Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle arbejde på fritidshjem

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

”Min mor var ansat i en børnehave, min onkel har været klyngeleder på Østerbro, og jeg er nok fra det, man kalder en pædagogfamilie. Alligevel har jeg altid svoret, at det skulle jeg ikke. Men efter at have været udsendt til Jugoslavien, hvor jeg så nogle børn, der havde det rigtig dårligt, var jeg rodløs. Jeg følte, mit liv havde taget en turn-around. Jeg kom hjem med en fornemmelse af, at nu skulle jeg hjælpe næste generation.”

”Jeg var heldig at blive pædagogmedhjælper på et lille fritidshjem på Frederiksberg. Der var kun 42 børn og seks ansatte, og dengang havde børnene fri 11.35, så vi havde masser af tid med dem. Dengang var jeg bare omkring 24 år, men jeg gik meget op i at være god til mit arbejde, og det var også min daværende leder, der opfordrede mig til at søge ind på pædagogseminariet. Jeg blev fristet af Ballerups idrætslinje, og jeg endte med at have de fedeste år under min studietid.”

”Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle arbejde på fritidshjem igen. Jeg synes, man kan så mange ting, og jeg er vild med, at vi har børnene i så mange år. I Græshoppen kunne jeg se så meget potentiale, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg ville passe ind. Jeg blev ansat i 2001, og i en periode har jeg også været souschef, men jeg syntes, det var svært at have et ben i hver lejr: Leder og pædagog. Så jeg uddannede mig som arbejdsmiljørepræsentant, og da souschef-laget blev skåret væk, endte jeg med igen at være ansat som pædagog.”

”Så kom klyngestrukturen, og i starten var jeg egentlig ret frustreret over forandringerne og over, at LFS bakkede op om den. Jeg blev opfordret til at blive tillidsrepræsentant, og selv om jeg i første omgang ikke havde lyst, endte jeg med at blive TR for fritidshjemmene i klyngen. Da et flertal af tillidsrepræsentanterne i klyngen ønskede, at jeg skulle være næstformand, måtte jeg i første omgang få dispensation, hvis bare jeg lovede at melde mig til TR-uddannelsen. Det endte med at give mig et kæmpe fagligt boost, og endelig følte jeg, at jeg fik nogle fantastiske faglige redskaber til at håndtere mange af de udfordringer, vi stod med i hverdagen.”

”Jeg elsker at bevæge mig med børnene. Det skaber så meget glæde, når vi er udenfor i en anden arena. Her er der højt til loftet, og det nyder jeg at bruge med børnene. Jeg inddrager dem i at feje, klippe grene og generelt bruge kroppen og sanserne. I virkeligheden handler det også om at give dem ideer til, hvad man også kan lave, og det er skønt at høre et barn fortælle, at når han bliver voksen, vil han være gårdmand. Jeg elsker især at bygge, og jeg er selv vokset op med byggelegepladser, hvor man gjorde en dyd ud af at skabe noget med andre. Det, tror jeg, børn trænger til at mærke.”

”I 2016 blev vi sammenlagt med fritidshjemmet Lunden. Det var en modbydelig periode, for vi havde slet ikke værktøjerne til at skabe en god proces. Vi hang alt for meget fast i, hvad vi hver især plejede at gøre, og brugte alt for lidt energi på at lytte til hinanden og tale om, hvad vi havde af faglige drømme og ideer for fremtiden. Skuden blev vendt, da vi formåede at fjerne de personlige følelser fra diskussionerne og i stedet fokuserede på at bygge et nyt, sundt arbejdsfællesskab op. En af mine onkler sagde engang, at alle kan sgu da passe børn. Sådan ser jeg det slet ikke. Jeg passer ikke børn. Jeg udvikler, giver ro og støtte, accepterer, rummer og ser styrker i den enkelte og i fællesskabet. I det nye arbejdsfællesskab var vi enige om, hvor vi ville hen. Vi skulle bare lære at tale samme sprog og få de ambitioner på banen.”

”Da vi for et par år siden blev til en KKFO og røg ud af klyngen, tænkte jeg, det skulle være anledningen til, at nu skulle vi virkelig brage igennem med pædagogikken. Vi havde allerede etableret et tæt samarbejde med børnehaverne i området, og det gav virkelig pote i forhold til at klæde børn og voksne på til den store overgang, det er at starte i skole. Men projektet røg i graven, da vi blev til en KKFO. I det hele taget var det et svært skifte. Jeg har været vant til at tale med pædagoger, nu kommunikerer vi meget med skolens personale, og jeg oplever, de har et andet sprog, som jeg har svært ved at oversætte. Det er både hårdt og spændende at skulle starte forfra med at etablere et godt samarbejde.”

Navn: Kasper Løvenskjold
Alder: 50
Arbejdsplads: Fritidshjemmet Græshoppen
Bonusinfo: Er gift med Line, som er vuggestuepædagog. De har to sønner på 19 og 17. Har dyrket mountainbike, maraton og klatring, i dag går tiden især med at gå lange ture. Går meget op i finere vin og selve håndværket bag. Bruger sit sommerhus som et pusterum, hvor han bygger, planter og sætter projekter i gang, der ikke altid bliver gjort færdige. Modtog i 2021 Politikens Pædagog særpris for skolefritidstilbud sammen med kollegerne Tina Scharbau Toft og Jannik Hjorth Müller.