Bøgerne gav mig en flugt fra fattigdom og psykisk vold

Da Rachel Röst var barn, brugte hun bøgerne til at drømme sig væk fra den belastede opvækst i rækkehuset i Urbanplanen, og hun vidste tidligt, hvilke bøger hun skulle holde skjult for sin strengt religiøse og dominerende far. I dag arbejder hun for at give andre udsatte børn adgang til litteratur.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj Foto: Agnete Solvej Christiansen

Hvordan var din barndom?

”Dysfunktionel. Mine forældre var mormoner og strengt religiøse, men derudover var det også et socialt udsat hjem. Vi fik ikke nok at spise, vi fik ikke madpakke med i skole, vi gik i underligt, hjemmelavet tøj, og jeg husker stadig, hvordan det var, når jeg var inviteret til børnefødselsdag, men ikke kunne få en 20’er til en gave. Mine søstre og jeg levede i børnefattigdom, og jeg troede, vi var fattige. Det var først senere, det gik op for mig, at min far traf nogle meget egoistiske valg og brugte pengene på meget andet end sin familie. Min mor var svag og meget ung, da hun blev gift, og min far var ekstremt dominerende og socialt kontrollerende, og det handlede ikke bare om hans religion. Han var selv et skadet barn, der førte et sygt familiemønster videre. Han bestemte, hvor meget toiletpapir, jeg måtte bruge, han bestemte over mit tøj, og da jeg protesterede over hans kontrol, pillede han døren af mit værelse. Der var en seksualiseret og meget usund undertone i hele hans adfærd, og han var også sygeligt kontrollerende i forhold til min krop.”

Du blev anbragt uden for hjemmet, da du blev teenager. Hvorfor først der?

”Jeg blev kun anbragt, fordi jeg selv bad om det. Der var aldrig nogen, der spurgte, hvordan det gik derhjemme, selv om jeg som voksen har fundet et notat i mine sagsmappe om, at skolen bemærkede, at jeg ikke havde madpakke med. Dyvekeskolen var en socialt udsat skole, og jeg var stille i timerne og dygtig til skolearbejdet, så jeg tænker, at jeg er gået under radaren. Men jeg ville ønske, at nogen havde spurgt til mig og fx anerkendt, at det ikke var i orden, at jeg ikke fik mad med i skole. Det var meget tungt selv at skulle bede om at blive anbragt, og det var så svært at sætte ord på, hvad der var galt, for jeg blev ikke udsat for fysisk vold. Det ville have været lettere, hvis en voksen havde hjulpet med at italesætte, at jeg var udsat for psykisk vold og social kontrol.”

Hvad betød litteratur for dig i din barndom?

”Jeg var en drømmer, og bøgerne blev positiv eskapisme for mig. Jeg kunne læse flere bøger om dagen, og jeg læste hvad som helst. Puk-bøger, Den sorte hingst… Det var mit fristed, og det var noget, jeg havde helt for mig selv. Min far kontrollerede også mine bøger, og jeg var ikke ret gammel, før jeg kunne regne ud, hvilke bøger jeg ikke skulle tage med hjem. Dem sad jeg og læste på Solvang Bibliotek i stedet for. Det var faktisk mit andet hjem i lange perioder. Det var også på biblioteket, at jeg sneg mig til at læse ”Kvinde kend din krop”, for den viden var helt forbudt i mit barndomshjem. Da jeg blev anbragt på en ungdomspension, var der ingen bøger. Det var et kæmpe tab.”

Du blev enlig mor som 20-årig. Hvordan har det påvirket dine livsvalg?

”Jeg var meget opsat på, at min søn skulle have alt det, som jeg ikke selv havde fået. Jeg var meget ung og meget usikker, men jeg råelskede ham fra første sekund. Og det er gået meget godt. Han er 25 år, læser på universitet, har en kæreste, og vi har et nært forhold. Helt konkret var det også det at være mor, der gjorde, at jeg selv begyndte at skrive bøger. Jeg digtede historier for ham, da han var lille, og jeg skrev nogle af dem ned og sendte dem ind til et forlag. Det blev til to børnebøger, og det betød rigtig meget, at nogen anerkendte, at jeg havde talent.”

Du valgte at tage en universitetsuddannelse. Var det et bevidst valg at blive mønsterbryder?

