Jeg har fået så sindssygt meget skældud i mit liv

Manu Sareen har været børneminister, han har skrevet børnebøger, og han har arbejdet med børn som socialpædagog. Diagnosen ADHD har fået ham til at se hele sit liv i et andet lys: ”Jeg har nok forsøgt at reparere på en barndom, hvor jeg altid fik at vide, at jeg var forkert.”

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Hvordan var din barndom?

”Jeg er født i Punjab i Indien og kom til Danmark, da jeg var fire år gammel, hvor min mor sluttede sig til min far, som var rejst til Europa som gæstearbejder. Han var egentlig i Tyskland, men tog en lille ferie i Danmark i juli måned, og forelskede sig i et solbeskinnet og venligt København. Han sendte bud efter min mor, som ankom til en snestorm i februar og blev rasende. De ville egentlig være taget hjem efter nogle år, men som så mange andre gæstearbejderfamilier blev de hængende. Så jeg er vokset op på Amager i en immigrantfamilie, som havde ambitioner på deres børns vegne: Vi skulle have en uddannelse og klare os godt i det nye land. Problemet var bare, at jeg ikke klarede mig spor godt i skolen. Jeg var klassens klovn og var ufokuseret og snakkede og blev sendt uden for døren. Jeg var skrækslagen, hver gang mine forældre skulle til forældrekonsultation, for jeg vidste, at de ville få at vide, at jeg var helt umulig. Så jeg har fået så sindssygt meget skældud i mit liv, og følelsen af at være forkert har fulgt mig hele livet. ”

Du har fået diagnosen ADHD. Hvad betyder det for dig?

”Det er en ret vild ting. Jeg ville sådan ønske, at min ADHD var blevet opdaget, mens jeg var en lille dreng, der igen-igen var blevet sendt udenfor døren, for det har været en altoverskyggende faktor i mit liv - på godt og ondt. ADHD forklarer, hvorfor jeg har taget en masse impulsive beslutninger, som ikke altid har været lige gode for mig. Men diagnosen forklarer også, hvorfor jeg har været ved at brænde helt ud flere gange. Min ADHD er en drivkraft forstået på den måde, at den giver mig en sindssyg kreativitet. Jeg ser muligheder og ideer overalt. Det er både min styrke og mit problem. For jeg kan ikke strukturere min energi, og jeg kører i femte gear, når jeg er optaget af noget. Men jeg kan ikke finde ud af at standse motoren igen, og det slider jo totalt på både krop og sjæl. Diagnosen har været en enorm lettelse. Både fordi jeg har fået en forklaring på min indre uro, og fordi jeg har fået nogle strategier til at passe bedre på mig selv.”

Du har skrevet en bog om ADHD – og en mere er på vej. Hvorfor?

”Jeg var 50, før jeg selv fik diagnosen, og det var alt, alt for sent. Det har haft kæmpestore omkostninger for mig at leve med en skjult sygdom, fordi jeg hele livet har kørt i et alt for højt gear og derfor flere gange er knækket på grund af stress. Da jeg var minister, blev min læge ved med at sige, at jeg skulle slappe mere af. Men ingen har haft mistanke om ADHD. Jeg har opfattet det som en børnesygdom – lige som mæslinger. Men så hørte jeg helt tilfældigt en podcast med en anden voksen, som havde fået diagnosen, og jeg tænkte bare YES – det er jo sådan, jeg har det. Det var en øjenåbner for mig, og jeg blev udredt. Derfor har jeg skrevet bogen ’Hører du overhovedet efter?!’ Jeg har på baggrund af den fået virkelig mange henvendelser fra mennesker, der føler sig mødt og set, og som har forstået noget vigtigt om sig selv. Jeg har aldrig før skrevet noget, som har betydet så meget for så mange. Det er så vildt. Så nu er jeg gået i gang med at skrive en bog om ADHD set fra et børneperspektiv.”

Du har altid arbejdet med børn – som pædagog, som politiker og som forfatter. Hvorfor?

”I dag tænker jeg, at det også handler om min ADHD. Jeg var et barn, der hele tiden fik at vide, at jeg var forkert. Jeg tror, at jeg blev socialpædagog og begyndte at arbejde med udsatte børn, for på en eller anden måde at reparere mig selv. De indsigter, jeg fik fra mit arbejde i blandt andet Døgnkontakten, var også det, der skabte mit politiske engagement: Der var – og er – simpelthen for mange børn, der lever under alt for dårlige forhold. Indignation har helt sikkert været en stor del af min drivkraft. Og så er der jo også det, at børn og unge er totalt fede at være sammen med.”

Hvorfor begyndte du at skrive til børn?

”Det sjove er, at det slet ikke handlede om forfatterdrømme. Jeg havde på det tidspunkt skrevet nogle fagbøger om etniske minoriteter og en enkelt kogebog. Så kom den daværende kulturminister Brian Mikkelsen med en kulturkanon, hvor præmissen var, at ”de fremmede” skulle lære, hvad den rigtige danskhed var. Jeg blev sindssygt provokeret og lavede en perkerkanon, som skabte en del omtale. Det gik så også op for mig, at der på det tidspunkt næsten ikke var noget minoritetslitteratur i Danmark - og da slet ikke børnelitteratur. Det gav mig ideen til den første bog om Iqbal Farooq. Jeg satte mig simpelthen ned og begyndte at beskrive den opgang og det miljø, jeg selv var vokset op i. Og det gik op for mig, at jeg havde en fest. At skrive Iqbal Farooq-bøgerne er simpelthen noget af det sjoveste, jeg nogensinde har foretaget mig.”

