Et kor med højt til loftet – og plads til flere
Når LFS Koret mødes efter sommerpausen torsdag den 8. september, er det med ny korleder.
Det er Kristian Bach, som er en dreven korleder, der udover at lede to andre kor og står for fællessang på Vartov, også skriver og udgiver sin egen musik.
Han glæder sig til at møde korsangerne i LFS:
”Vi skal have det sjovt og dejligt, og så skal vi arbejde med de sange, som koret ønsker sig. Vi kommer selvfølgelig også til at synge nogle af de gamle arbejdersange, og det bliver en fornøjelse,” siger Kristian Bach, der har et lønligt håb om, at flere sangglade LFS’ere, herunder gerne nogle mandlige pædagoger eller pædagogmedhjælpere, melder sig, så der bliver endnu flere stemmer at lege med.
Han understreger, at den eneste forudsætning for deltagelse i koret er, at man har lyst til at synge.
”Jeg arbejder med noder, og man kan godt lære noder på begynderniveau, når man synger i kor hos mig, hvis man synes, det er spændende. Men det er intet krav,” siger Kristian Bach.
Tid og sted
LFS Koret øver torsdage kl. 17.30-19.00. Første mødegang efter sommerpausen er 8. september 2022.
Koret holder til i LFS sal A med indgang fra Sorøgade 6.
Koret synger ofte til faglige og sociale arrangementer som fx juletræsfest og 1. maj.
Det er gratis at deltage, man skal blot være medlem af LFS.
Hvis du er interesseret eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lisbeth Waidtløw på mail lisw@foa.dk eller telefon 46 97 16 53/30 94 81 34.