Leder
I denne søde juletid
Af Britt Petersen, formand for LFS
Ja, gid det var så vel. Men juleforventningens glæde er atter en gang noget overskygget af corona, som igen lægger en dæmper på det hele med restriktioner, coronapas, hjemsendelser, fravær af kolleger, test og mundbind.
Vi er mange, der stadig venter længselsfuldt på at blive revaccineret, og det er svært at komme i rigtig julestemning, når bekymringen for ældre forældre, og for hvordan man undgår at blive smittet og give smitte videre, fylder mere end juleglæden. Så gid fanden havde corona!
Men livet går jo alligevel videre, og arbejdsopgaverne lige så, for der kommer også en tid efter corona, og lige om lidt er det 2022.
Vi er i fuld gang med forhandlinger med Københavns Rådhus om rekruttering og fastholdelse af pædagoger. For første gang i mands minde er der afsat penge i budgettet i København, og vi arbejder på at lande en aftale sammen BUPL og for specialområdet med SL.
Det er samlet set ikke pædagoger nok. Der er uddannet for få, og for mange har forladt faget – blandt andet fordi mange pædagoger vælger at gå fra fx via efterløn. Men vi håber, at vi med de kommende aftaler kan gøre arbejdspladserne i Københavns Kommune mere attraktive for nye pædagoger, og at allerede ansatte vælger at blive, mens vi gør alt, hvad vi kan, for at få flere uddannet.
Har du en kollega, der i dag ikke er uddannet, så vær med til at gøre vedkommende nysgerrig på pædagoguddannelsen. Den kollega, du kan hjælpe i gang, er morgendagens nye pædagog. Og har du en kollega, der ikke helt kan se sig igennem pædagoguddannelsen, så tal om uddannelsen til pædagogisk assistent.
Jeg håber, at I alle kommer godt igennem resten af året, og at I får den dejlige jul, I fortjener. Og så håber jeg, at vi ved fælles hjælp får et godt nyt år i 2022 med mange gode og nye kollegaer.