Medlemsportræt Pia Borggaard Ludvigsen
Jeg er dagplejer langt ind i hjertet
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Jeg genopstiller ikke til forretningsudvalget på Repræsentantskabsmødet i november. Det er med vemod, og jeg kommer til at savne LFS og hele dagplejeområdet. Men jeg bliver 67 i september, og jeg har en mand med et svigtende helbred. Han trænger til, at jeg får mere tid derhjemme. Jeg må da også indrømme, at jeg glæder mig til at få flere kræfter og mere tid til at nyde livet, herunder min strikkeklub og alle mine børnebørn. Men jeg kommer til at være del af Seniorklubben i LFS, ingen tvivl om det.”
”Det sjove er, at det altid har ligget i kortene, at jeg skulle arbejde med børn. Alligevel skulle jeg en række omveje først. Da jeg var barn, var jeg altid den, der var babysitter for naboernes børn, og hvis jeg ikke var det, gik jeg tur med deres hunde. Mit største barndomsønske var at få et børnehjem, når jeg blev voksen. Senere fandt jeg ud af, at jeg ville være forsorgspædagog, som det hed dengang, og arbejde med handicappede børn. Jeg nåede da også at være både forpraktikant i en børnehave og ung pige i huset hos en daginstitutionsleder. Men jeg var gået ud af 10. klasse og skulle søge ind på seminariet i kvote 2. Det var meget mere eftertragtet at blive pædagog dengang, og jeg skulle samle mange points for at komme ind – så jeg mistede tålmodigheden.”
”Jeg fandt ud af, at det da også kunne være interessant at arbejde i butik, så jeg søgte og fik en læreplads i Daells Møbelhus. Jeg blev faktisk uddannet bolig- og indretningsarkitekt. og endte med at arbejde i Daells i adskillige år med en afstikker til Illums boligafdeling. Undervejs blev jeg tillidsrepræsentant. Det er ikke fordi jeg kommer fra et hjem med tradition for fagpolitisk aktivisme. Men min far var tolder og socialdemokrat, så det politiske var ikke helt fremmed for mig. Når jeg blev tillidsrepræsentant, var det nok først og fremmest fordi jeg ikke kan tie stille, og fordi jeg altid har en mening om tingene. Det var meget lærerigt at være tillidsrepræsentant i det private, og jeg hentede en masse erfaring, som jeg har kunnet drage nytte af senere.”
”Jeg fik min ældste søn Thomas i 1978, og dengang var barselsorloven på tre måneder. Heldigvis kunne min mor passe ham de første måneder. Men jeg var helt overbevist om, at min søn skulle i dagpleje, så da kommunen tilbød mig en vuggestueplads stillede jeg mig på bagbenene – nej tak! Jeg var opvokset med en nabo, som var dagplejer, og det forekom mig så naturligt, at så bittesmå børn skulle i dagpleje. Det lykkedes da også at få en plads til Thomas og senere også til Martin, da han blev født i 1981.”
”Da Thomas skulle i skole og Martin i børnehave, kom jeg til en skillevej. Jeg har altid sagt, at mine børn ikke skulle have ”to arbejdspladser”, så jeg ville gerne være hjemme, når Thomas kom hjem fra skole. Så jeg søgte ind som dagplejer, og det var som at komme hjem. Jeg trives helt fantastisk godt, og det gjorde mine børn også. jeg havde de små med hen i børnehaven for at hente Martin, og de legede lidt med i sandkassen sammen med de store børn – for det måtte man godt dengang – og alle var glade.”
”Jeg havde jo erfaring med TR-arbejde, så jeg blev tillidsrepræsentant for dagplejerne i Rødovre, og i 1997 blev jeg også opfordret til at blive områdeformand for dagplejerne. Det var dengang, LFS opløste kredsene til fordel for områder, og jeg havde et månedligt frikøb på fem dage, samtidig med at jeg passede dagplejebørn. Det var en frustrerende periode, hvor jeg ikke syntes, jeg slog til nogen steder, og hvor jeg manglede at være fuldgyldigt del af et arbejdsfællesskab. Så jeg er meget enig i, at områdeformænd skal være fuldtids frikøbt. Det gør en kæmpe forskel i kvaliteten af arbejdet. Da jeg blev opfordret til at stille op til forretningsudvalget i 2002, sagde jeg ja, selv om jeg havde lidt svært ved at se mig selv som fuldtidspolitiker; jeg har altid set mig selv mere som et menneske, der trives bedst ”på gulvet”. Jeg syntes heller ikke, at jeg havde forstand på det der politik, som jeg opfattede som ret højtravende. Britt Petersen fik imidlertid overbevist mig om, at politik ikke bare er ideologiske paroler, men de dagligdags fagpolitiske kampe. Og dem identificerer jeg mig jo fuldt ud med. Og nu er det blevet til 19 år i LFS.”
”Det er en hjertesag for mig, at dagplejen er et fantastisk tilbud, som der bør værnes om. Der er også virkelig mange forældre, der ser værdierne, og de skelner ikke mellem private børnepassere og kommunale dagplejere. Det bekymrer mig, at vi har den vækst blandt de private børnepassere, for jeg tror i bund og grund på, at det bør være en offentlig opgave. De private børnepassere er heller ikke altid bevidste om, at de står helt uden beskyttelse og sikkerhedsnet, hvis noget går galt. De kommunale arbejdsgivere bør virkelig tænke over de arbejdsforhold og rammer, de tilbyder deres dagplejere, hvis de vil bevare denne unikke pasningsordning.”
Navn: Pia Borggaard Ludvigsen
Alder: 66 år
Arbejdssted: Valgt medlem af forretningsudvalget i LFS
Bonusinfo: Bor med sin ægtemand i Rødovre, hvor hun har boet hele sit liv på skiftende adresser. De to sønner, som bor inde for en radius af fem kilometer med deres familier, har beriget familien med tilsammen fem børnebørn i alderen 6 til 16 år, som Pia er tæt knyttet til, og som hun har fulgt tæt gennem hele deres opvækst. Pia ses sjældent uden at håndarbejde, og hun er kendt for at kunne rådgive og vejlede i selv de mest komplicerede strikke- og hækleopgaver, lige som kolleger og samarbejdspartnere med jævne mellemrum nyder godt af hendes store produktion.