det ikke har tillid til, at det vil blive taget alvorligt.
Første- og andetvalget er almindelige i pædagogik i dag, både med almindelige børn og unge og med børn, unge og voksne, der har særlige udfordringer. Tilsammen omfatter de to valg den dobbelthed af pligter og rettigheder, som den enkelte har i et demokrati. Tredjevalget er ikke lige så almindeligt, men erfaringer viser, at når børn og andre mennesker først føler sig forstået gennem spejling, og støttet gennem sænkede krav og øget hjælp, så kan de begynde at profitere af første- og andetvalgets metoder.
Det sker imidlertid, at ingen af de tre grundlæggende valg virker efter hensigten, og heller ikke blandformer mellem dem. I de tilfælde er der brug for et ’fjerdevalg’, og dem er der mindst otte af (beskrevet i bogen, nævnt nedenfor).
Enhedsmodellen er ikke kun for pædagoger. Forældre kan også anvende den, når blot de har almindelige forudsætninger for at drage omsorg for et barn. Erfaringer fra daginstitutioner viser, at forældre i høj grad kan være hjulpet, når pædagoger fortæller dem om modellen og deres erfaringer med den. I mange tilfælde lykkes problemløsning først, når der derigennem udvikler sig et fælles grundlag for samarbejde mellem pædagoger og forældre.
Erfaringer fra praksis
Som teoretisk konstruktion er enhedsmodellen indtil videre afprøvet på et mindre udvalg af pædagogiske metoder. Foruden de allerede omtalte, gælder det blandt andet low arousal, tydeliggørende pædagogik (TEACHH), konsekvenspædagogik og mentaliseringsbaseret miljøterapi.
Afprøvningen viser blandt andet, at nogle metoder udgør ’rene’ valg, mens andre udgør blandformer mellem flere af modellens tre valgmuligheder. Blandformer er i nogle tilfælde en styrke. I andre tilfælde modarbejder ’ingredienserne’ hinanden.
Modellen er gennem de seneste cirka fire år blevet afprøvet som vejledning for praksis. Afprøvningen har fundet sted i almindelige daginstitutioner, på anbringelsessteder for børn og unge og i specialskoler. Modellen er desuden afprøvet i rådgivning af forældre.
Nogle hovedresultater er, at modellen gør pædagoger og forældre mere bevidste om, hvilke metoder de anvender og hvordan; at den gør dem mere parate til at skifte metode, så snart den valgte metode viser sig ikke at virke, og at tredjevalget giver dem nye og virkningsfulde handlemuligheder. Alt i alt fører det til, at pædagoger og forældre løser flere problemer, og at det fremmer børnenes udvikling, såvel som deres egen.
Lars Rasborg er pædagog og tidligere medlem af LFS. Siden cand.psych. og specialist i klinisk børnepsykologi. Han er privatpraktiserende psykolog i København og driver foredrags- og kursusvirksomhed. Kronikken bygger på hans bog Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis, der udkom i august 2021 på Akademisk Forlag.