”Jeg begyndte at læse litteraturvidenskab, fordi jeg altid havde elsket at læse, så jeg tænkte, at jeg ville noget med bøger. Der var ikke de store karriereovervejelser eller andet på spil. Universitetet var et stort kulturchok for mig. Jeg læste sammen med akademikerbørn, der læste alt mulig fancy litteratur, og som havde en helt anden kulturel kapital, end jeg selv havde. Jeg læste bare af lyst og læste hvad som helst, og jeg havde aldrig haft den der oplevelse af, at noget var finere end andet. Så jeg følte mig forkert i starten, og jeg fik også dårlige karakterer, fordi jeg ikke havde knækket de sociale og kulturelle koder. Jeg tror, det er derfor, jeg har så stor interesse i den brede litteratur, som interesserer mange. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det er finere med et smalt digt, som kun siger en snæver inderkreds noget. På universitet blev det også et fokuspunkt for mig, og jeg skrev blandt andet en stor opgave om ungdomsromanen ’Twilight’.”

Bøger til udsatte børn er også blevet dit professionelle liv. Hvordan er det sket?

”Jeg blev efterhånden lidt af en snob, da jeg gik på universitet, og jeg troede, jeg skulle arbejde på et forlag. Men jeg var meget i tvivl, for jeg ville også gerne selv skrive, og jeg havde set, at de to ting var svære at forene. Men så blev det i virkeligheden den politiske udvikling, der besluttede retningen for mig. Vi var et sted i dansk politik, hvor jeg oplevede, at man sparkede meget nedad på de svageste. Jeg sad en aften og tænkte ”Nogen må gøre noget.” Og så gik det op for mig, at jeg var jo også nogen… Og så startede jeg ’Læs for livet’. Det var det, jeg kunne bidrage med. Bøger var det store lyspunkt i min barndom og den faktor, der gjorde, at jeg fik øje på, at man kunne leve på en anden måde, end vi gjorde derhjemme. Den mulighed ville jeg gerne give til andre udsatte børn. Så jeg begyndte blandt andet at samle bøger ind til børnehjem. I de første år var det noget, jeg gjorde i min fritid, men så tog det form og fart, og i dag er det en professionel organisation med seks ansatte og 40 frivillige.”

Er der en særlig bog, der har haft betydning for din udvikling?

”Jeg kan ikke pege på én titel. Bøger havde mange betydninger for mig. jeg brugte dem til at drømme mig væk, jeg brugte dem til at spejle mig i, og jeg brugte dem til at erfare, at familier kunne fungere på en helt anden måde, end min egen familie gjorde. At det ikke var normalt, det der foregik derhjemme. Min erfaring med udsatte børn og unge er, at der særligt er to læsestrategier: Nogle børn bruger bøgerne til at drømme sig væk; mange kan for eksempel rigtig godt lide fantasy. Og så er der de børn og unge, der gerne vil spejle sig i det, de læser. De vil gerne have bøger, der handler om noget af det, de selv kæmper med. Det kan eksempelvis være, hvis der er vold eller misbrug i hjemmet.”

Du har lagt din egen livshistorie frem i romanen Grundvold. Hvordan føles det, at så mange mennesker kender din personlige historie?

”Det er faktisk så personligt, at jeg forsøger at lade være med at tænke for meget over det. Jeg håber, at folk primært bruger romanen til at spejle sig i. Det var i høj grad en bearbejdningsproces at skrive den; der var lange sekvenser, hvor jeg sad og holdt vejret, mens jeg skrev. Bogen har befriet mig for nogle ting, der har boet inde i mig, men som nu er flyttet ud, og som derfor er nemmere at bære på. Men bogen har også givet mening for andre, ved jeg, for jeg har fået overvældende mange henvendelser fra andre, der er vokset op i religiøse miljøer og fra mennesker, der er vokset op med dominerende forældre. Det har været en befriende oplevelse for mig.”

Biografi

Rachel Röst er 45 år gammel og er vokset op i Urbanplanen på Amager i en udsat familie, hvor hendes barndom endte med en anbringelse uden for hjemmet. Hun er cand.mag. i litteraturvidenskab og har skrevet børnebøgerne ’Da musene flyttede samme vej som guldet” (2005) og ’Hvad lille Line vidste’ (2007) samt den anmelderroste roman ’Grundvold’, som udkom i begyndelsen af 2021.

Rachel Röst har siden 2012 drevet og udviklet organisationen ’Læs for livet’, der arbejder for at udsatte børn og unge får mulighed for at finde glæden ved bøger; blandt andet ved at samle bøger ind og skabe små biblioteker på steder som asylcentre, døgninstitutioner og børnehjem.