Ferieboliger via LFS og din forsikring
Er du medlem af LFS, og har du forsikringer hos TJM, får du nu adgang til et større udvalg af billige ferieboliger. Du kan nemlig vælge mellem ferieboliger i Blåvand, Skagen, Prag, Malaga og Thueyts i Frankrig – og flere er på vej. Læs mere på www.mitlfs.dk/feriebolig.
Nytårskur for almenområdet
Almenområdets bestyrelse inviterer medlemmerne til nytårskur den 22. januar, hvor man sammen med kolleger og faglige kammerater kan skåle 2022 ind. Nytårskuren foregår i sal A i LFS fra klokken 18.30
Digital mobning blandt skolebørn
Hvordan handler vi i forhold til digital mobning blandt skolebørn? Det sætter DCUM fokus på med publikationen ’Skolen, børnene og SoMe’, som tilbyder konkrete anbefalinger til, hvordan pædagogiske medarbejdere kan støtte sunde digitale fællesskaber og mindske krænkelser, negativ adfærd og mobning både i og uden for de digitale rum. Publikationen kan downloades via dcum.dk/grundskole/vaerktoejer-og-inspiration/projekt-digital-mobning-i-grundskolen
Dumpekarakter til pædagoguddannelsen
Pædagoguddannelsen klæder ikke de studerende på til den virkelighed, de møder. Det viser en ny omfattende evaluering af pædagoguddannelsen, som blev offentliggjort i slutningen af november.
Dykker man ned i tallene, fremgår det blandt andet, at kun 23 procent af de arbejdsgivere, som har ansat nyuddannede pædagoger de seneste år, og kun 37 procent af de nyuddannede pædagoger mener, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på til det, der venter i praksis. Personalelederne vurderer samtidig, at der er langt mellem top og bund med hensyn til de studerendes faglige kunnen og færdigheder i forhold til at kunne begå sig på en pædagogisk arbejdsplads. Samtidig oplever næsten halvdelen af de pædagogstuderende, at prøverne på uddannelsen er lette at bestå.
Evalueringen peger derudover på, at koblingen mellem praktik og undervisning halter. Under halvdelen af de studerende mener således, at der var sammenhæng mellem det, de lærte i praktikken, og det de lærte i undervisningen. Samtidig oplever 21 procent af praktikvejlederne, at samarbejdet med skolerne ikke er velfungerende.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har inviteret Folketingets partier til en første gennemgang af evalueringens resultater.
”Hvis vi skal have flere til at søge mod pædagogfaget i fremtiden, skal vi tilbyde en endnu bedre uddannelse,” siger ministeren. De senere år har der været et stigende fokus på, hvordan vi som samfund kan sikre, at alle børn får et godt børneliv – eksempelvis ved at undgå, at problemer i børns liv udvikler sig alvorligt. Samtidig er der aktuelt både politisk og forskningsmæssigt fokus på, hvordan vi som samfund bedst kan hjælpe børn i vanskeligheder.
På sporet af det gode børneliv
Pernille Juhl forsker især i børn og i deres hverdagsliv, og hun følger i sin nye bog ’På sporet af det gode børneliv’ en række børn fra nul til fire år gennem en periode på et år.
Børnene, hun følger, har det til fælles, at sundhedsplejersker eller socialrådgivere er bekymrede for, om børnenes trivsel er truet. Derfor er der iværksat forebyggende hjælpeforanstaltninger som eksempelvis særlig støtte i daginstitutionen eller aflastningsfamilie.
Bogen veksler mellem fagteoretisk stof og fine beskrivelser og iagttagelser af de små børn og samspillet med deres voksne. Pernille Juhl undersøger, hvilke situationer der opleves som problematiske i de små børns hverdagsliv, hvordan der interveneres, og om indsatserne virker. Samtidig sætter bogen fokus på, hvordan den hjælp, vi som samfund sætter i værk over for børnene, kan få betydning for deres hverdagsliv.
Pernille Juhl er cand.pæd.pæd.psyk., ph.d. og lektor ved Roskilde Universitet. ’På sporet af det gode børneliv’ er netop udkommet på Frydenlund Academic og har en vejledende udsalgspris på kroner 349,95.
Flere underretninger men svært at få hjælp
Under coronanedlukningen sidste år var der et fald i antallet af underretninger til kommunerne om børn, der formodedes at mistrives. Men i år ser det anderledes ud. I hvert fald hvis man tager udgangspunkt i rapporten ”Daginstitutioners hverdag 2021”, som Bureau 2000 har udarbejdet for FOA. Af rapporten fremgår det, at antallet af 0-5-årige børn, der er genstand for underretninger over den seneste årrække, er steget. Således blev der i 2015 foretaget underretning om 3,3 pct. af de 0-5-årige børn. Det tal var i 2020 steget til 4,4 pct., svarende til 16.256 børn. I samme årrække er der sket en stigning på 36 procent i antallet af underretninger fra dagtilbud, som i fjor talte knap 4.700. Samlet er der i 2020 lavet knap 29.000 underretninger, hvoraf nogle dækker over de samme børn. Rapporten fastslår også, at fra det pædagogiske personale har observeret et problem, til barnet eksempelvis får hjælp hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), går der i gennemsnit 4,6 måneder. Hver tredje melder endda, at ventetiden på hjælp til barnet overstiger et halvt år. Rapporten findes på FOAs hjemmeside.