Er du ikke lidt for ung til at være dagplejer?

Valentina Fie Sisseck Prip er med sine 28 år ung af en dagplejer at være. Det får hun da også jævnligt kommentarer om, når hun går tur med dagplejebørnene. ”Faktisk er der ofte nogen, der antyder, at jeg er for ung. Dagplejen er blevet synonym med folk, der er lidt oppe i årene. Og det er synd, for det er verdens bedste job, når man selv har mindre børn,” siger hun.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Der emmer af hygge i den lille stue i Rødovre, hvor dagplejebørnene Alberte og Holger leger med Valentina Fie Sisseck Prip på gulvet, mens husets otteårige datter putter på sofaen under en dyne. Hun er netop kommet hjem fra lejrskole og er grundigt træt.

”Det er jo en kæmpe fordel, at jeg er hjemme i sådan en situation. Og mine dagplejebørn synes, at mine egne børn er noget af det mest fantastiske. De knytter et helt særligt bånd. Et af mine dagplejebørn, Holger, står og råber ”theo, theo, hver gang der er nogen ved døren, fordi han håber, at det er min søn Matheo, der kommer hjem fra vuggestue,” fortæller Valentina Fie Sisseck Prip.

Matheo har været i sin mors dagpleje, indtil han nåede toårsalderen.

”Så blev det for svært for ham, at han skulle konkurrere med de andre dagplejebørn om mig og legetøjet, og han trængte også til flere udfordringer. Så han kom i vuggestue.”

Valentina Fie Sisseck Prip er dog ikke er på vej til at forlade dagplejejobbet af den grund.

”Jeg tror, det er et livsvalg for mig. Jeg elsker mit arbejde. Man går på arbejde med kærlighed hver eneste dag,” siger Valentina Fie Sisseck Prip, der arbejdede som social- og sundhedsassistent inden for ældreplejen, før hun blev dagplejer.

Det er nok et livsvalg

Den 28-årige dagplejer er mor til Faith på otte og Matheo på to, og så har hun også to bonusbørn.

”Jeg blev dagplejer, fordi jeg fik lyst til at tilbyde noget af det, som mine egne børn har manglet i deres pasningsordninger. Jeg er meget fysisk og vil gerne udendørs liv og bevægelse, og det er noget, dagplejebørnene og jeg bruger meget tid på. Vi arbejder også med jord-til-bord. Vi har lavet plantekasser i haven, og dagplejebørnene er med til at så og høste og lave mad af de grønsager, vi har dyrket.”

Hun blev i første omgang inspireret til at søge jobbet af en bekendt, som også er dagplejer.

”Ellers havde jeg nok ikke fået ideen. Når man læser de kommunale stillingsopslag, virker de ret tørre, og de handler mest om, hvad man ikke må og ikke kan som dagplejer. Jeg tror ikke, det appellerer så meget til unge kvinder som jeg selv. Og det er synd, for det er verdens bedste job,” siger Valentina Fie Sisseck Prip.

Hun tror, dagplejen skal rebrandes, hvis man skal rekruttere flere unge.

”Man forbinder dagplejere med det at være lidt oppe i årene. Det billede skal ændres. Og så skal man slå på tromme for de fordele og den arbejdsglæde, der er.”

Det kræver fleksibilitet

Som dagplejer skal hun stå til rådighed i 48 timer om ugen.

”Det kan lyde voldsomt, men det føles ikke af så meget, fordi jeg er hjemme. I begyndelsen drønede jeg rundt og ordnede praktiske ting, mens børnene sov. Efterhånden fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at holde pause en gang imellem, hvis jeg skal også skal have et liv efter arbejdstid. Men det hænger fint sammen for vores familie – især fordi jeg gerne må aflevere mine egne børn, hvis jeg kan få det til at passe med forældrenes afleveringstidspunkter. Jeg må også gerne lave småindkøb, hvis det er relevant for dagplejebørnene. Hvis der ikke var den fleksibilitet, kunne jeg ikke være dagplejer,” siger Valentina Fie Sisseck Prip.

Da hun begyndte, var hun spændt på, hvordan det ville være at åbne sit hjem for dagplejebørnenes forældre.

”Det viste sig ikke at være særligt grænseoverskridende. Det føles nærmest som en udvidelse af familien, fordi jeg bliver så glad for deres børn.”

Det værste ved jobbet

Valentina Fie Sisseck Prip oplever heller ikke, at jobbet er ensomt. Hun får god voksenkontakt, når hun er i legestue og i samarbejdet med leder og dagplejepædagog.

Skal hun pege på noget negativt, er det, at hun synes, at der er lige rigeligt mange regler.

”Man skal passe på, at vi ikke bliver for daginstitutionsagtige, for dagplejen skal jo netop være noget andet og mere personligt. Jeg har fx både hund og kanin, som jeg tror, børnene ville have glæde af at lege med. Men det må vi altså ikke,” siger Valentina Fie Sisseck Prip, der ud over det kun har et stort klagepunkt omkring sit job:

”Det sværeste er at sige farvel til børnene, når de skal videre fra dagplejen. De bliver jo en del af ens familie, og man bliver så knyttet til både dem og deres familier. Det kan godt trække tænder ud.”