Hvad er din primære identitet. Politiker, forfatter, pædagog?

”Jeg har egentlig aldrig haft en fasttømret identitet. Det var først, da jeg havde skrevet 27 bøger, at jeg ikke følte det totalt underligt, hvis nogen omtalte mig som forfatter. Jeg følte mig heller aldrig helt som del af det politiske liv, da jeg var på Christiansborg – selv om jeg var minister. Det er ADHD-sindet, der hopper hele tiden. I virkeligheden ville jeg bare gerne have været politimand. Det har været og er måske stadig min store drøm. Men da jeg gik i 7. klasse, læste jeg, at man skulle have dansk indfødsret for at søge ind på uddannelsen, og jeg troede, at det betød, at man skulle være født i Danmark, så jeg opgav tanken. Mit arbejdsliv har aldrig været planlagt; den ene ting har taget den anden, og igen på grund af min ADHD har jeg ikke standset op og taget stilling. Man bliver nemt forført af de muligheder, man får præsenteret, som fx da jeg blev opfordret til at stille op til Folketinget.”

Du har fire børn. Hvad har din rolle som far betydet for Iqbal Farooq-bøgerne?

”Der er ikke noget af mine egne børn med i Iqbal Farooq-bøgerne. Jeg har fire børn i alderen fra fire til 24 år, og de har haft en meget mere privilegeret opvækst i et totalt anderledes univers. Men de har været stolte af, at det var deres far, der skrev de bøger. Og det har selvfølgelig været fedt for mig. Det er i det hele taget den bogserie, der har gjort mig mest ”kendt” blandt almindelige mennesker, hvis man kan sige det sådan. Da jeg i 2011 blev udnævnt som den første ”brune” minister, var det en stor ting i medierne. Jeg var til et arrangement i Ålborg med min spindoktor, og vi var af eller anden grund i Jomfru Ane Gade. Her var der en flok unge mennesker, der gerne ville tage selfies sammen med mig. Min spindoktor var overrasket over, at de var så interesserede i politik, indtil det gik op for ham, at det var på grund af Iqbal Farooq.”

Du er gået ind i politik igen - hvorfor?

”Det er ren social indignation. Jeg har meldt mig ind i Socialdemokratiet og er gået ind i kommunalpolitik på Frederiksberg, fordi vi har brug for en mere retfærdig boligpolitik, og fordi vi fortsat skal kæmpe imod den skævvridning af boligmarkedet, som udenlandske boligfonde, som Blackstone, er med til at skabe. Men jeg skal ikke tilbage som professionel fuldtidspolitiker.”

Du har en ny viden om dig selv. Hvad kommer den til at betyde for dit arbejdsliv?

”Jeg er snart parat til at søge tilbage til mine rødder - den pædagogiske verden. Det er i det pædagogiske arbejde med udsatte børn og unge, jeg har trivedes bedst. Det er det eneste arbejde, der sådan for alvor har gjort mig glad, og det er der, jeg finder mening. Det passer så meget bedre til mig end at sidde bag et blankpoleret skrivebord. Det er ikke fordi, jeg ikke trives godt med at skrive bøger. Jeg har købt en camper, som jeg har indrettet til skriveværksted, og så kører jeg ud på Reffen og sidder og lytter til havet, mens jeg skriver. Det er fedt. Men jeg er også nået dertil, hvor jeg savner fællesskabet og kollegerne.”

Du har fire børn. Er der noget, du ville gøre anderledes overfor dem, hvis du kunne skrue tiden tilbage?

”Igen – hvis jeg havde været bevidst om min ADHD, ville jeg have arbejdet meget mindre. Men jeg har et virkelig godt og nært forhold til mine børn, og vi er tæt knyttede. Jeg er nok mere tilbøjelig til at huske mine nederlag end mine sejre i mit liv, men på ét punkt ved jeg, at jeg er lykkedes: jeg har aldrig nogensinde skældt mine børn ud. Aldrig. Og jeg kan hilse og sige, at man sagtens kan skabe fire vidunderlige, velfungerende børn uden skældud.”

Biografi

Manu Sareen er født 16. maj 1967 i Indien og er vokset op på Amager. Han er uddannet socialpædagog og konfliktmægler og har blandt meget andet arbejdet i Døgnkontakten og var fra 1999 tilknyttet Københavns Kommune som etnisk konsulent. Manu Sareen blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 2002 for Det Radikale Venstre og blev i 2011 valgt til Folketinget. Han var i perioden 2011 til 2013 minister for kirke og ligestilling og fra 2013 til 2015 minister for børn, integration, ligestilling og sociale forhold. Manu Sareen skiftede i 2018 parti til Alternativet og igen i 2021 til Socialdemokratiet.
Manu Sareen har sideløbende udgivet en lang række bøger, herunder børnebogsserien om Iqbal Farooq, to kogebøger, diverse fagbøger om integration og senest bogen "Hører du overhovedet efter?!", som er en personlig beretning om at blive diagnosticeret med ADHD som voksen.